Tirsdag den 16. november 1999

Da jeg ved firetiden kom hjem fra mit arbejde hos DGI i Vingsted lå der en lap fra postvæsenet. Jeg tænkte "Øv, nu har vi igen glemt at sætte frimærker på et  brev". Da jeg fik set nærmere på kortet, kunne jeg se, at der lå et brev til os på posthuset - fra Medellin, Colombia - WHAT? COLOMBIA? Ud af røret sømmet i bund og afsted til Østbirk posthus. De fire kilometer fra Sattrup til Østbirk posthus har aldrig tidligere føltes så lange. Vejen var selvfølgelig tæt trafikeret af bønder med alt for god tid. Inde på posthuset var køen så lang som aldrig før, og damen bag skranken tastede så langsomt, at man skulle tro hun var ved at sende røgsignaler. Manden foran mig skulle lige snakke med en anden, så det var som at vinde i lotto, da jeg fik lov at snyde foran. Jeg fik udleveret en krøllet kuvert, som havde været ikke mindre end tre uger undervejs. Jeg turde næsten ikke at åbne kuverten, men tog mig dog alligevel sammen. I kuverten lå der en masse sider på spansk, men også et billede af de to drenge - så kan det godt være at øjnene blev lidt blanke. Hvordan jeg kom tilbage til Sattrup aner jeg ikke, men jeg tror ikke hverken jeg eller andre kom til skade af køreturen. Jeg skyndte mig at ringe til Hanne på bilen, og hun kunne selvfølgelig ikke tro det var sandt - men jo: Den var god nok.

 

Vi gik nok lidt i panik, for et eller andet var rivende galt. Hvorfor fik vi et brev direkte fra Colombia? Mit AOF-spansk var ikke helt nok til at oversætte de mange sider med formalia, fødselsregistreringsskemaer, helbredsattester, social rapport m.m., så vi skyndte os at kontakte Dora og Jørgen Krebs, som selv har tre colombianske piger, og som absolut er stive i det spanske for at få lidt hjælp til oversættelsen - AC var jo forlængst gået hjem. Heldigvis havde de tid, så vi aftalte, at vi skulle komme ved ottetiden, så de kunne nå at putte pigerne inden. Jørgen er min kollega, og vi har brugt Dora og Jørgen meget som erfarne ”sparringspartnere” gennem vores adoptionsproces.

 

Inden vi tog ud til Jørgen og Dora nåede vi lige at orientere de nybagte (turde vi godt tro på) bedsteforældre samt fastre, moster og onkler. Det var utroligt at kunne fortælle at vi nu skulle til at være forældre, og at den lange ventetid pludselig med et var ved at være overstået.

 

Dora "simultanoversatte" dokumenterne for os, og det ser tilsyneladende alt sammen lovende ud. De to drenge, Luis David på to et halvt år og Joffer Duban på knap fire er sunde, raske og velfungerende, dog med nogle småskavanker: Den lille – David - har navlebrok og den store – Joffer- en perforeret trommehinde der gør, at han kun har 80% hørelse på det ene øre (normal på det andet). Vi tror ikke at disse småskavanker kommer til at give de store problemer, men vi må naturligvis afvente amtets læges melding. Vi kunne endvidere læse, at drengene for omkring halvanden år siden var blevet forladt af deres mor for at blive anbragt hos en plejefamilie. Vi kunne blandt andet også læse, at de to drenge var halvbrødre med to forskellige fædre. Vi var nu med det samme vi så det dejlige billede klar over, at de nok ikke kunne være helbrødre. Ganske vist er de begge dejligt chokoladebrune, men Luis David ser på billedet ud til at være noget mørkere end Joffer Duban.

 

Efter en hyggelig aften hos Dora og Jørgen var vi i den syvende himmel - dog stadigvæk med langt flere spørgsmål end svar.

 

Jeg må hellere lige præsentere den lille familie på to, der snart bliver til en familie på fire.

Min kone, Hanne og jeg bor på et nedlagt landbrug (Hannes slægtsgård) nær den lille flække Sattrup ved Østbirk. Vi har som mange andre vordende adoptivforældre været igennem lange og seje processer: Den kliniske og adoptionsprocessen. Vi vil spare jer for den lange fortælling om det der er gået forud, men blot lige nævne at vi i godt et år har været godkendt til søskende eller tvillinger 0 – 60 måneder.

 

Lad os komme videre med vores historie:

 

Onsdag den 17. november 1999

De mange ubesvarede spørgsmål gjorde, at vi kun fik sovet meget lidt natten til onsdag, for det var svært at vente på at AC lukkede op. Vi lå længe og læste Colombiapapirer højt for hinanden, inden lyset blev slukket, og allerede fra ved firetiden var vi begge lysvågne igen.

 

AC åbner først telefonen kl. 9.00, så vi kunne nå at orientere vores arbejdsgivere om situationen. Vi blev nødt til at fortælle, at vi nok ikke kom på arbejde i dag. Hos både NCC i Trige og DGI i Vingsted var der jubelscener – har vi ladet os fortælle.

 

Endelig ved halv-titiden lykkedes det os at få fat i Pia Jørgensen på Adoptioncenter og hun blev mildest talt noget overrasket over at vi havde papirerne. Dog havde hun en mistanke, for hun vidste, at papirerne var undervejs og troede at det måske var fordi de var sendt det forkerte sted hen, at hun endnu ikke havde modtaget noget. Faktisk havde hun fået besked om at der var børn i forslag til os lige omkring de dage, hvor vi for ca. 14 dage siden sendte en e-mail til hende med forespørgsel om hvorvidt tiden snart var inde til at pakke kuffert eller ej. Da hun dengang svarede os syntes vi at hendes svar var lidt underligt og flydende formuleret. Det forstår vi nu, for hun vidste noget, som vi ikke vidste.

Det det handlede om nu, var at Pia Jørgensen skulle have papirerne så hurtigt som overhovedet muligt. Røret blev derfor kastet på igen, og en halv time senere stod vi på AC's kontor i Århus.

 

Vi fik en lang og god snak med Pia, og planen var nu, at der skulle arbejdes hen imod udrejse lørdag den 27. november, altså om 10 dage. Så kunne vi nemlig lige nøjagtigt nå at få sagen afsluttet, inden domstolene i Colombia den 16. december ville lukke for først at lukke op igen den 16. januar. Vi skulle jo også lige godkendes til de ”konkrete” børn af amtet, så AC måtte straks i gang med oversættelsen af sagen.

 

Der var rent proceduremæssigt formodentligt sket ikke mindre end tre dumme fejl i Colombia:

For det første sendte ICBF i Medellin brevet med robåd over Atlanten i stedet for at sende det til Bogota, hvor danske adoptivforældre kunne være kurér. Hvis det havde været gjort, havde AC sikkert haft brevet for 14 dage siden.

For det andet har de tilsyneladende taget fejl af landende: I de fleste lande er det nemlig sådan at man giver ansøgerne direkte besked om at der er barn i forslag – det gælder bare ikke for Danmark.

For det tredie (og den er lidt pudsig) havde ICBF byttet rundt på to adresselabels: Vi fik brevet Civilretsdirektoratet skulle have haft og omvendt. I brevet vi skulle have haft stod der blot, at der var børn i forslag - og så nogle formalia, men intet konkret om børnene.

På grund af de tre fejl stod vi nu med brevet, der gav os et kæmpemæssigt positivt chok, det vist kan tage lidt tid at komme over.

 

Vi skulle flux i gang med at forberede rejsen, for hvis vi skulle afsted allerede den 27. november, var det ikke for tidligt. Så resten af onsdag gik med at flyve fra sted til sted. Der skulle skaffes nye skatteattester, nye straffeattester og nye helbredsattester. Vi skulle vaccineres og der skulle bookes billetter og som noget nyt skal vordende adoptivforældre nu også søge om visum til Colombia. Vi havde heller ikke lige fået taget os sammen til at få lavet et Mastercard, så det måtte vi også sætte i værk. Vi har ganske vist et Visakort i forvejen, men Masterkortet er tilsyneladende mere brugbart i Colombia. Der er delte meninger om, hvorvidt man skal medbringe rejsechecks eller ej, men vi blev enige med os selv om at vores to forskellige kreditkort måtte være tilstrækkelige, hvilket de også viste sig at være.

 

Besøget hos lægen sidst på eftermiddagen var en noget blandet fornøjelse. Vi var inde hos en arrogant læge, der var under uddannelse til praktiserende læge. Når man beder om at blive vaccineret forventer man at lægen ved bare en lille smule om, hvad man skal have for at være dækket ind, men vi måtte i stedet forklare ham, hvad vi troede vi skulle vaccineres mod. Samtidig skulle vi også have vores helbredsattester fornyet, men det var altså heller ikke noget man sådan "bare lige fikser". Men det lykkedes dog at få papirerne i hus. Jeg tror nok, at lægen var klar over, at vi ikke var helt tilfredse med behandlingen, for som et "plaster på såret" gav han os en moralprædiken af de helt store om hvilke overvejelser man bør gøre sig, når man skal have børn - af prædiken fremgik det med al sin tydelighed, at han ikke vidste en hujende fis om det at adoptere børn. Han huskede for resten også lige at høre om Hanne bruger P-piller!

 

En total hektisk dag. Så var det rart at der var fodbold på dummeren, så man kunne tænke på noget andet. Danmark sikrede sin EM-billet ved at lammetæve Israel med 3-0. Så skal man bindes til fjernsynet endnu en sommer…

 

På trods af at dagen havde været så hektisk var humøret stadigvæk helt i top, og billedet af de små guldklumper blev studeret længe og indgående.

 

Torsdag den 18. november 1999

Vi tog begge på arbejde, for "life must go on". Nu skulle vi afvente besked fra amtet, for vi vidste at AC havde bedt Vejle amt behandle sagen som "haster".

 

Da vi midt på eftermiddagen endnu ikke havde hørt fra amtet, slap tålmodigheden op. Jeg ringede derfor til vores sagsbehandler, Ole Granlie, og han havde da godt set, at der lå en fax fra AC, og at det var børn til os. Hvad han ikke havde set var, at sagen hastede, og at vi allerede havde set papirerne. Han blev derfor helt stum, da jeg forklarede ham sagens rette sammenhæng.

 

Mens jeg ventede læste Ole hurtigt papirerne igennem, og han kunne ikke umiddelbart se nogen problemer. Dog sagde han, at amtets læge jo også skal lige vurdere sagen, så han ville selvfølgelig ikke give nogen garantier. Samtidig sagde han, at de under ingen omstændigheder ville presse noget igennem, for det skulle gøres ordentligt - og det er selvfølgelig fair nok. Det betyder, at lægen først ser papirerne onsdag og at samrådet så afgør sagen torsdag. To dage før afrejse, så tilsyneladende i tide.

 

I mellemtiden havde Pia Jørgensen ringet til Hanne og sagt, at der desværre var en lille chance for at man i Colombia ville have mere tid til at forberede børnene ordentligt. Er det det der skal til må man sige at det selvfølgelig er i orden - men TRÆLS, når man nu står der med billedet og bare vil afsted - hellere i går end i morgen...

 

Humøret var stadig højt, og vi nåede lige en tur omkring Vejle Sygehus for at få et skud mod gul feber og nogle kapsler som vaccination mod tyfus. Nu kan vi måske forvente at de næste dage giver os influenza-symptomer og dårlig mave som følge af vaccinationerne. Hyggeligt, ikke? På Vejle sygehus fik vi virkelig kvalificeret rådgivning vedr. vaccination og diverse risici i forhold til adoptivbørn, så vi ærgrede os lidt over, at vi havde spildt tid hos lægen i går. Men på den anden side skulle vi jo have nye helbredsattester.

 

Fredag den 19. november 1999

Inden vi i morges tog afsted aftalte vi, at Hanne skulle ringe til AC for at bede dem få amtet til at handle lidt hurtigere, og for at høre om man i Colombia ville se os nu eller senere.

 

Pia kom desværre først med dårligt nyt: Colombia har sagt "klap lige hesten - vi kan ikke nå at forberede børnene ordentligt på bare 10 dage". Så nu tyder alt på, at vi først kommer afsted til januar. Det er bare en kæmpe skuffelse, for mentalt var vi allerede rejst.

Pia gør et sidste forsøg: Hun spørger i Colombia, om det måske ikke netop er i børnenes interesse, at vi kommer efter dem nu. Vi regner ikke med at hun får noget ud af det, så vi må nok indstille os på, at de næste to måneder på det nærmeste bliver ulidelige.

 

Det er ikke til at beskrive den skuffelse, der ramte os begge med et brag. Når man er så langt i forberedelserne som vi var, tænker man ikke hverken objektivt eller rationelt. Jeg var så skuffet, at jeg intet var værd for DGI den dag, så jeg tog et par timer tidligere hjem. 

 

Da vi begge var hjemme fik vi snakket situationen igennem og vi nåede ret hurtigt frem til, at der faktisk også er en del fordele ved at udskyde afrejsen til den sidste halvdel af januar. Børnene kan nå at blive ordentligt forberedt på at vi kommer, og vi kan nå at forberede os både mentalt og fysisk. For eksempel er vi pludselig i en situation, hvor vi konkret kan gøre børneværelse klar, så de næste par måneder skal nok gå - langsomt, men gå…

 

Pia Jørgensen var utrolig dygtig til at tackle situationen, og hun havde en meget fin fornemmelse af, hvordan vi havde det. Stor ros til hende.

 

Lørdag den 20. november 1999 - søndag den 21. november

Weekenden brugte vi til at få lidt psykologisk førstehjælp hos mine forældre i Ringkøbing. Vi skulle ikke have været vestpå sådan lige med det første, men da vi nu pludselig ikke længere skulle knokle r…. ud af bukserne med rejseforberedelser syntes vi, at der var en god anledning til at rejse en tur til Ringkøbing. Som sagt for at få lidt psykologisk førstehjælp, men også for blot at hygge os sammen med mor og far samt min søster Mettes og Peters børn, Mikkel og Laura, som skulle passes i Ringkøbing.

 

Der var dog endnu en bagtanke ved at tage turen mod vest: På AC havde vi fået et telefonnummer på Annie og Heine Andersen, der netop var hjemvendt fra Medellin med to små drenge. Familien kunne have boet hvor som helst i Danmark, men tilfældet ville, at de var fra Ringkøbing, og boede mindre end 500 meter fra mine forældre – verden er nogle gange meget lille. Med lidt rysten i stemmen ringede jeg til familien Andersen for at høre, om de ville udbrede af deres helt friske erfaringer fra Medellin. Annie og Heine var mere end villige til at få besøg af os, og det meste af søndag eftermiddag gik med at være sammen med de to små endnu spansk talende drenge og deres meget åbne og gæstfrie forældre. Vi fik rigtigt mange gode tips af Annie og Heine. Bl.a. kunne de anbefale en hjælper, de havde haft under opholdet, og de fortalte fra ende til anden om deres livs rejse. En stak gode billeder og de to glade drenge gjorde snakken aldeles nærværende og levende. Efter besøget følte vi os derfor endnu mere tændte på at komme afsted.

