Igennem de seneste mange år har Danmarks Statistik næsten hvert år
offentliggjort adoptionstal, der var mindre end de faktiske, som opgøres
præcist hos de
formidlende organisationer. I gennemsnit forsvinder der næsten 50 børn om
året i den store talfabrik!
De officielle tal udsendes til pressen, der så med store overskrifter
fortæller om dramatiske udviklinger, som ikke altid svarer til virkeligheden. I
2008 gik det helt galt. De formidlende organisationer hjemtog 395 børn men de
officielle statistikker siger kun 232*. Oplysninger, der på helt forkert
grundlag formentlig afholder nogle fra at søge adoption. For i løbet af 2008
er der med en række nye formidlingskontakter skabt gode resultater med
væsentligt kortere ventetider end mange har oplevet fra 2005 til 2008. Læs
mere herom hos de formidlende organisationer.
Adoption & Samfund har derfor kontaktet Danmarks Statistik, der efter et
par dages søgning har erkendt at de seneste år er offentliggjort alt for lave
adoptionstal. De offentliggjorte tabeller for 2007 og 2008 er derfor
trukket tilbage. Danmarks Statistik arbejder nu på at finde en mere pålidelig
metode.
Årsagen til fejlen er, at flere og flere adoptioner nu færdiggøres endeligt i
udlandet. Da forskellige befolkningsgrupper tildeles forskellige grupper af
endetal på cpr-numrene er resultatet, at et stadigt større antal adoptivbørn
fejlagtigt er blevet registreret som indvandrere!
Adoption & Samfunds umiddelbare opfattelse er, at samme fejl måske er gældende i statistikkerne helt tilbage til adoptionsloven, der i på dette område blev ændret væsentligt i år 2000. Vi overvejer derfor at bede Danmarks Statistik om at udvide fejlsøgningen til de alle år siden år 2000.
Se opgørelserne over de enkelte år her
*Tallet 232 er lavere end det til pressen oplyste, da pressens tal indeholder private adoptioner af udenlandsk fødte stedbørn, som ikke er omfattet af de formidlende organisationers tal.
2009-02-23/PKJ