 

Vi er nu begyndt at forholde os så meget til drengene, at vi allerede er begyndt at tænke navne. Med den lille, Luis David er det ikke så svært. Vi tror, han skal beholde det ene af sine navne: David. Det er straks være med den store, Joffer Duban. Det vil på sigt være synd for ham ikke at få et nyt navn, for hans navne er simpelthen for fremmede. Enten skal vi finde noget helt andet (vi har været omkring Magnus og Emil) eller også skal vi finde et navn, der ligger tæt op af Joffer. Kristoffer er et godt bud, for der er ikke så langt fra Joffer til Stoffer, og det kan så siden blive til Kristoffer. Vi må tage i betragtning, at han er så stor, at man ikke bare lige ændrer navnet, som jo givetvis allerede er en del af Joffers identitet. Det havde nok været lidt nemmere at give lillebror på to år et helt nyt navn. Det er lidt farligt at forholde sig så meget til børnene, men det er helt umuligt at lade være. Men tænk, hvis det frygtelige skulle ske: At vi ikke bliver godkendt til dem. Det sker forhåbentligt ikke, men man kan ikke lade være med at have i baghovedet, at det rent faktisk kan ske.

 

Mandag den 22. november 1999

I dag fik vi af Pia Jørgensen bekræftet, at vi ikke kommer afsted før sidste halvdel af januar. Vi var forberedte på meldingen, så følelserne kom ikke i kog denne gang. Hun kunne endvidere fortælle, at vi formodentligt ikke får fastsat en udrejsedag før på den anden side af årtusindskiftet. Der er ikke andet at gøre end at væbne sig med en stor portion tålmodighed. Men det er vel alt andet lige også meget godt allerede nu at begynde at øve sig på at være overordentligt tålmodige.

 

Onsdag den 24. november 1999

Jeg lå hjemme med noget der ligner influenza. Måske var det eftervirkninger fra vaccinationerne eller måske er det slet og ret efterår. Men da jeg var hjemme, var det mig, der efter aftale skulle ringe til Ole Granlie efter klokken femten, for på det tidspunkt skulle lægen have set papirerne på drengene. Jeg fik fat i Ole Granlie med det samme, og han havde heldigvis godt nyt: Lægen havde ud fra oplysningerne og fotografierne af drengene intet at bemærke, så der er intet der tyder på, at samrådet ikke godkender de to drenge til os i morgen. Nu begynder jeg efterhånden at tro på, at vi snart kan sige vores to sønner… Det er en ret fed fornemmelse!

 

Fredag den 26. november 1999

Her til morgen var vi på Vejle Amt for at få den officielle overdragelse af børnenes papirer og for at høre hvordan vi skal forholde os i perioden til vi skal rejse og efter at vi er kommet hjem. For vores sagsbehandler var samtalen noget anderledes end den slags samtaler plejer at være, idet det normalt er på dette tidspunkt man får de første oplysninger om børnene og ved denne samtale man ser billedet af sine børn for første gang. Derfor er det selvsagt også normalt en rigtig tåreperser. Dog ikke denne gang, for Ole Granlie kunne ikke fortælle os noget om børnene, som vi ikke allerede vidste, og billedet var vi efterhånden meget fortrolige med. Besøget var dog ikke spildt for det var rart at få en bekræftelse på, at drengene nu formelt bliver vores, og at få nogle gode råd og vink til, hvordan man kan forholde sig i den første tid efter hjemkomsten. Efter turen på amtet kørte vi den direkte vej til Bilka i Vejle i den tro, at vi skulle ud og købe en masse drengetøj. Men når man står der butikken er det pludselig ikke så nemt, så det blev kun til et par bamser til drengene. Vi blev enige om, at vi hellere må få en erfaren børnetøjsindkøber med os en tur i byen inden vi rejser.

 

Årtusindskiftet

Efterhånden som dagene gik, blev vi mere og mere afklarede med at skulle vente et par måneder. Vi er som følge af den lange adoptionsproces allerede rutinerede ”ventere”, men når man pludselig ved, at der er to dejlige drenge, der bare venter på at deres nye forældre kommer for at hente dem hjem – ja, så føles dagene altså ekstra lange. Der var nu også flere fordele ved at vi ikke skulle kaste alt fra os og rejse med meget kort varsel. ICBF havde meldt, at vi skulle vente, så der var tid nok til at forberede børnene. Men vi kunne også nå at forberede os både mentalt og fysisk på at vores hus pludselig bliver noget mere livligt. Derfor brugte vi tiden til at gøre drengenes værelse klar til indflytning. Eftersom de fleste rejser til Colombia med kort varsel, havde vi ikke ventet, at vi skulle nå at gøre værelset klart. Det er jo ikke så nemt at købe hverken senge, legetøj, tøj og hvad der ellers hører til på et børneværelse, når man ikke ved, om man får spædbørn eller femårige, eller om man får drenge eller piger bragt i forslag. Men nu vidste vi, hvad vi kunne vente os, så vi fik købt det nødvendige ind og indrettet et rigtigt drengeværelse. Drengenes værelse er placeret taktisk i huset, lige op af vores soveværelse. Egentlig har vi rum nok til at drengene kan få hver sit værelse, men da drengene sikkert har været vant til at bo på samme værelse, vil vi ikke skille dem ad, før de en dag selv ytrer ønske herom.

 

December er som altid travl, og inden vi fik set os om, var det blevet jul. Julen blev fejret hos mine forældre i Ringkøbing. Det var lidt mærkeligt at tænke på, at vi de næste mange år sandsynligvis holder jul herhjemme, og at det i stedet er bedsteforældrene der skal på turné.

 

Det var mellem jul og nytår, at vi fik vores nye ”kæledyr”: En morgen en af juledagene stod der pludselig tre flotte rådyr i vores have, helt oppe ved huset. De næste par dage så vi dem flere gange, og vi kom hurtigt til at synes, at det var vores rådyr. Vi er lidt spændte på, om rådyrene stadig holder til her omkring Kirstinelund, når vi er hjemme igen fra Colombia.

 

Der var også lige et årtusindskifte, der skulle overstås. Mon ikke de fleste synes, at det er helt specielt at opleve at alle cifre i årstallet skal rotere – lidt den samme fornemmelse, som når ens gamle bil runder de første 100.000 km. For os havde årtusindskiftet dog ekstra stor betydning, for vores liv ændrer sig nok drastisk tidligt i det nye årtusinde. Og så er vi i øvrigt ligeglade med, at det først er ved næste nytårsaften vi skifter til det nye årtusinde… Det var os der stod for tur i vores ”nytårsaftensturnus”, så vores hus stod på den anden ende med besøg af otte gode venner og deres syv børn. Det var lidt mærkeligt at tænke på, at næste gang vi næste nytårsaften også har børn med – sidst på natten besluttede vi i en mindre brændert, at vi kombinerer nytårsaften 00/01 med en skiferie til det kolde nord. Brændert eller ej: Jeg er sikker på, at vi fører det ud i livet, for vi har gjort det før.

 

Som vi nærmede os mandag den 17. januar, hvor domstolene i Medellin ville lukke op, begyndte nerverne at melde sig for alvor. Vi håbede meget, at vi umiddelbart efter den 17. januar i det mindste ville få besked om hvornår vi kunne rejse, så vi kunne begynde at forberede os på afrejsen. Men samtidig havde vi også indstillet os på, at det nok ikke ville blive før hen omkring den 1. februar vi skulle afsted – nok mest for ikke at få endnu en skuffelse.

 

Vi ville ikke presse for hårdt på AC, så derfor havde vi besluttet os for at vente til tirsdag eller onsdag med at tage kontakt, hvis vi ikke havde hørt noget inden da.

 

Men allerede tirsdag morgen ringede Pia Jørgensen til Hanne på hendes arbejde med en hel vild besked: ”I har to muligheder: Enten rejser I førstkommende lørdag, eller I må vente til en endnu ikke given dato i februar”. Hanne var selvfølgelig ikke et splitsekund i tvivl om, hvad hun skulle svare, og sagde selvfølgelig ja tak til afrejse så hurtigt som muligt. Min telefon i Vingsted er lukket frem til klokken ni, og Hanne kunne i panikken selvfølgelig ikke huske vores ”nødnummer”. Så hun måtte tålmodigt vente et laaaangt kvarter, inden hun klokken nul sekunder over ni endelig fik fat i mig. Selv om vi var forberedte på, at tidspunktet pludselig ville komme, var det en stor overraskelse, og jeg måtte lige sunde mig et minuts tid, inden jeg jublende kunne fortælle mine kolleger, at nu kunne de altså ”ryge og rejse” for en tid.

 

Selv om vi var stort set var klar til afrejse, var de næste par dage hektiske, for blandt andet skulle vi skulle begge have afsluttet vores opgaver på arbejde, og have overdraget de opgaver, som vi ikke kunne nå til vore meget hjælpsomme kolleger.

 

Alle papirer var stort set i orden. Vi manglede blot at få vores pas med visum retur fra den colombianske ambassade, og de lå der med anbefalet brev torsdag. Der skulle også lige bestilles en flyrejse til Medellin. Vi havde allerede i november aftalt med Viborg Rejsebureau, at vi skulle flyve med det colombianske flyselskab Avianca, for vores indenrigsbillet i Colombia ville være inkluderet, hvis vi valgte Aviance frem for et europæisk flyselskab. På den måde kunne vi spare adskillige tusinde kroner på billetterne.

 

Jeg gav den en ”skalde” på mit arbejde, og jeg var derfor klar til at lade job være job allerede torsdag middag. Resten af torsdag gik med at gøre de sidste indkøb, og få pakket vores kufferter. Tidligt fredag aften kunne vi klappe låget på kufferterne i og sige: ”Nu er vi klar – kom så an med de unger”.

 

Lørdag den 22. januar 2000 - rejsedagen

 

Hvor utroligt det end lyder sov vi begge igennem, og først kl. 04.55 – fem minutter før vækkeuret skulle kalde os til live – vågnede vi. Selv om det ikke var blevet til så mange timers søvn følte vi os ekstremt udhvilede. Vi havde i aftenens vejrudsigt set, at det trak op til vinterens første sne, så det første vi gjorde var at se ud af vinduet for at tjekke, om det var så galt som vejrudsigten havde sagt. Heldigvis dryssede det kun lidt, og der lå kun lige lidt klatter hist og pist. Men vi skulle blive klogere. Da jeg hen ad halv seks gik ud for at  pakke bil, gik det op for mig, at situationen vist var værre end først antaget. Så jeg heppede på Hanne og efter lynpakning af bilen og nul morgenmad var det ud af døren. Kl. fem minutter i seks – en time før sidste check in tid i Billund var vi hos Hannes forældre, Gerda og Aksel, der heldigvis var parate til at hoppe ind i farten. 80 km/t på motorvejen var nok i overkanten, men på trods af vores fart blev vi overhalet at et par vinterligeglade lastbiler. Ved højresvinget efter afkørslen i Vejle gjorde jeg noget, som jeg helt sikkert vil komme til at høre fra resten af mine dage: Der var ikke en bil i miles omkreds, så jeg ”kom til” at køre over for rødt. Jeg kunne se på svigermor i bakspejlet, at det ikke var den mest heldige beslutning, der til dato er taget. Jeg håber jeg en dag bliver tilgivet. Efter Vejle kunne vi se, at vi kun havde et kvarter til at køre de sidste 25 kilometer. Lidt urealistisk, så Hanne ringede til Mærsk Air fra ”mobilen”. De beroligede os med, at de nok skulle vente på os. Vi ankom kun ti minutter for sent og efter en hurtig check in var der lige tid til et mor-mormor-morfar billede og et par tårer inden vi som nogen af de sidste sad i maskinen til London, der selvfølgelig netop denne morgen var forsinket p.g.a. den megen trafik omkring London. Ca. tyve minutter efter planmæssig afgang var der grønt lys fra London, og vi kunne sætte kurs mod sydvest. Halvanden time senere og et godt morgenmåltid rigere landede vi i Gatwick. Vi havde her knap fire timer til at skifte til Heathrow, og det lykkedes os da også at finde den lokale rutebil – mod Swansea (!) i wales – godt vi ikke faldt i søvn inden vi efter en lille time var i Heathrow. Da vi havde fundet den rette terminal fandt vi også hurtigt en helt ledig række, hvor der kunne checkes ind til Aviancaflyveren til Bogota. Det viste sig at vi havde fundet rækken til første klasse, og at pøbelen stod i en meget lang række lige ved siden af. Damen i skranken var så flink at hun lod os checke ind på trods af vi skulle flyve på monkeyclass.

 

Efter et par timer i afgangshallen var vi – med endnu en times forsinkelse – på vej mod Sydamerika. 12 timer ventede foran. Vi kunne blandt de øvrige passagerer se, at vi ikke var de eneste, der skulle ud for at hente børn, idet der var flere par ombord, der havde små chokoladebrune børn med på rejsen – folk der givetvis skulle ud for at hente en lillebror eller -søster. Rejsetiden – med den sædvanlige midtvejskrise og de sidste par timers ”er-vi-der-ikke-snart”-krise – blev fordrevet med et par film, et par halvdårlige flymåltider, et par drinks, lidt læsning og en lille smule søvn. Kl. 19.45 lokaltid (01.45 dansk tid) satte vi meget hårdt hjulene på det sydamerikanske kontinent. Efter en tur gennem visumbixen, lang tids venten på bagagen (det var der det hele) og en hurtig tur gennem tolden stod vi uden for El Doradolufthavnen i Bogota. Og der stod en smilende Frederico fra AC’s kontor i Bogota med skiltet: ”Family Simonsen”.

 

Vi følte os med det samme utroligt velkomne og sammen med to norske par, der også skulle adoptere gik turen gennem Bogotas gader. Selvom det  var halvsent lørdag aften kunne vi godt fornemme at det rent trafikalt kunne være en kaotisk by, og Frederico fortalte os da også at han ofte havde lyst til bare at sætte bilen og kaste nøglen ad H til. Undervejs fortalte Frederico os, at der var bestilt fly videre til Medellin mandag kl. 12.00, så der ville være et døgn til at komme til hægterne inden den videre rejse. Helt perfekt, for på den måde ville der samtidig være god tid til lige at finde os til rette i Medellin inden overdragelsen af børnene på onsdag. Efter at have sat nordmændene af på Holiday Inn gik det videre til pension Las Palmas, hvor endnu en positiv overraskelse ventede os: Tre danske par med hver sit spædbarn modtog os med åbne arme. Selv om vi efterhånden havde været oppe i snart 24 timer var det dejligt med en kop te og et stykke lagkage. Inden teen var der dog et lille problem der skulle løses: Vi opdagede at vores klapvogn og bærerygsæk var væk. Ret hurtigt konkluderede vi at den nok var røget med nordmændene ind på hotellet, og Frederico lovede at se efter når han næste dag skulle køre de norske kommende adoptivforældre i lufthavnen.

 

Hanne og Hans Peter, Sussi og Anders og Susis 12 årige søn, Mads samt Vibeke og Henrik, der har været her i henholdsvis i  2, 5 og 4 uger var alle yderst villige til at fortælle os om deres oplevelser og vise deres billeder frem og vi fik også lov til at fortælle om vores erfaringer og om hvad der venter os. Lidt før midnat, 25 timer efter vi var stået op, var det endelig sengetid, og der var ret hurtigt dømt coma.

 

Søndag den 23. januar 2000 – afslapning i Bogota

Heller ikke på denne rejse var det nemt at omstille sig til en anden tidszone, og allerede ved totiden var jeg oppe. Et par af de øvrige danskere var oppe for at ”pusle” babyer, og jeg var helt overbevist om at det var fordi morgenmaden var på bordet – min formodning blev bestyrket af at det for mig så ud som om at uret viste 08.00 og ikke 02.30 – prøv at vende dit ur på hovedet, og du vil forstå hvad min søvnige hjerne gjorde forkert. Det lykkedes at falde i søvn igen, men allerede fra klokken fem var den gal igen, og ingen af os sov siden. Det var utroligt dejligt at stå op til et lækkert morgenmåltid, for det var efterhånden temmelig mange timer siden vi sidst havde fået noget at spise. Efter morgenmaden gik vi alle en tur ud i Bogotas gader. I nærheden af de andre danskeres stamindkøbscenter, Unicentro skulle der være et søndagsmarked med indianerting, og det skulle vi ud for at finde. Vi havde lovet Jørgen og Dora Krebs at tage et par helt bestemte indianerfigurer med hjem til deres piger, og vi håbede, at det måske skulle lykkes os at finde figurerne allerede nu. Det lykkedes os ikke helt at finde indianermarkedet, og dermed heller ingen figurer til familien Krebs, men vi fandt dog et indkøbsmarked inde midt i et dyrt hotel med meget fint ”ragelse”. Blandt andet var der en dame der var yderst villig til at sælge os nogle spanske børnebøger. Vi følte os fristede, men blev enige om at vente til vi kommer til Medellin. Efter markedsturen var vi en tur inde i det store indkøbscenter ”unicentro”, hvor det lige blev til en enkelt cola. Colaen var absolut nødvendig, for vi er faktisk kommet til et yderst behageligt sommervejr. Alt er grønt og frodigt, blomsterne står i fuldt flor og temperaturen er godt 20 grader. I skrivende stund sidder jeg under en parasol i haven på Las Palmas. Da vi kom tilbage fra byturen var frokosten på bordet: En typisk colombiansk frokost bestående af suppe, pommes frittes og pizza! Eftermiddagen gik med det rene ingenting i haven: Dagbogsskrivning, læsning, lidt forsigtig solbadning og en gang eftermiddagskaffe sammen med de øvrige danske familier. Der blev også tid til at lære 12-årige Mads fra Hundested at stå på hænder. Han var helt tydeligt i den ”motoriske guldalder”, og han fik det hurtigt lært.

Det der med lidt solbadning passer nu ikke helt, for jeg måtte konstatere, at det hen under aften var nødvendigt med en gang bedøvende aftersun i nakken og hovedet. Formiddagens gåtur havde simpelthen brændt mig.

Efter aftensmaden bestående af kylling og ris blev vi hængende ved bordet for at udveksle endnu flere erfaringer. Hanne og Hans Peter fra Brande fortalte bl.a. om deres oplevelse fra et par år siden, hvor de hentede et par tvillingepiger på 2½ år. Pigerne havde den første dag været noget tilbageholdende, men allerede næste morgen var der dømt optøning: Hanne og HP sov rævesøvn for at finde ud af, hvad pigerne ville gøre, når de vågnede. Lige så stille krøb de to piger op i fodenden af mors og fars seng, hvor de sad og hviskede om og pegede på Mammi og Pappi – så var det ikke længere muligt at holde øjnene lukket, for der kunne simpelthen ikke være mere vand. En rørende historie der er medvirkende til at man glæder sig endnu mere til det der skal ske på onsdag.

Resten af aftenen gik med en hyggelig gang rom og cola i sofagruppen kombineret med en god gang bondesnak gående på mælkekvoter, svinepriser og store kreditforeningslån. Selv om vi bor på landet var det lidt svært for os at bidrage med ret meget fornuftigt til samtalen, men det var meget hyggeligt alligevel. Ved 10-tiden var der ikke mere på Hannes og mine batterier, og vi gik i seng.

 

Mandag den 24. januar – Rejse til Medellin

Vi havde endnu en urolig nat der sikkert skyldes en rest af jetlag. Efter at have været vågne et utal af gange og at have ligget og roteret i vores seng, stod vi op og var klar til morgenmad ved ottetiden. Hanne og Hans Peter blev afhentet lige efter morgenmaden for at tage til møde hos forsvareren for mindreårige, så dem måtte vi hilse af med. Vi blev enige om at vi skulle mødes efter hjemkomsten, for der er jo ikke så langt til Brande for os – og vi vil da også enormt gerne se de to små mulatpiger, som nu er derhjemme i Danmark sammen med deres mormor. Det blev en lidt forstyrret morgenmad, for der var telefon til os ikke mindre end to gange. Den første gang var det Frederico der lige endnu en gang ville vide, hvornår han skulle hente os og den anden gang fra AC’s Bogotakontor, der fortalte at AC’s ”chef” i Colombia, Helena de Boehlke ville komme for at snakke med os kl. 9.45. Tiden efter morgenmaden gik med at pakke vores ting sammen, og det var vi netop færdige med da både Frederico og Helena dukkede op. Helena var en meget hjertelig dame, der fortalte os lidt om hvordan vi skulle forholde os, når vi kom til Medellin. Bl.a. gjorde hun meget ud at fortælle os om den noget kriminalliserede by og at vi derfor kun skulle bevæge os rundt sammen med vores kontaktperson eller eventuelt i taxi bestilt af hotellet. Endvidere fortalte hun, at vi skulle forvente at være i Medellin i ca. tre uger og herefter to-tre dage i Bogota. Der var netop kommet nye bestemmelser – et eller andet med Haagkonventionen – som gjorde at vi skulle påregne et par ekstra dage i Bogota. Efter det korte møde var det tid til farvel med vore nye danske venner med håbet om at vi ikke ville få nogle af dem at se igen i Colombia, for de skulle nemlig alle gerne være rejst hjem, når vi returnerer til Las Palmas. Der blev lige taget et par billeder og så var der afgang til lufthavnen. Der var en del trafik, men trods dette var det en smertefri tur derud. Frederico hjalp os igennem check in, og det var rart, for pigerne bag skranken var kun spansktalende. Vi havde ”kun” godt 20 kg for meget bagage, men vi lod som ingenting, og det samme gjorde både Frederico og Aviancadamen så vi slap for at betale overvægt. Der var en god halv time inden vores fly ville blive kaldt ud, så vi satte os ind i et cafeteria for at drikke en cola sammen med Frederico. Frederico fortalte os en masse om landet, om den skæve økonomiske fordeling og lidt om baggrunden for guerillaaktiviteterne. Der  er fem guerillaer i landet der primært slås mod hinanden, men også med den colombianske hær. De fem guerillaer beskæftiger sig med blandt andet våben- og narkotikahandel, så det er tilsyneladende nogle ”hyggelige fyre”. Der er ca. 30.000 guerillasoldater, så i et land med omkring 37.000.000 indbyggere fylder de trods alt ikke meget. Frederico fortalte om to måder hvorpå guerillasoldaterne kan rekrutteres:
Den ”Blide” hvor soldaterne tilbydes en løn der er fire gange mindstelønnen på 250.000 pesos (ca. 1000 kr.) plus fri kost og logi til soldaten og hans familie.

Og så den ”hårde”, der går på trusler om mord af familien, hvis man ikke deltager i den pågældende guerillahær.

Ud over guerillaaktiviteterne er der en del kriminalitet der kort og godt skyldes fattigdom. Colombia er rigt på ressourcer, men de er desværre meget skævt fordelt. Endelig er der narkokriminaliteten, men de er ifølge Frederico ikke så voldsomme efter Escobars fald for ca. 10 år siden. Vi kunne dog ikke helt gennemskue, om det var noget han fortalte for at gøre sit lands omdømme bedre, eller det virkelig forholder sig sådan. Frederico sagde også at han ikke troede på at Escobar rent faktisk er død.

Efter en halv times lærerig snak blev vi kaldt ud til flyet og næsten rettidigt var vi på vej mod Medellin. Vi troede en overgang at vi skulle køre hele vejen for vi taxiede i 30 minutter for herefter kun at flyve i 30. I øvrigt en flot tur hen over øde og grønne Bjergegne. Min kollega – en anden Jens – har tidligere rejst i Colombia, og han sagde inden vores afrejse, at han helt klart syntes at området omkring Medellin var det smukkeste område i Colombia. Uden at have været andre steder, forstod vi under indflyvningen, hvad han mente.

 

Ved ankomsten til Medellins lufthavn – en stor og ret ny lufthavn uden anden trafik end vores fly – blev vi endnu en gang bekræftet i at systemet bare fungerer, for her ventede en mand med et skilt med vores navn. Vi kunne desværre ikke kommunikere med ham, for han talte ikke engelsk. Til gengæld var han enormt god til at køre stærkt, så vi kom til Medellin på en klar førsteplads. Det var nok lige en tand for spændende. Turen ind til byen gik op over en bjergkam og tog godt en halv time. Da vi kom over bjergkammen kunne vi se ud over byen, og vi var ikke i tvivl om at der ikke var tale om en lille negerlandsby, men nærmere en storby. Hvad kan man forvente af en by med omkring 3.000.000 indbyggere?

Ved ankomsten til Hotel El Zaguan blev vi modtaget af ingen ringere end Margarita Upegui, der havde været Annie og Heine fra Ringkøbings kontaktperson, og hun sagde, at hun også skulle være vores. Annie og Heine havde skrevet til hende og fortalt at vi var på vej, og derfor var hun klar til at tage sig af os, som hun havde gjort for dem. Anni og Heine havde været meget glade for Margarita som kontaktperson, så jeg er sikker på at det bliver vi også. Vi snakkede dog kun kort med hende, for hun skulle også tage sig af en hollandsk familie, der også bor på hotellet. Hun nåede dog at fortælle os at vi skulle mødes med hende og vores advokat Nora i morgen kl. 9.00 for at gennemgå forløbet. Hun nåede også at låne os 10.000 pesos, for vi havde ikke nok til at betale for transporten, der kostede 60.000 pesos. Vi kunne vælge mellem to forskellige indkvarteringsmuligheder: En meget dyr i et almindeligt hotelværelse på første sal eller en kun lidt dyr løsning  et ”hytterækkehus”. Vi valgte den billige model – ikke kun af hensyn til økonomien men også fordi der herfra var direkte adgang ud til haven med en lille legeplads, restaurant og swimmingpool.

 

Efter at have spist frokost pakkede vi ud. Det skulle gøres ret systematisk, for da vi nok skal befinde os temmelig meget på det ca. 20 kvadratmeter store værelse, må der godt se nogenlunde rydeligt ud. Resten af eftermiddagen gik med at slappe af på værelset og til at skrive om de sidste par dages begivenheder. Dagbogsskrivningen blev dog afbrudt af vores advokat Nora Velez Veles (nej, jeg stammer ikke – det hedder hun faktisk), der lige ville hilse på. Hun virkede meget sød, men var ikke så god til at tale engelsk. Jeg tror vi bliver glade for at have Margarita til at oversætte for os, så der ikke opstår nogle misforståelser.

Resten af dagen var ret begivenhedsløs. Efter aftensmaden forsøgte vi efter at have repareret antennestikket om vi kunne finde bare en enkelt forståelig TV-kanal. Ud af de ca. 40 lykkedes det os faktisk at finde to, hvor filmene ikke var enten spanske eller dårligt synkroniserede. De to kanaler viser til gengæld amerikanske film med spanske undertekster hele døgnet. Vi så så meget af en film som vi kunne holde os vågne til. Det med de spanske undertekster er en god måde at få lært eller repeteret lidt af det spanske sprog. Hanne gik kold allerede ved ottetiden: ”Jeg skal bare lige lukke øjnene i fem minutter” – og vupti var der gået en time. Ved titiden var det slut for os begge.

 

Tirsdag den 25. januar 2000 – første møde med Nora

Klokken halv syv var det ikke muligt at sove længere. Det havde været en rolig nat, og nu sover vi næsten igennem. Vi fik morgenmad ved ottetiden, for vi skulle være klar til at møde vores advokat Nora sammen med Margerita klokken ni. Mødet foregik i et lille mødelokale på hotellet, og for at kunne huske alting optog vi det hele på video for at vi efterfølgende kan lægge lyden over på minidisc og gemme den til senere. Mødet var meget positivt, og vi blev endnu en gang (det lyder vist efterhånden lidt trivielt) bekræftet i at der er utroligt godt styr på adoptionsprocessen her i Colombia. Det meste af det vi fik fortalt var repetion af det vi havde fået fortalt i Danmark, men det var rart at få det genopfrisket og at høre om processen fra colombianere. Nora fortalte først om den administrative og juridiske proces, og om hvad der skal ske de næste uger. Først fortalte hun om hvorfor man i Colombia ønsker så mange dokumenter tilsendt og om hvorfor loven er strikket sammen som den er. Som vi tidligere har fået fortalt tages der hele tiden udgangspunkt i barnets tarv, hvilket i grunden er meget positivt. Nora fortalte os også om hvad der skal ske i morgen. Vi bliver hentet kl. 08.15 for vi skal møde på ICBF’s kontor kl. 9 sharp. Først er der møde med en ”socialworker”, som skal fortælle os om hvordan drengene har det, hvad de kan lide at spise, hvordan de sover, deres dagsrytme og alt hvad der i øvrigt er værd at vide, så vi kan sikre at vi ikke ændrer mere end højst nødvendigt i drengenes rytme og vaner. Derefter kommer så det store øjeblik, hvor vi får vores to drenge.

 

Mødet endte med knus og kram fra både Nora og Margarita, og det er vores indtryk, at de vil gøre alt hvad der er muligt for at vores ophold her vil blive så gnidningsløst og positivt som muligt.

Efter mødet sad vi ved swimmingpoolen en times tid – Vi snakkede mødet igennem, og snuppede derefter et par kapitler i vores ”mursten”.

Ved tretiden – kun en halv time forsinket (her opererer man som vi tidligere har oplevet i bl.a. Zimbabwe også i ”africantime”) – blev vi afhentet af Margarita. Hun kørte os i banken, så vi kunne få vekslet et par millioner pesos. Vi fik ”special treatment”, idet vi slap for at stå i den lange kø. I stedet blev vi ekspederet omme i ”bagbutikken” af bankens næstkommanderende, der var en af Margaritas bekendte. Her løb vi ind i et lille problem, idet vi lige havde glemt, at der var loft på vores Visakort. Heldigvis var der ikke loft på Mastercardet, så det lykkedes os at slippe fra banken med en stor stabel pengesedler – 2.000.000 pesos i forholdsvis små sedler. Det krævede ikke en kuffert at bære pengene ud, men næsten. Efter besøget i banken kørte Nora os til et stort indkøbscenter, hvor vi kunne se, at det i Colombia er muligt at købe alt, og vi fik lige kigget lidt børnetøj og -sko ud. Vi købte lidt vand og cola, så vi kunne få køleskabet fyldt op. Vi fandt også noget tokomponentlim – det kan man jo altid få brug for! Nej vi havde faktisk brug for noget stærkt lim, for flyveturen havde været lidt hård ved vores klapvogn, og et hjul var knækket af. Efter et par timer var vi tilbage på El Zaguan igen. Her fik vi proppet en del af vores millioner i hotellets boks sammen med vores fire flybilletter. Klapvognen blev limet – nu må vi håbe, at det holder. Det gør det nu nok, for på limpakken stod der at limen kan holde to tons, og da det ikke er to elefantunger vi skal have skal det nok gå. Den sidste del af eftermiddagen gik med overspilning af formiddagens optagelse til minidisc og med dagbogsskrivning. Jeg er lidt spændt på, om det også de næste par uger er muligt at få tid til at skrive en så omfattende dagbog, som jeg gør nu eller om de to drenge tager alt vores tid. Om ikke andet er der vel en chance for at de sover ind imellem.

 

Aften: Ikke noget særligt, så jeg skynder mig at hoppe videre til onsdag.

 

Onsdag den 26. januar – D-dag!

Det har været en helt fantastisk dag. Jeg er så fuld af indtryk at jeg næsten ikke orker at skrive dagbog. Men jeg tager mig sammen, for det kunne meget vel tænkes, at der er et par gutter, der kunne tænke sig at læse om dengang de blev vores børn – VORES børn! Joffer og David sover begge, hvilket jeg ikke er i tvivl om, for der lyder en højlydt snorken ovre fra Joffers seng. Jeg må hellere starte 15 timer tidligere på D(-renge)-dagen:

Vi sov forbavsende roligt i nat, men var dog begge klar til at stå op noget før vi egentligt skulle. Morgenmad og påklædning til fint tøj, og så var vi ellers klar til afhentning kl. 08.15. ICBF’s kontor lå inde i Medellins centrum, men på trods af tidspunktet gik turen derind ret smertefrit og vi var inde på kontoret allerede 08.45 – et kvarter før vi skulle være der. Undervejs fortalte Margarita lidt om byen. Blandt andet fortalte hun om et af de højhuse, der ligger ret tæt på vores hotel. Huset er bygget af Mafia- og kokainkongen Escobar og hver etage indeholder én lejlighed med bl.a. egen swimmingpool. Også efter Escobars fald er det de mere velhavende der bor i huset – og i vores kvarter i det hele taget – for lejlighederne sælges for ikke under 1.200.000.000 pesos (4.800.000 kr.). Margarita fortalte også om guerillaerne og om at børn allerede i niårsalderen stjæles fra de fattige kvarterer for at blive guerillasoldater. En underlig tanke, at vores to drenge måske kunne have endt med sådan en frygtelig skæbne, hvis de ikke var blevet afleveret til ICBF.

Tilbage til det det i virkeligheden handler om: På ICBF’s kontor ventede vi på trods af at vi var kommet for tidligt kun i fem minutter inden vi blev kaldt ind bag en skærm, hvor mødet skulle foregå. Lederen af ICBF – en venlig midaldrende dame, doctora Amparo – spurgte os ud om os selv, vores job, vores hjem, om vores definition af adoption og om hvad vi vidste om Colombia. Vi havde fået fortalt, at vi skulle beskrive Colombia i meget positive vendinger, så vi smurte rigtigt tykt på. Hendes sidste spørgsmål til os undrede vi os noget over, for hun ville vide, om vi havde et universitet i nærheden af vores hjem. Vi synes det var lidt tidligt at tænke på drengenes uddannelses, men vi svarede høfligt, at der ikke var ret langt til Århus Universitet. Det viste sig dog, at det var på vegne af hendes datter, hun spurgte. Hendes datter læser medicin, og hun ville gerne tage noget af sit studium i Danmark, for det danske medicinstudium har et meget godt ry i Colombia. Efter interwievet med Doctora Amparo var der en socialarbejder – en lille grim mand – der fortalte om drengenes tilstand og om hvad de kunne og hvad de skulle hjælpes med, om deres livretter, om deres vaner, deres sengetider og meget mere. Det var rigtigt rart at få en god og grundig gennemgang. Pludselig var mødet hævet og inden vi kunne nå at tælle til ti blev vores børn afleveret til os. De to dejlige drenge ligner hvor underligt det end lyder det billede som vi har set på så mange gange. Men hvad der var lidt tankevækkende var, at som på billedet var Joffer fra første færd storsmilende, mens David var lidt betuttet. Vi havde forberedt os på, at de måske ville blive kede af det, men det var ikke tilfældet. De to ville meget gerne tages op, og der blev storkrammet og småtudet (altså ikke børnene, men os og vores omgivelser). Efter at have givet de to bamser til drengene og fået taget en million billeder gik turen tilbage gennem byen til hotellet. I lang tid sagde drengene ikke noget overhovedet, og først efter et kvarters tid da Margarita viste drengene et eller andet ud af vinduet blev der lukket op. Joffer svarede og David var ”papegøje”. Resten af dagen har ingen af de to været mundlamme. Tilbage på hotellet skulle vi og omgivelserne lige ses an. Men efter et stykke tid uden de helt store smil tøede også David op. Meget af dagen gik på hotellets lille legeplads, der helt sikkert bliver et hit. Både gyngerne rutchebanen og vippen blev brugt i stor stil. Over for os bor et hollandsk par med to adoptivbørn, der ligeledes var med til at sætte lidt ”gang i den”. David faldt i søvn på gyngen(!), men da vi forsøgte at tage ham ned vågnede han og begyndte at græde. Vi snakkede om at han måske var bange for at gå glip af noget. Joffer underholdt hele selskabet ved blandt andet at stå øverst på rutschebanen og danse salsa til hollændernes musik. Joffer er en fræk lille fyr, der ikke er bange for at tage udfordringer op. Faktisk har vi lidt på fornemmelsen at selv Hannes søster Lone og Klaus’s søn Anton derhjemme kan risikere at få ”kam til sit hår” – og han ligger ellers ikke på den lade side. Frokosten var en lidt speciel oplevelse. Vi var lidt nervøse for hvordan det skulle gå, men Joffer spiser fint selv, og kun David skal hjælpes. Det ser dog ud til, at også han snart spiser selv. Vi tror simpelthen ikke at han har fået lov til at spise selv, for det har været nemmere bare at hjælpe ham.

Ved tretiden kom Margarita igen. Hun kørte vores lille familie i Exito, hvor vi købte tøj og sko til drengene. Derforuden en del mad, så vi fra i morgen kan nøjes med halvpension på hotellet. To gange varm mad om dagen er lige i overkanten. I Exito oplevede vi for første gang hvordan vi var i ”Zoologisk have”. To helt hvide voksne vækker meget opsigt, når de har to sorte børn. Vi bar på skift David i børnerygsækken, og det vakte især opsigt. Efter turen i indkøbscentret legede vi lidt igen, og vi forsøgte os lidt frem med åh-abe-pladen. Hvem skulle tro, at ”Mester Jakob” med Mikael Bondesen skulle kunne tænde to små colombianske børn – men det gjorde den altså, og David siger allerede ”Du” på det rigtige sted i sangen.

Vores andet måltid med drengene blev afbrudt af et kraftigt tropisk regnvejr. Vi sidder inde under et halvtag af presenning, og det larmede så meget, at det var umuligt at høre noget som helst. Heldigvis var hverken David eller Joffer bange, og faktisk synes de bare det var ”skide skægt”. Halvt igennem måltidet blev vi flyttet indenfor, og så var det muligt at snakke sammen igen. Allerede nu kan vi se, at der skal sættes nogle grænser: Joffer udfordrede os lidt ved at kaste med servietter, men det må vi prøve om vi kan få ham vænnet fra. Tilbage på værelset kom vore næste prøvelser. Det nærmede sig efterhånden sengetid, og vi havde fået fortalt, at de begge to selv børstede tænder. Joffer synes nu det var sjovere at lege med vandet, og først med en hård men kærlig hånd lykkedes det at få skrubbet bisserne. Det gik bedre med lillebror, der bare lukkede gabet op, så der kunne skrubbes. Vi mærkede også at især Joffer længtes en smule efter sin plejemor. Han tog sko på og vi tror nok han sagde, at han ville hjem til Colombia igen, hvorefter han gik ud. De var begge meget rastløse og var svære at få til at lege med den samme ting i mere end 5 sekunder af gangen. Efter lang tids kamp og ca. 200 vers af Mester Jakob lykkedes det at få først Joffer til at falde i søvn og efter et godt stykke tid kunne vi også trykke på Davids ”stand by”-knap. Nu mangler vi kun en ting i dag: Joffer skal op for at tisse ved 22-tiden. Vi har fået at vide, at der er risiko for at han tisser i sengen, hvis han ikke kommer op. Der er faktisk nu, så godnat. Det har bare været en helt fantastisk dag, og det er vel egentligt ind til videre gået nemmere end man måske kunne forvente.

 

Torsdag den 27. januar 2000 – Dagen derpå

Både David og Joffer har sovet uafbrudt i 12 timer. Det havde vi nok ikke ligefrem forventet, at de kunne gøre første nat hos fremmede og mærkelige mennesker. Selv om Joffer havde været oppe at tisse, som han skulle, var han våd. Og David havde formået at fylde sin ble til ”over kanten” – så der var dømt rent sengetøj på begge senge, og der er nu lagt plasticunderlag i begge senge. Dagen i dag er gået med leg, leg og atter leg. Vi har overhovedet ikke været uden for matriklen, så der har været god tid. Der er på skift blevet leget på legepladsen, spillet bold på parkeringspladsen og hørt musik på værelset. Joffer har været en tur i hotellets ”piscina”. Han er helt vild med vand, og selv om det var hundekoldt er der ingen tvivl om, at der også ”mañana” (i morgen)skal bades. Det kunne derimod godt se ud til at David måske har haft en dårlig oplevelse med vand. Da Joffer gik i vandet stak han i et stort hyl, for han troede at han også skulle i. Der gik dog ikke så lang tid inden han sad på kanten af bassinet og plaskede sig selv og omgivelserne godt til. Angående forplejning er vi nu gået over til det som hotellet kalder for plan 1. Det vil sige, at vi fra og med i dag kun er på halv pension, for to varme måltider hver dag er lidt rigeligt I stedet spiser vi nu brød og frugt til frokost. Det er både mere lækkert og absolut en del nemmere med drengene.

Joffer har en snert af at fare fra det ene til det andet, som vi har lært er typisk for adoptivbørn. Han skal vist lige vænne sig til den store forandring, det er at få nye forældre. Vi forsøger at løse det ved ind imellem at sætte tempoet ned og bare sidde lige så stille. Det er svært at sige allerede nu, om det er måden at løse problemet på, men det må tiden vise. Han er heldigvis også så tilpas fræk som en fireårig skal være. Der bliver allerede nu prøvet grænser. Det går lidt nemmere med David, men han er måske også knap så bevidst om hvad der forgår. Han er for det meste medgørlig, og forsøger så godt han kan at følge med i sin storebrors tempo.

Kun på et punkt har det været David der har været lidt problematisk: Da vi her til aften lagde begge drenge i seng var det forholdsvist nemt at få Joffer til at sove. David kæmpede derimod hårdt imod, og vi måtte være meget tålmodige og synge Mester Jacob endnu flere gange end i går. Apropos Mester Jacob: Både David og Joffer synger nu på et eller andet der ligner dansk med på Mester Jacob, og mon ikke vi tager den som velkomstsang, når vi ankommer til Billund? Winnie the Pooh er også godt på vej til at blive til Peter Plys, så mon ikke det lykkes at få et nyt sprog?

Ikke mere i dag. Buenos noche…

 

Fredag den 28. januar – Vand

Der er absolut ved at være mere ro på. Klokken er omkring 17.30, vi har to vågne og glade drenge, og på trods af det er det faktisk muligt at skrive dagbog – det lyder måske lidt negativt, at vi ikke er 100% sammen med drengene hele tiden, men jeg tror det er godt for drengene, at de ikke er mandsopdæ…

 

Så er jeg tilbage igen. Klokken er nu 20.45, og alt er som det plejer. Jeg blev afbrudt af at David lige ”fik lyst til” at tisse lidt på sine bukser – og så må dagbog jo være dagbog. Siden er det gået ”slaw i slaw”, men nu skulle der være tid til at skrive lidt igen.

Dagen i dag har stået i vandmandens tegn – på godt og ondt, men mest på godt. Vi har fået at vide, at David ikke er så glad for vand, og at han er bange for både bruseren og svømmebassinet. Derfor har vi fået et lille badekar til ham, og det skulle afprøves her til morgen. Det krævede den helt store tålmodighed at få ham til at sætte sig ned, men det lykkedes til sidst at få ham både vasket både bag ørerne og mellem tæerne. Og tro mig: Drengen tog ikke varig skade, for da han kom op var han i løbet af nul komma fem glad igen. I morgen er det på den igen. Joffer derimod hopper uden vrøvl overhovedet under bruseren.

Som sagt i det hele taget en dag, der har handlet om vand. Det meste af dagen har vi været ved swimmingpoolen, for der har været omslag i vejret til det noget varmere. Høj sol og en anslået temperatur på omkring 28 grader. Det har gjort at dagen i dag har været utrolig nem. Joffer har været i og omkring bassinet det meste af dagen, og han er simpelthen en vandhund af format. Den såkaldte vandskrække David er ikke så vandskræk, som vi havde fået beskrevet af socialarbejderen i forgårs. Det skulle bare lige foregå i hans tempo. Han fik lov at kravle hen til poolen i sine langærmede bluse og sandaler. Efter et stykke tid plaskede han i vandet med hænder og fødder og siden kunne vi tage blusen af ham, så også han var i strandløvemondering. Svømmevingerne fik vi dog ikke på ham, men mon ikke det kommer? Forløsningen kom, da Joffer begyndte at smide vand på ham. Vi troede at han ville stikke i et hyl – men nej: Det var i stedet det helt store grin vi fik at se! Måske har han haft nogle dårlige vandoplevelser tidligere, men vi er sikker på at også han med tiden bliver en vandhund.

Vores hollandske naboer var også omkring bassinet hele dagen, og det gjorde det endnu mere hyggeligt. Frokosten snuppede vi tæt på poolen, og det gjorde det meget nemt at få fodret ungerne af.

Sidst på eftermiddagen var der tid til lidt fodbold, en stor tur på gyngerne – David fik som sædvanlig lige en lille lur på gyngen. Der blev hørt lidt musik, og Joffer lagde med lidt hjælp fra mor Peter Plys puslespillet.

Den første dag sagde Joffer mange gange ”Vamos a Colombia”, og vi troede, som jeg vist tidligere har nævnt at han havde en slags hjemve. Vi fandt i dag ud af, at vi her tog ganske fejl. Han siger nemlig i stedet ”Vamos a Columpio”, og det er noget ganske andet: Vi skal gå ud til gyngen”!!! Det var faktisk helt rart at finde ud af at det handlede om at gynge og ikke om hjemve. Tværtimod ser det ud til at han er klar til at komme hjem til Danmark, for midt under fodboldkampen sagde han til sin mor at nu ”vamos” han altså ”a Dinamarca”  – og så gik han ellers ud af hotellets port og ud på gaden…

Vi havde her til aften en lille kamp med at få Joffer til at falde til ro, men det var vist ikke værre end hvad man en gang imellem kan forvente af en fireårig, der absolut ikke synes han er træt nok til at skulle i seng. Pudsigt nok er det alligevel ham der trods lidt kamp sover først. David protesterer ikke, men til gengæld tager han enooooormt lang tid om at falde i søvn. Der er ro i lejren. Vi sidder ude foran værelset og lytter til cikaderne mens vi nyder en enkelt cerveca og en gang M&M’s. Men det er vist snart tid til putning.

Lørdag den 29. januar 2000 – ikke bare lutter lagkage

Det er nu en uge siden, at vi rejste hjemmefra – kun en uge! Men som altid når man er på ”ferie” føles det som evigheder, for der er sket så meget. Jeg sidder ude på vores toilet for at skrive i dagbogen, for det er det eneste sted der kan være tændt lys. David er hvor utroligt det end lyder faldet først i søvn. Det skyldes nok dels at han ikke har sovet på gyngen i dag og måske også hans mega bule i nakken. Vi er nu nået til det punkt, hvor især Joffer har nogle frustrationer, der skal ud af kroppen. Især ser det ud til at være et stort problem for ham at han ikke kan forstå hvad vi siger, og at vi ikke forstår ham. Dagen har i det store hele været mægtig god. Den startede tidligt, for Joffer var parat til at stå op allerede klokken halv syv. Vi hyggede os lidt med pegebogen, og efter et stykke tid deltog også David i hyggenyggen.

 

Efter en times leg på legepladsen og med fodbold på parkeringspladsen, var vi på vores første lille ”udflugt” på egen hånd. Ca. 500 meter fra hotellet er der et lille shoppingcenter og en Købmand, og det var dagens mål med David i rygsækken og Joffer ved armen. Efter at have brugt en mindre formue i centerets automatiske legetøjsbiler (ca. 1,25 kr pr. tur) – a la postmand Per – brugte vi lang tid i en stor indelukket motorikbane, hvor begge gutter fik en masse udfordring. Banen var rigtig god med mange spændende udfordringer i flere etager – hvem skulle have troet det i Colombia? Centret var godt bevogtet. Da jeg i det skjulte tog kameraet frem for at tage et billede af de legende børn stod der flux tre bevæbnede vagter og passede på, til kameraet var pakket langt væk igen. Det var blevet frokosttid, og i stedet for at gå hjem nuppede vi en familypizza i centeret. Der var en lille plads med en masse forskellige madsteder, og det blev altså pizzaen, der vandt. Vi kunne godt mærke, at vi endnu ikke er så rutinerede i at have små børn med, for vi havde ikke tænkt på hverken vaskeklud eller hagesmæk, og David så da også noget snasket ud, da vi var færdige med at spise. Rundt om os sad en del mennesker og så på fjernsyn. Det vil sige, jeg tror nu nok at de så mere på os end på fjernsynet.

Efter at have købt lidt vand og brød gik turen hjem til ”El Zaguan” igen. Her vi ville nuppe en times tid ved poolen. Selv om David sagde, at han ikke ville med gik der ikke lang tid inden han storsmilende sad og plaskede i vandkanten. Det lykkedes endda at få et par svømmevinger på ham uden nogen som helst vrøvl. Glæden var dog kort, for pludselig gled han på de glatte fliser og slog baghovedet. Der gik ikke lang tid inden David havde en bule i nakken på størrelse med et halvt æg. Vi var noget nervøse for om han måske havde fået en hjernerystelse, men efter et stykke tid med pylder og is i nakken så det ud til at faren var drevet over. Og især var det slut med at være ked af det, da Margarita kom med et par solbriller til dem hver, som hun i går havde lovet at købe for os. Hendes ankomst var ganske enkelt perfekt timing. Efter turen ved pølen hyggede vi os uden for værelserne sammen med vore hollandske ”kolleger”. Imens underholdt David, Kristoffer, Yuliani på tre og Luis på fem sig med lidt colombiansk rockmusik og lidt snak med nogle af de ansatte på hotellet.

Joffer fandt en glemt bold bag et skab, og det var starten på et par halvtrælse timer. Bolden, som han straks fik ejerfornemmelser for, blev nemlig ret hurtigt væk igen, og var ikke til at finde. Han blev meget sur, og prøvede os herefter af på vores tålmodighed. Han ville kun det der var forbudt, så der var en del skrig og skrål de næste par timer. At vi samtidig ikke havde så let ved at forstå hvad han ville, gjorde ham endnu mere frustreret. Hans ”nedtur” smittede af på David, og han måtte også lige gøre sig helt og aldeles rasende fordi han ikke måtte gå alene hen til swimmingpoolen.

Da vi havde ”slåsset” et par timer kunne vi endelig gå til aftensmad. Den foregik indendørs, for regnen stod ned i lårfede stråler. Også her skulle der sættes grænser, for bestikket fløj temmelig lavt. Det var ikke det hyggeligste måltid vi endnu har oplevet.

Efter aftensmaden blev den sidste krudt skudt af i sengene, der blev brugt til trampoliner. Heldigvis var David med på den; et tydeligt tegn på at han ikke havde ondt efter sit styrt. Når man kører op skal der også bruges noget tid på at falde ned igen. Det gik som allerede nævnt ret nemt med at få David til at sove, men først nu klokken halv ti er det lykkedes at få Joffer til ro. Vi har begge ligget hos ham og småsludret – emnet var især ”la gorilla” (Peter Pedal) - og det var efter eftermiddagens frustrerende timer nok meget godt at bruge lidt tid på ham alene – han skal vide, at selv om vi sætter nogle grænser er vi der. Vi oplever også i øjeblikket, at far er et stort hit for David, han bliver i hvert fald meget sur når mor tager fat. Joffer derimod er godt tilfreds med os begge to. Det har i sandhed været en dag, hvor vores tålmodighed har været sat en del på prøve. Men trods alt er det meget positivt og sjovt at være forældre.

Søndag den 30. januar – flere  grænser

I nat blev vi mindet om, at det fredelige og pæne kvarter måske ikke er så pænt endda. Der var nemlig skudvekslinger flere gange i løbet af natten. Om skuddene skyldes reelle kampe eller blot lørdagsfestende folk får vi nok aldrig at vide. Vi ved dog, at hvis vi bliver på hotellet efter mørkets frembrud er der ingen fare.

Dagen startede som i går tidligt. Klokken halv syv var både Joffer og David morgenparate – noget mere parate end deres forældre (nok mest mig – Hanne er udpræget A-menneske), men vi måtte jo tage os sammen og stå op. Morgenbadet var en sand fryd, for også David syntes i dag at det var sjovt at være i bad. Programmet for dagen har stået på det ”sædvanlige”: Svømmebassin, legeplads, fodbold, frokost på terrassen, mere svømmebassin, leg på værelset og et tropisk regnskyl til aftensmad – der er ikke så meget nyt at skrive hjem om.

Dagens helt store opgave har været at sætte grænser for især Joffer – mange og meget præcise grænser. Han prøver os af i alle henseender, og vi må virkelig kæmpe hårdt og stå fast. Det er ofte små detaljer det handler om: Ikke at ville have sandaler på,  bold med til middagsbordet, Mælk ud over det hele i stedet for i munden, slå på lillebror, kaste med alle mulige ting, flakke fra det ene til det andet uden at ville tage sig tid til bare en snert af fordybelse, kun spise det der er imellem brødet og mange andre små dumme ting. Vi er helt enige om at stå fast, og selv om det giver meget skrig og skrål vinder vi hver gang. Vi har af amtet/AC lært at en måde at få frustrerede adoptivbørn, man ikke kan snakke med, til at makke ret uden at det går ud over tilliden, er at holde dem tæt ind til kroppen og lade dem skrige. Det gør vi så – vi har helt ondt i ørerne. Det lyder som om der kun er problemer. Det er heldigvis ikke tilfældet. Det meste af tiden er drengene meget glade og leger godt både sammen med hinanden og med os.

Som sagt er det mest Joffer der er problemet. Med David oplever vi et helt andet problem, som vi også ved at adoptivforældre ofte vil opleve. Det er mest kun far der dur. Når det er mor, der tager David op for at gå med ham, hvis vi for eksempel ikke vil have ham til at gå hen til bassinet giver det høje skrig og slåen, biden og sparken. Hvis far derimod gør det samme er der ingen problemer. Ind til videre er det også kun mig, der kan lægge David i seng. Dog ”frastøder” han ikke sin mor helt konsekvent. Hun kan heldigvis bruges en gang i mellem, og vi er sikre på, at det nok skal komme. Heldigvis får vi begge to en masse af hans meget charmerende smil. Han ved godt at det er os der er ”mammi og pappi”. For eksempel når der skal spises, og han skal have hjælp til dette, er vi lige nøjagtigt lige gode.

 

Jeg skrev, at dagsprogrammet ikke har været noget ud over det sædvanlige. Jeg kommer lige i tanke om, at vi jo faktisk har haft ringet hjem til Hannes mor og far. Det var kun to minutter, men det var rart at høre, at alle derhjemme har det godt, og at få bekræftet, at vores fax er nået frem. Faxen blev sendt til mine forældre i Ringkøbing; derfor må opringningen hjem gå til Østbirk. Hannes far og mor ringer til det vestjyske for at fortælle at alt er vel.

 

Der er ro i lejren. Begge drenge sover. Klokken er 21. Jeg kan se i hjørnet af computeren, at den er 03:06 derhjemme, så vi må hellere sige god nat. 

 

Mandag den 31. januar – Margarita på banen

Dagsprogrammet trivielt. Vi var en tur i centeret sammen med hunhollænderen Elma og de to hollandske colombiabørn. Hanhollænderen Arie rejste i dag tre dage til Quibdo, hvor Yuliani er født. Papirerne skulle derfor underskrives i Quibdo, hvilket familien naturligvis var noget trætte af. Et er at være alene i Colombia med to børn. Noget andet er, at turen efter sigende ikke er uden risiko, idet der i junglen omkring Quibdo er en del guerillaaktiviteter. David og Joffer er efter sigende også født i eller omkring Quibdo, men idet vores drenge aldrig blev registreret i Quibdo, men først for halvanden år siden her i Medellin, skal vi ikke rejse derud.

Vi sendte en hollænder Afsted og fik i stedet fem nye, idet der ankom to hollandske familier til hotellet. Begge familier skulle have en lille baby, og begge par fik barn allerede i dag. Egentlig skulle familierne være ankommet i går, men på grund af storm i Europa og deraf følgende ”omkørsler” blev de altså forsinket med et helt døgn. Hvad der var endnu værre var, at al bagagen stadig fløj rundt et eller andet sted ude i verden.

Vi bearbejder stadig Joffers frustrationer. I dag havde vi stor hjælp af Margarita, der havde en timelang snak med ham. Vi nåede desværre ikke at få resume af samtalen, idet hun skulle køre Arie til lufthavnen, men hun har lovet at hun på et senere tidspunkt vil fortælle os, hvad hun snakkede med ham om. Joffer var efter samtalen noget mut, men vi er sikre på, at det er helt nødvendigt at bruge tid på at han får at vide, hvad der egentlig skal ske. Han blev dog glad igen i løbet af dagen, men han kræver meget opmærksomhed fra os. Hvis vi for eksempel ved spisebordet begge er opmærksomme på David og ikke Joffer, ryger der nemt en gaffel eller et par solbriller gennem luften – så er det bare med at dukke sig i rette tid. Der flakkes stadig mellem tingene. Især den sidste time inden aftensmad er slem. På det tidspunkt er det praktisk talt umuligt at få Joffer til at lege med noget som helst i mere end to minutter. Når vi så holder ham fast skriger han meget højt og hjerteskærende, som var vi de ondeste mennesker. Men der skal stås fast, og det bliver der.

David reagerer også på Joffers reaktioner. Han svinger især overfor Hanne meget i humør, og bliver edderrasende på hende over ingen verdens ting. Så er han slem til at spytte efter os, og vi snakker noget om hvad vi skal gøre ved det. Han vil ikke forstå et nej, så vi overvejer om vi et stykke tid rent faktisk skal spytte igen. Det er vi dog blevet enige om ikke er en god idé. Vi kan også se hans reaktion ved at han et par gange i dag har tisset i bukserne. Det troede vi ellers at vi var ude over.

Selv om vi skal bruge meget tid på at ”slås” med de to drenge, er der ingen tvivl om at vi har fået verdens bedste børn. Vi kunne under ingen omstændigheder have lavet dem bedre selv. Vi gør så meget vi kan for at vise dem at vi holder af dem, og det er absolut ikke svært. Vores tilkendegivelser bliver heldigvis gengældt i stor stil. Selv om vi lige har haft en ”holdetur”, kan der sagtens være store smækkys i luften i minuttet efter, og vi er de bedste venner. Jo, kyssebakterierne flyver lavt, men vi har ikke taget skade!

Det er dejligt at få børn, men med to i ”et hug” tager det al den tid, der er til rådighed. Et tegn på det er, at jeg kun er nået til side 120 i min Wilbur Smith-roman, hvilket er ret usædvanligt i forhold til hvad jeg plejer at læse, når vi er ude at rejse.

En sidegevindst ved at være sammen med børnene er, at man ret hurtigt får lært en del spanske ord og sætninger. Jeg har lært mere spansk på denne uge, end hvad jeg lærte gennem en hel sæson på AOF. Om det siger noget om niveauet på AOF eller vores børns evner som spansklærere skal jeg lade være usagt. Men et er sikkert: Der er himmelvid forskel fra dagen efter den første AOF-time, hvor jeg kaldte Mona i Vingsted for en sur ”maleta” [1]og til nu, hvor jeg tror, at jeg kunne kalde hende en hel del mere, hvis det skulle være…

 

Tirsdag den 1. februar – Forsvareren for mindreårige

I dag var så dagen, hvor vi skulle møde forsvareren for mindreårige. Hvis vi ”består” interwievet kan vores proces i retten sættes i gang. Først skulle vi dog have formiddagen til at gå. Den blev ikke så lang, for i dag sov vi ”længe” – helt til klokken otte. Et af de ”nye” hollandske par har en fireårig colombianer, Jerone, med på rejsen. Han er en super legekammerat til Joffer. De har leget sammen en stor del af formiddagen, og vi kan mærke, at det er godt for Joffer, at der er en jævnaldrende at lege med. Han har godt af ikke kun at være sammen med sine forældre og sin lillebror – måske kan det også være med til at udsætte den lejrkuller, der givetvis vil komme snigende på et tidspunkt.

Mødet med forsvareren for mindreårige skulle foregå kl. 14 her på hotellet, hvilket var rart især for børnene. Ved kvart i to-tiden gjorde vi klar til det vigtige møde ved at trække i det fine tøj. Vi troede, at vi ville få et hyr med at få drengene i det fine tøj, men der var ingen problemer. De kunne mærke, at der skulle ske et eller andet, og Joffer spurgte, om vi nu skulle til Danmark. Inden mødet havde vi kørt bøger og farvekridt i stilling, for det var meningen at børnene skulle være sammen med os – siddende vel at mærke – i den halve time, som mødet forventedes at ville vare.

Forsvareren, Nora og Margarita ankom kl. 14.00 colombiantime (d.v.s. kl. 14.15), og mødet kunne begynde. Det viste sig, at forsvareren var den samme, som i onsdags fortalte os om Davids og Joffers dagligdag. Han havde en masse tegninger med, som Joffer havde lavet i ”skolen”. Vi kan se, at han er en kreativ lille fyr. Vi tror, at det var med fuldt overlæg, at han gav tegningerne på det tidspunkt, så han kunne se, hvordan vi fungerede sammen med børnene. Efter at have sagt ihh og åhh over de mange fine tegninger i en ti minutters tid var det tid til selve interwievet. Det var nu ikke særlig farligt, og vi kunne se, at vi sagde de helt rigtige ting på de helt rigtige tidspunkter. Vi blev spurgt om nogle helt basale ting: Om de sover godt om natten, om de spiser, om de leger, om de har tisset i bukserne, om David skal have sutteflaske, om han spiser selv o.s.v. Hanne deltog ikke så meget i interwievet, for hun sad nemlig yderst. Det var nemlig ikke helt nemt for vore meget aktive drenge at blive siddende, så Hanne måtte af og til løbe efter dem. Det gjorde dog ikke noget, og vi kunne se på forsvarerens smil og smittende latter, at vi var bestået med bravour. På et tidspunkt i løbet af interwievet sad han ligefrem og slog sig på lårene af grin. Efter interwievet satte forsvareren for mindreårige sin autograf på et dokument. Derfor kunne vi få sat gang i vores retsproces, og der var ingen grund til at udsætte starten, så vi hoppede ind i Margaritas bil for i en voldsom myldretrafik at køre ind til Medellins centrum, hvor alle administrative bygninger ligger samlet på en stor plads. Undervejs fortalte Margarita lidt mere om de tidligere nævnte Escobar-lejligheder: De er hver især 1200 kvadratmeter store! Rigeligt til en familie som vores…

Da vi langt om længe nåede ind til retsbygningen, skulle vi først stå i kø i et godt stykke tid for at komme igennem securitycheck med gennemlysning, kropsvisitation og hele gøjemøget. Sammen med Nora gik vi op til en skranke på 2. sal. Skranken var ret nr. 6, som vi åbenbart havde ”vundet” i vores lodtrækning. Her skrev vi først under på, at Nora fik fuldmagt til at køre vores sag, og efterfølgende på retspapirerne. Det var hurtigt overstået, og langt hen ad vejen er det nu bare at vente på vores ”sentencia” – kendelse om at børnene er vores. Fra processen starter og til der skal være afgivet ”sentencia” kan der gå op til ti hverdage, men det går også nogle gange hurtigere. Er der problemer kan det også nogle gange tage længere tid. Vi er optimister, og tror at det ikke tager så lang tid. Det er dog ikke så afgørende, om det tager en eller to uger, inden vi kan gå videre med papirarbejdet.

Efter turen i retten var vi lige en tur omkring ”exito”, hvor vi blandt andet købte noget mere tøj til drengene. Vi havde kun en enkelt sweatshirt til dem, og det er lige i underkanten, når man endnu ikke har lært at spise så pænt. Vi købte også lige en enkelt flaske colombiansk rødvin, så vi kunne fejre at vores sag nu endelig er i gang.

Da vi kom hjem til hotellet ved femtiden gik der ikke lang tid inden vores børn legede godt med de øvrige børn, så vi fik en forholdsvis rolig time.

Fordi de legede så godt blev aftensmaden udsat en halv times tid. Aftensmaden forløb næsten uproblematisk. Dog har vi stadig vores lille spytteproblem, og da David havde spyttet spagetti i hovedet på sin far et par gange blev det for meget, og David og jeg måtte afbryde måltidet, så vi kunne få en rigtig herresnak. Så må vi se om det hjælper – det gør det nu nok ikke sådan lige med det samme.

Sengetid: Det var en kamp at få drengene til at sove. Vi kunne mærke at de ikke har brugt så meget energi i dag, som de øvrige dage. Det lykkedes dog efter en sej kamp.

Da de sødeste børn i hele verden endelig var faldet i søvn var det tid til at nyde et glas dejlig rødvin. Vi havde inviteret Elma fra Holland til at deltage – hendes mand er stadig i Quibdo, så vi tænkte at hun måske villle synes om lidt selskab. Vi blev noget forundrede og nok også lidt skuffede, da vi smagte på den noget mørke rødvin. Flasken lignede en rødvinsflaske, og der stod også at der var rødvin i den. Men nej: Det smagte mere som en tynd portvin. Nå skidt: Vi hyggede os, og det vi ikke gad drikke kunne vi jo vande blomster med.

 

Onsdag den 2. februar – rent tivoli

I dag er det en uge siden vi fik vores to drenge. Kun en uge, men det føles som et helt år. Og det er som mange har sagt: Når først I får børn, kan I ikke huske, hvad i tidligere fik tiden til at gå med – OK, vi kan godt huske det lidt…

Morgenstunden var rigtig dejlig. Der var nemlig fax hjemmefra, fra Moster Lone og Onkel Klaus. Det var dejligt at høre fra dem.

Noget af formiddagen forgik med den sædvanlige ”tuldren” omkring. Inde i TV-stuen syntes Joffer at bordene var langt pænere uden duge, så alle blev flået af og ned på gulvet. Den situation taklede Hanne utroligt flot ved stille og roligt og vedholdende at få ham til at samle alle dugene op igen. Det var ikke uden ballade, men den konsekvente mor holdt fast og vandt (igen!!!).

Den sidste del af formiddagens aktivitet foregik ved poolen. Her var der fremgang for både David og Joffer. Mor dyppede David ned og op og ned og op af vandet til hans helt store fryd – også selv om vandet faktisk er hundekoldt. Der var ikke til at komme til for hollændere i og omkring bassinet – de var der næsten alle, så det hele lød som rrrrr rrrrr eller hvordan det nu end lyder når hollændere snakker i munden på hinanden – OK, der var nu ikke så mange, og vi havde god gavn af dem der var. Fireårige Jerome havde nemlig en badering med, som Joffer fik lov at prøve. I baderingen og med svømmevinger på blev han først trukket rundt i vandet og siden fandt han ud af at man kan komme fremad selv, hvis man bruger arme og ben. Jo det var en god formiddag ved poolen. Så god, at det næsten ikke var muligt at få Joffer op igen selv om han frøs som en lille pekingeser.

Efter frokost blev vi hentet af Margarita. Hun havde forinden været i lufthavnen for at hente Arie. Han var til alles lettelse tilbage fra Quibdo i hel stand og uden skudhuller. Margarita kørte os til et stort og splinternyt indkøbscenter med en helt masse dyre butikker. Vores eneste investering her var dog en badering til Joffer til den pebrede sum af 16 kroner.

Midt i centeret var der en slags tivoli, hvor både David og Joffer (og også ind imellem deres mor) fik lov at prøve karusseller, et lille tog, et klatreland m.m.

Et af vores mål med besøget i centeret var at besøge en internetcafé, så vi kunne finde de internetadresser på danske universiteter, som vi havde lovet at skaffe doctora Amparo fra ICBF. Det lykkedes os lynhurtigt at finde universiteternes hjemmesider. Til gengæld var vi knap så heldige med den anden og for os langt vigtigere del af besøget i internetcaféen: At sende en e-mail hjem til mailgruppen med blandt andet vores dagbog. Vi baksede i næsten en time med at få det danske og det spanske system til at snakke sammen – den søde hjælper i internetcaféen mente dog, at det var vores diskette, der ikke havde det så godt, og det havde hun nu nok ret i. I hvert fald lykkedes det os ikke at få sendt andet end en lille hilsen hjem. Til gengæld kunne vi læse de par mails, der var kommet siden vi forlod Bogota: En fra farmor og en fra Thomas og Annette. Margarita tog sig af børnene, og de var meget tålmodige. Vi prøver nok igen en anden dag,

Tilbage igen på hotellet var det legetid. Det gik utroligt nemt, og der var ingen ”ulvetime”, for helt frem til aftensmaden legede alle børn med flere forskellige sprog mægtigt godt sammen. Vores eneste opgave bestod i at mandsopdække David, der ihærdigt forsøgte at følge de lidt større børn.

De legede så godt, at det faktisk ikke var til at få dem til at stoppe for at spise. David legede med en lånt bil, og da vi tog den fra ham blev han så sur, at han tissede i bukserne. Det tog mor sig af, og da hun kom tilbage så hun en side af mig, som hun aldrig før havde set, og som jeg næsten havde glemt at jeg besad. Jeg var nemlig temmelig sur på Joffer. Hanne syntes at jeg var lidt uretfærdig, og måske burde jeg have reageret lidt mere afslappet – det var dog ikke med råben og skrigen fra min side, men med meget dybe rynker i panden og helt om i nakken. Men Hanne var heller ikke klar over, hvad der var gået for sig, mens hun skiftede David. Jeg kæmpede temmelig længe med Joffer, der absolut ikke var parat til at indstille legen for at komme hen for at spise. Kampen kulminerede med at Joffer smed naboens båndoptager i swimmingpoolen, så jeg syntes faktisk at det var OK at være lidt knotten…Det var ikke helt slut her, for nu var det gafler og knivenes tur til at komme på gulvet. Så var det godt at mor var der til at tage over, for hun havde på det tidspunkt det psykiske overskud der skulle til for ikke at krudte helt af – det var mere end man kunne sige om mig. Jeg tror dog nok at panderynkerne forsvandt ligeså stille mens den lækre fisk gled ned (Mon det var piratfisk? Efter stemningen skulle man tro det). Efter aftensmaden havde vi vores sædvanlige sjove boldspil i sengene, hvor vi sidder i sengen og spiller med den lille bold.  Det bliver nok lidt svært at få drengene forklaret, at det kun er i Colombia man spiller bold indendørs. Men vi har kun os selv at takke. Især Joffer nyder denne leg, og er herlig glad og grinende. Så er han slet ikke til at stå for. Pas på alle kommende svigerdøtre – han og David bliver helt sikkert nogle rigtige hjerteknusere.

Joffer havde åbenbart brugt en del mere energi i dag end David, for han faldt hurtigt i søvn. Til gengæld var det næsten umuligt at få David til at sove. Det er stadigvæk bedst, når det er mig der putter ham, men trods det syntes han, at det var helt vildt hyggeligt, da mor stødte til os efter at Joffer var faldet i søvn – og det syntes vi også, for han er en utrolig sød dreng. I lang tid lå vi og sang og kildede og David kyssede på skift sin mor og far en lille million gange. Han viste at han er meget glad for både far og mor. Da det var blevet lidt trivielt (og vådt i ører, hår og hvor han ellers kunne komme til), forlod mor seancen, og far kæmpede videre. Først efter et kvarters rævesøvn fra min side (og rigtig søvn til mor ovre i vores seng) lykkedes det langt om længe at få de små øjne til at forblive lukkede. 

 

Torsdag den 3. februar – hvor var konflikterne?

Dagen startede perfekt. To friske og glade drenge kravlede over i vores senge, og mens vi lå og hyggede os hørte jeg den største vellyd man næsten kan forestille sig: Lyden af hollandsk børnemusik fra en ikke længere våd båndoptager – puha, så undgik vi vist at få en erstatningssag på halsen i denne omgang. Men hvis vi havde, havde advokaterne i vores familie – faster Lene og onkel Jacob - nok klaret det for os.

Vi har i det hele taget haft en skøn dag – naturligvis med konflikter som de øvrige dage, men af uforklarlige grunde har de ikke været så udprægede og langvarige. Vi har ikke haft andet på programmet end at lave ingenting. Det har vi så gjort. Hele formiddagen var vi ved ”la piscina”, for det har været en meget varm og tør dag – det vil nu sige at i dette sekund her ved 20.30-tiden, hvor jeg sidder ude på trappen under halvtaget, begynder det at regne ret voldsomt. Det er nok det tropiske regnskyl, som vi så ofte har fået sidst på eftermiddagen, der kommer nu.

Joffer er nu endnu mere fortrolig med at svømme selv, og i dag tog han sig også mod til at springe i vandet fra kanten. David kom også et skridt videre og var med sin far en tur rundt i bassinet med stort grin ud over det hele. Vi havde en enkelt episode ved bassinet, hvor vi et kort sekund troede at Joffer ville blive en smule bange for vand: Hollandske Jerome på fire år skubbede ved ”et uheld” Joffer i vandet.  Jeg fik ham dog op igen i løbet af et halvt sekund, og han fik hverken fysiske eller psykiske mén. Men den stakkels hollandske familie måtte bruge flere timer på situationen, for de kunne ikke forklare lille Jerome, at det var forkert, det han havde gjort, og at han derfor skulle sige undskyld til Joffer.

I eftermiddags var vi en tur henne i centret igen – det er den eneste mulighed vi har for at forlade hotellet på egen hånd. Det var endnu en fin tur med motorikbane, is op over (og i) alle ører og en smule indkøb.

De sidste par timer af eftermiddagen gik som i går med leg på tværs af alder, køn og nationalitet.

Vore hollandske naboer og venner har fået deres centencia, og er derfor ved at gøre klar til at rejse videre. De rejser til Bogota på søndag. I dag var de inde for at få lavet pas til Yuliani. I den forbindelse havde de en noget kedelig oplevelse, som jeg håber vi bliver foruden: Foran paskontoret blev familien stoppet af en betjent, der troede at de havde stjålet lille Yuliani. Selv om de kunne fremvise det splitternye pas og adoptionsdokumentet fra ICBF, ville han ikke tro dem, og Margarita måtte kæmpe længe, inden de fik lov at gå. Margarita kontaktede efterfølgende Nora, der også er hollændernes advokat, og de to tog i fællesskab ind til paskontoret igen for at lokalisere den pågældende betjent så han kunne blive anmeldt til sin overordnede. Margarita sagde, at betjenten sandsynligvis gjorde det, fordi han som mange andre især sorte colombianere er imod, at hvide adopterer sorte børn for at tage dem med ud af landet. 

Og apropos sorte colombianere: Joffer har et kælenavn til David, som han bruger hele tiden: Han kalder ham for Morocho, der er et positivt colombiansk ord for ”lille neger”. Vi spekulerer på, om kælenavnet måske er det eneste levn, de to har fra deres biologiske mor. Det kan godt være at hun har kaldt ham sådan, for det er helt normalt at sorte børn har det kælenavn.

Lige kort tilbage til vores dag i dag: Den meget aktivitet i poolen og med gåtur og leg har gjort, at vores børn var ”dejligt” trætte, da de blev lagt i sang, og som om de havde aftalt det, faldt de begge i søvn klokken 20.11.52 - præcis.

Vi får derfor en dejlig lang aften for os selv. Selv om det er fedt at have børn, er det nu også meget rart at have lidt tid til hinanden. Mon ikke vi kommer til at værdsætte den sparsomme tid, vi har sammen endnu mere end vi hidtil har gjort? Det må vi forvente.

 

Fredag den 4. februar – processen kører

Joffer vågnede allerede klokken fem, og havde stor lyst til at stå op. Hanne brugte en hel time på at få ham til at sove igen. Jeg sov selvfølgelig fra det hele. At både Hanne og Joffer havde været vågen en time midt om natten gjorde, at vi alle sov længe – helt til klokken 07.30. Morgenen bød på endnu et skridt i den rigtige vandretning, for David sjokkede glad og fro op i badekaret selvom bruseren løb endnu. Og det var jo noget han ifølge papirerne skulle være hundeangst for. Den eneste krise opstod, da han skulle ud igen, for det var simpelthen så utroligt rart at sidde i det lille badekar og plaske med vand.

Efter morgenmaden kom Nora forbi for at fortælle os, at første del af processen i går – to dage efter start – blev afsluttet. Det vil sige at man nu har været igennem alle papirer, og at de er fundet i orden. Nu kan vi så bare vente på vores centencia, og ifølge Nora må vi forvente, at vi får den i løbet af næste uge. Hun ved dog ikke noget om hvornår, idet det fuldstændig er op til dommeren i domstol nr. 6. Men det er dejligt at vide at vores sag allerede nu i realiteten kan afsluttes.

Formiddag og det meste af eftermiddagen forløb dejligt med leg, nogle timer ved og i poolen og vores daglige gåtur hen til vores stamindkøbscenter. Indtil da var der virkelig ro i lejren. Ved femtiden kom det canadiske par og fortalte, at de netop havde fået deres centencia. Det kan virkelig gå hurtigt, for de har kun været her i 14 dage. Det canadiske par, nogle af hollænderne og Hanne sad og snakkede om canadiernes snarlige hjemrejse mens jeg mandsopdækkede et stort kuld unger. Pludselig var helvede løs. Vi var fuldstændig uskyldige i at det gik galt, og at jeg faktisk stadig skumler en smule indeni. En af de ansatte på hotellet syntes lige at hun ville gøre en misforstået god gerning, så hun kom og gav Joffer én kop is, som det var meningen de fem børn skulle dele. Hvad hun lige ”glemte” var at jeg ingen mulighed havde for at forklare børnene hvordan det hang sammen, og jeg piskede efter for at få hende til at forklare børnene at det var meningen at de skulle dele. Hun var ret tungnem – eller også er mit spanske ikke for smart – og der gik derfor temmelig lang tid inden hun forstod hvad jeg ville have hende til. Men da var skaden sket, for Joffer havde allerede fået ejerfornemmelse over isen. Da isen i skrig og skrål var blevet delt måtte vi bruge utroligt lang tid på at få Joffer ned igen – og det bare på grund af en torsks tankeløshed. Når Margarita kommer i morgen vil jeg tage hende med, så jeg kan få sagt pænt tak for is, men også få forklaret den upædagogiske dame, at det ikke skal ske igen.

En af grundene til at det nok gik mere galt end situationen i grunden lagde op til var at Joffer har et meget stort kontaktbehov i disse dage. Vi kan mærke på ham, at han har et stort behov for os, og hvis det ikke lige drejer sig om ham, forsøger han at gøre alt for at få vores opmærksomhed – på godt og ondt, idet negativ opmærksomhed som bekendt er bedre end ingen opmærksomhed. Især når der er mange mennesker omkring os kan vi mærke problemet, og det var der netop i den før omtalte situation med isen.

David er virkelig ved at løsne op overfor sin mor. Da jeg i aften lagde ham i seng og han som sædvanlig ikke havde særlig lyst til at sove kaldte han en del efter sin Mammi. At han havde lyst til at hans mor kom og lagde sig ved siden af, er der ingen tvivl om. Men det kan også være fordi han måske troede at hans mor ville være lidt mindre ”ond” end sin far, der ”tvinger” ham til at blive liggende, når det kunne være meget sjovere at piske rundt i rummet. Hvorom alting er: Præcis som i går gik begge børn kolde kl. 20.11.52. Så endnu en dejlig lang aften venter forude.

 

Lørdag den 5. februar – markedsdag

Margarita hentede os og den hollandske familie ved halvti-tiden for at køre os ind på det månedlige flee-market. Inden vi kørte fik jeg Margarita til at være tolk for mig, så vi en gang for alle fik lukket de dårlige idéer fra isdamen fra i går. Jeg kæmpede hårdt for ikke at skælde hende ud, og jeg tror nok det lykkedes mig at bevare den diplomatiske mine.

Markedet inde i byen var som den slags markeder overalt i verden er: Pågående sælgere, der forsøgte at sælge en masse forskellige unødvendige ting og sager. Det eneste vi købte var et par ”pivedyr” til ungerne og vi smagte lidt hjemmelavet colombiansk slik (vores maver holdt ufatteligt nok til det). På pladsen var der også en smule gøgl, og David og Joffer (og alle vi andre) var især fascinerede over en døv ung mand, der lavede kæmpemæssige sæbebobler med sine bare næver. Det var flot gjort, og han fik selvfølgelig den obligatoriske mønt. For enden af markedspladsen lå Medellins største katedral, og da vi nu alligevel var der måtte vi lige ind og se den også. Vi var der nu ikke så længe, for det var lidt svært for de fire børn (vores to og de to hollandanske) at være stille – der skulle lige til at begynde en messe, så alt for meget larm var ikke så smart. Da David pludselig stak i et hyl blev det for meget for faren, og vi tog lige en lille pause ude i solskinnet, inden vi tog endnu fem stille minutter inde i kirken. Efter turen inde i kirken var det tid til et stilskift af format: Cola til alle på den nærmeste burgerbar. Undervejs tilbage til hotellet var vi lige et smut omkring Exito. Det var ikke så meget for at handle, men mere for at David lige kunne få en lille lur i indkøbsvognen! Men når vi nu alligevel var der, kunne vi ligeså godt fylde indkøbsvognen. Når vi kører rundt i byen er det med Margarita som chauffør. Det er som at være med i en moderne udgave af ”Dr. Jekyll og mr. Hyde”, for Margarita ændrer helt og aldeles personlighed, når hun er i trafikken. Den ellers så søde og hjertelige dame gør som alle de andre: Råber og bruger fakter og horn – men aldrig bremsen! Det gør det ikke bedre, at man ikke går så højt op i om det er sikkert for børnene, så de må sidde uden sele på bagsædet. Det er en af de ”kameler man må sluge”.

Hjemme igen fejrede vi Elmas fødselsdag. Alle – både alle adoptivfamilier og hele personalet på hotellet – var samlet til fødselsdagskage og hollandsk fødselsdagssang. På trods af regnvejr og ”kun” 25 grader insisterede Joffer på at vi skulle i bassinet, så både David, Joffer og en hel stribe andre unger badede, mens vi voksne så til inde fra halvtaget. Det vil sige, vi slap nu ikke helt for at blive våde af regnen, for David skulle have den sædvanlige dyppetur. Han bliver mere og mere modig, og kaster sig frygtløst ud i vandet, mens han stoler blindt på, at vi holder ham fast. Efter et stykke tid syntes selv Joffer, at det var lidt koldt, så både David og Joffer sad længe og varmede sig hos far og mor. Turen til markedet og de mange mennesker i forbindelse med fødselsdagsfesten og svømmebassinet gjorde at især Joffer trængte til at være alene uden andre end sin bror, sin far og sin mor. Vi kan mærke det ved at han bliver lidt ”på tværs”. Derfor gik vi fire ned på parkeringspladsen, og vi kunne mærke, at det med det samme hjalp. Joffer har ofte lidt svært ved at blive i længere tid ved det samme, men her lykkedes det uden nogen som helst problemer, men derimod en masse billige grin, at koncentrere sig om at spille fodbold med sin far i tre kvarter. Imens sad David sammen med sin mor og undersøgte både kamera og videokamera både udvendigt og indvendigt. Man ser straks, at han som sin far er meget interesseret i teknik .

Sidst på eftermiddagen kunne vi igen tåle at være sammen med andre mennesker, og der var dømt leg, chips og øl på legepladsen. På et tidspunkt var der ikke mindre end fire børn på vippen godt styret af en stærk hollandsk far.

Efter aftensmaden var der som altid lige tid til en gang hyggelig leg i sengen. David fandt på en sjov måde at springe ned i hovedet på sin mor, og hun grinede som aldrig før. Vi var sikre på, at David nu var parat til at det var mor der puttede ham, så det forsøgte vi. Jeg sad i Joffers seng og læste en godnathistorie for ham. Vi har købt et par spanske børnebøger, og dem forsøgte jeg at læse for ham. Et eller andet ved min spanske udtale må have været rigtig, for Joffer lå meget intenst og lyttede. Jeg tror nu at han ind imellem har båret lidt over med min udtale, for der var mange svære ord ind imellem. Jeg forstod ikke alt hvad jeg selv læste, men det tror jeg til gengæld at Joffer gjorde. Efter historien blev lyset slukket, og vi fandt i løbet af kort tid ud af at vi havde været for optimistiske angående vores nye puttetaktik. David skreg efter sin far, og først da vi byttede plads blev der ro. Skrigeriet må have tappet ham for den sidste energi, for der gik ikke fem minutter inden har sov. Fem minutter og en enkelt omgang Mester Jakob senere var også Joffer smuttet til slumstrup. Klokken godt otte, for tredje dag i træk. At de nu sover så regelmæssigt må være et tegn på at de er trygge og har det godt. Og så har deres forældre det også godt!

 

Søndag den 6. februar – Farvel hollændere

I aftes var det en usædvanlig dejlig aften, så vi satte os ud på trappen. Der gik ikke ret lang tid inden vore hollandske venner også havde fået ro på deres to børn, og de kom også ud for at hygge. Vi snakkede længe om løst og fast, blandt andet om de forskellige landes regler for adoption. Vi danskere synes det er dyrt at adoptere, men vi skal ikke have så ondt af os selv, når vi hører, hvordan det er i Holland: Hollænderne betaler ca. det samme som os, men de får ikke så meget som en kvart gylden fra den hollandske stat, så havde vi boet i Holland var det blevet 70.000 kr. dyrere. Så var det godt at det var os der sponsorerede rødvinen.

Vi havde købt en flaske rødvin, og denne gang var det rigtig rødvin og ikke den Colombianske, som nærmere er som portvin – til gengæld var den hammerdyr: Over 60 kroner for en 30 kroners rødvin. Vinen var så dyr, fordi der i Colombia er en meget stor skat på importeret vin og spiritus.

Da vi halvsent gik ind på værelset lykkedes det os ved et uheld at få vækket David. Vi tror han kunne høre kendte stemmer, da vi gennemså dagens videooptagelser. Heldigvis faldt han hurtigt til ro igen.

 

For en gangs skyld sov begge drenge ikke bare igennem, men helt helt igennem: De sov nemlig i 12 stive timer, når der lige ses bort fra de to minutter, David var vågen i aftes. Vi lå længe og kiggede på hinanden i morges, inden der var liv i den anden side af værelset.

På en søndag skal man slappe af, og det er lige nøjagtigt hvad vi har gjort i dag. Vi har ganske simpelt ikke lavet en dyt andet end at være ved poolen, gynge, vippe, spille bold o.s.v. Når vi er ved poolen slapper vi rigtigt af, og børnene leger virkeligt godt både ved og i poolen. Da der også hele tiden er mange voksne omkring bassinet giver det mulighed for at være lidt egoistisk ind i mellem, og jeg har derfor fået lidt mere gang i min roman. Det har været rigtigt varmt i dag – om ikke den varmeste vi har oplevet her i Medellin, så i hvert fald en af de varmeste.

Da vi forlod poolen ved halvtretiden var det for at sige farvel til vore hollandske naboer. Det var lidt underligt at sige farvel, og vide at vi måske ikke ses igen. Vi snakkede godt sammen og børnene havde også meget ud af hinanden. Vi har dog udvekslet adresser, så vi kan høre lidt om, hvordan det går hos hinanden. Nu er vi de eneste der bor i hytterne, så der er meget stille på vores gang. Vi har endvidere fået at vide, at der ikke kommer nye adoptivfamilier til hotellet inden den 20. februar, men da skulle vi meget gerne være over alle bjerge. Det er godt, at der stadig er to hollandske familier, så vi kan snakke bare lidt med andre end hinanden, og så børnene stadigvæk har en enkelt legekammerat.

Sidst på eftermiddagen skrev jeg fødselsdagsfax til min mor, der fylder år i morgen. Samtidig skrev Hanne en side, som videresendes til alle de venner og familie på vores adresseliste, der ikke har en e-mailadresse.

Til aften fik vi fisk, og det var bare delikat! Desværre var der ikke så meget ro på børnene, så den lækre fisk blev ikke nydt helt så meget, som den fortjente.

Vi er lige så stille begyndt at forberede børnene på deres nye familie. Vi har medbragt en del billeder af familien og af gården derhjemme, og vi fortæller, hvem der er bedsteforældre, onkler, moster, fastre, fætre og kusiner. Ved de første fremvisninger så Joffer noget skeptisk på os, når vi sagde at en eller anden blegfis var hans fætter eller kusine. Men nu er han helt med på den, og virker motiveret for at se på billederne. David derimod forstår ikke helt så meget, men han er jo altså også bare 2½ år gammel (tror vi nok).

Da vi nåede til sengetid forsøgte vi at vise David og Joffer noget af den medbragte videofilm hjemme fra Danmark, og også i dette var de meget interesserede. Vi så dog ikke så meget inden koncentrationen forsvandt. Det vi nåede at se var fra en weekend i november, hvor vi passede ”primo” Anton og ”prima” Signe. Den var tilsyneladende feset ind hos Joffer, for et par minutter efter at vi havde slukket for videoen sagde han pludselig klart og tydeligt ”Anton”.

Da vi havde slukket lyset var Joffer desværre ikke helt færdigt med at mosle rundt, og han kom til at give Hanne en knytnæve lige i øjet. Det gjorde meget ondt, men heldigvis ser det ikke ud til at der er sket noget. Det skabte dog lidt påstyr, og der gik noget tid, inden der var ro i lejren.

Da både Joffer og David sov, gik jeg ned for at sende faxen til Danmark, og det lykkedes da også i tre forsøg at få den igennem.

I morgen håber vi, at der bliver tid til at maile til Danmark, så nu vil jeg give mig til at gemme dagbogen i nogle forskellige formater på en diskette.

 

Mandag den 7. februar – Notarius

Det er er en kanonaften. Det er som det skal være i troperne bullermørkt klokken 18, og nu er klokken godt otte. Jeg tror stadigvæk, at der er omkring 25 grader, og cikaderne larmer som besat. David er faldet i søvn, og Hanne ligger stadig hos Joffer for at få ham til at falde til ro. Han er godt på vej. Jeg nyder en iskold øl i sommervarmen, og har lige været henne for at bestille et par kopper te.

Det har været en brandvarm dag. I går skrev jeg at det havde været en af de varmeste. Men i dag er jeg ikke i tvivl: Solen har simpelthen brændt fra en skyfri himmel hele dagen. Rigtigt ”piscinavejr”. Men der blev ikke meget tid til at komme i svømmebassinet, for i den allerbedste swimmingpooltid, klokken 10.30 hentede Margarita os, for at køre os hen til notaren. I den varme bil kørte vi gennem den trafikerede by til det nærmeste notarkontor. Vi troede ikke helt vi var kommet det rigtige sted hen, for vi stoppede uden for en rigtig snusket grillbar. Men det viste sig at notarkontoret var på førstesalen, og her så der ud til at være styr på tingene. Som altid når man jokker ind på et offentligt kontor har man en fornemmelse af at tiden går lidt i stå, men jeg synes faktisk at tempoet var forholdsvis højt. I hvert fald gik det stærkere, end på vores lokale kommunekontor. Notarkontoret var som et levn fra gamle dage. De strikse kontornussere sad ved hver deres skrivebord og klaprede på en gammeldags skrivemaskine – måske arvestykker fra Danmark. På notarkontoret skulle vi have udarbejdet udrejsepapirer til drengene. Det der skulle legaliseres var, at drengene ved udrejsen ”hænger sammen” med os, så vi skulle skrive under og sætte fingeraftryk på en stak formularer. Joffer var selvfølgelig i terrorhumør, mens vi var på kontoret, og ville absolut ikke sidde stille. Så mens Margarita fik styr på papirerne, kæmpede vi med at holde ham fra at stikke af, kaste ting på gulvet eller rive avisen på bordet fra hinanden. Og når Joffer er i det humør følger David med, så der var godt gang i den. Men for vore omgivelser har der givetvis været noget at komme hjem og fortælle om, for der var ca. 20 mennesker, der kiggede på os med overbærende blikke – vildt ”sjovt”, når det samtidig er 30 grader varmt, og man har taget sine lange sorte bukser på. Ikke alle steder sømmer det sig at møde op i shorts.

Efter notarkontoret var vi hos Margaritas stamfotograf for at få taget fotos til drengenes pas. Det gik ret smertefrit, og vi fik seks fine billeder af dem hver. Samtidig afleverede vi lige et par film til fremkaldelse.

Når vi nu var afsted, kunne vi ligeså godt benytte lejligheden til at gøre endnu et par ærinder, så vi kørte til indkøbscenteret med tivoli og internetcafé. Det var meningen at Hanne sammen med Margarita skulle tage børnene med i tivoli, mens jeg fik sendt vores dagbog hjem til ”gud og hver mand” i Danmark. Halvdelen af missionen lykkedes, for i dag var der ingen problemer med at sende og læse mails. Der lå en stor stak mails fra familie og venner, som varmede meget – I mange af brevene nævnte man storm i Danmark, så der har vist været gang i den. Da jeg efter en lille halv time var færdig, skulle jeg lige til at gå ud af butikken for at lede efter Hanne og børnene, men jeg nåede ikke ud, inden de i stedet var hos mig. Netop i dag var de fleste af tivolitingene lukkede, så det havde været lidt skuffende. I stedet fik Hanne så lejlighed til at læse vores mails, imens jeg kørte lidt rundt med en indkøbsvogn (så er der nemlig helt styr på drengene) og fik fodret drengene af med en gang yoghurt. Inden vi kørte hjem fik vi lige købt en badering til David og en stak videofilm til kameraet. Vi følte nærmest at vi fik dem kastet i nakken, for fire film kostede os kun ca. 150 kr - et bånd koster omkring en hundredelap i Danmark.

Da vi nåede tilbage kunne vi lige nå et par timer ved poolen. Som sagt høj sol og varme hele dagen, men swimmingpoolen er placeret under nogle træer og fra omkring klokken tre er det slut med solen her – men det var nu også varmt nok uden. Efter turen i poolen måtte vi sige farvel til endnu et hold forældre. Canadierne rejste hjem, så nu er der kun tre familier på hele hotellet. Der er god plads!

Nora, der også var canadiernes advokat, var her for at sende dem afsted, og hun fortalte os, at vi muligvis allerede får vores centencia i morgen. Hvis det ikke bliver i morgen, bliver det sandsynligvis på torsdag i stedet for. Under alle omstændigheder bliver vi nu nok her i Medellin til på søndag, for det er ikke muligt at nå at gøre papirarbejdet færdigt i Bogota inden weekenden, og vi har af hensyn

til børnene ikke lyst til at være i Bogata længere end højst nødvendigt, der er nemlig ikke nær så meget plads på Las Palmas, som der er på El Zaguan her i Medellin.

Resten af eftermiddagen gik som altid med fodbold og gyngetur. Joffer formåede at skubbe David hårdt ned på cementen, så vi måtte lige have en tudetur og en tur ind på vores værelse, så han kunne forstå at det ikke lige var så heldigt. Der prøves stadig grænser, men vi føler absolut, at vi har fat i den lange ende. I starten spyttede begge meget, og alting skulle kastes rundt omkring. Det har vi stort set fået dem vænnet fra at gøre. I øjeblikket går den på at slå på os i stedet, men også her er vi ret konsekvente. Vi skal nok få et par blide lam ud af de to banditter. Og det skal også siges, at de generelt bliver mere medgørlige, og at de langt det meste af tiden er søde, sjove og medgørlige.

Fra Aftensmadstid til sengetid var de nærmest som de rene engle. Der blev leget roligt, set lidt billeder fra Danmark, og Hanne ”læste” den obligatoriske godnathistorie om Gorillaen (Peter Pedal). Og der var stort set ikke vrøvl, da de skulle sove – for Davids vedkommende gik der kun fem minutter, mens Hanne måtte kæmpe lidt længere med Joffer. Han er nu faldet i søvn, og Hanne er ved at sortere nogle billeder fra, som vi vil forære til Nora og Margarita.   

 

Tirsdag den 8. februar – centencia

Der var lagt op til endnu en brandvarm dag, så straks efter morgenmaden og den obligatoriske tandbørstning (med den elektriske – gad vide hvor længe det bliver ved med at være spændende?), sprang vi i badetøjet for at hoppe i poolen. Drengene var helt vilde med at komme der om, så det var bare med at komme ”ud af røret”. Jeg gik i forvejen med drengene, mens Hanne ryddede lidt op på værelset. Endnu inden jeg var nået i vandet, og Hanne kun lige var nået om til bassinet blev min formiddagssol- og vandbadning spoleret af en positiv nyhed. Margarita stod der pludselig og sagde at vi fik vores centencia i dag, så jeg måtte hoppe i noget andet tøj, for vi skulle være inde i domhuset om en halv time. Hun var ikke tilfreds med mine badebukser og mit gorillaslips, så jeg fandt et andet. Det var kun nødvendigt at en af os tog afsted, så Hanne blev ved poolen med børnene. Det kunne komme til at tage lang tid derinde, så de ville komme til at kede sig. Da jeg tog afsted skreg David i et kvarter – måske troede han, at jeg ikke ville komme tilbage. De tilbageværende hollændere sagde, at det havde gjort ondt på dem, så det må have været alvorligt. Den tur skal vi nok igennem nogle gange endnu. Klokken 10.30 var vi ved domhuset, og efter et kvarters venten dukkede også Nora op, og vi var klar til at gå op på tredje sal til familiedomstol nummer 6. Jeg var forberedt på en masse ventetid i den ulidelige varme, men disse forberedelser kunne jeg have sparet mig, for det tog ikke mere end 10 minutter fra jeg afleverede mit pas, til vi havde fået papirerne retur, og Nora  og jeg kunne skrive under på centenciaen. Selv om det kun var endnu en underskrift i vrimlen gav den nu alligevel en lille klump i halsen. For fra det øjeblik hvor jeg skrev under var børnene formelt vores, og havde fået vore navne. I Colombia har man både farens efternavn og morens pigenavn, så indtil vi kommer hjem og kan ændre navnene hedder drengene Luis David og Joffer Duban Simonsen Andersen. I morgen får vi drengenes pas, og så er vi faktisk parate til at rejse til Bogota for at ordne visum m.v. på det danske konsulat. Imidlertid har vi fået at vide at det tager tre hverdage at gøre papirarbejdet færdigt i Bogota, og da vi først kan være i Bogota torsdag har vi af hensyn til drengene besluttet, at vi først rejser søndag eftermiddag, så vi ikke behøver at være i Bogota i weekenden. For børnene er der nemlig langt bedre her, end på Las Palmas.

På vej tilbage var jeg lige en tur omkring Exito for at købe en flaske champagne, for der var trods alt noget at fejre. Jeg var allerede tilbage på hotellet ved halv tolvtiden, så det havde virkelig været let og smertefrit i forhold til hvor bureaukratisk, det nogle gange kan være. David var upåvirket af min tilbagekomst, og virkede faktisk ret ligeglad, så han har nok ikke taget skade af at jeg var væk et par timer. Der var dejligt at hoppe i poolen, for det var en ret varm tur ind til byen.

Det blev ved at være poolvejr, så vi blev hængende til midt på eftermiddagen. Det ene af de hollandske par spillede vendespil med deres ældste søn, og vi greb chancen og prøvede at lade Joffer spille med. Det tog noget tid, inden han fattede, hvad det gik ud på, men han nåede faktisk at blive ret grebet af det. Det havde vi ikke kunnet gøre for bare en uge siden.

Efter poolturen var vi på parkeringspladsen for at lege. Hotellets unge portner, Aurelio, blev lige så stille involveret i legen, og det var super, for pludselig var der en voksen med samme sprog som vores børn, som ville lege med dem. Aurelio fandt papir og blyant frem, og pludselig var der gang i den helt store ”tegneting”, hvilket vi også havde haft temmelig svært ved at praktisere.

Efterhånden som legen døde hen var det vores tur til at ”underholde” Aurelio. Ved hjælp af ordbøger og billeder fik vi en lang snak med ham, især om Danmark, som han var meget interesseret i.

Ved sekstiden blev snakken afbrudt af at der var telefon til os. Det var Elma og Arie, der ringede fra Bogota, for at høre, hvordan det gik, og om vi havde fået vores centencia. De rejser tilbage til Holland i morgen, og ville lige høre, om alt forløb planmæssigt inden deres afrejse. De kunne fortælle, at Yuliani var glad og godt tilpas, men at begge deres børn savnede swimmingpoolen.

Efter aftensmaden satte vi os ud på trappen for at fejre, at David og Joffer nu endelig formelt er vores, og vi tog hul på den dertil indkøbte champagne. Vi fik dog ikke lov til at sidde i fred ret længe, for de to andre hollandske par kom om til os for at høre, om vi ikke ville være med til at lave en fælles ”fest”. Begge par havde også fået deres centencia i dag, så når weekenden er omme, får hotellet her en pause for adoptionsfamilier.

Vi er endnu ikke så sikre på hvordan vores børn vil reagere, hvis vi ikke er der, hvis de vågner op, så vi sad i ”vores” sofagruppe et par timer, mens vi snakkede om løst og fast, fik kværnet lidt chips og drukket lidt mere champagne. Havde vi ikke alle haft små børn, havde vi sikkert siddet der endnu, men vi kan godt mærke, at det ikke er så aktuelt, og alle var enige om at gå ret tidligt i seng. Så her omkring klokken 22.30 kan jeg gøre dagbogen færdig.

Joffer er tilsyneladende ved at vænne sig til vores sprog, for der begynder allerede at komme ord på. ” Pandeben, øjesten, næsetip…” bliver sagt klokkerent. Han mangler dog stadig ”mundelip, hageflip”, men ”dikkedikkedikkedik” er han helt med på. Vi har også flere gange i løbet af dagen oplevet, at han har gentaget hvad vi har sagt i et ret tydeligt dansk. Vi er ret sikre på, at de nok skal komme efter det efter nogle måneder i Danmark.

 

Onsdag den 9. februar – pas

Hele formiddagen gik uden de helt store udsving med leg og ved poolen. Ved middagstid blev vi hentet af Margarita for at køre ind for at få lavet pas til børnene. Paskontoret åbnede kl. 13.00, og Margarita havde sagt til os, at vi skulle være der på det tidspunkt, for ikke at skulle vente for længe. Vi kunne se på mængden af mennesker, at det var korrekt, for der var ganske enkelt sort af mennesker foran paskontoret. Først gik jeg sammen med Nora til en skranke, hvor jeg skulle underskrive papirerne. Herefter ventede vi i temmelig lang tid på at få passene udleveret. Som sædvanlig følte vi som var vi aber i en zoologisk have, for folk omkring os gloede uhæmmet. Det nævnte jeg i spøg til Nora, og hun tog det faktisk lidt ilde op – det var som om hun påtog sig skylden for at vi havde det sådan, så det skulle jeg vist ikke have nævnt. Vi gjorde en masse ud af at fortælle hende, at det ikke var et problem for os, men at vi tog det som en oplevelse. Da vi langt om længe fik udleveret de flotte nye pas, og jeg havde sat endnu en autograf samt mit fingeraftryk, kunne vi endelig forlade det store paskontor. Alle byens administrative bygninger er samlet omkring én stor plads, og herunder både paskontor og domstolene, så vi var efterhånden ved at være godt kendt i området.

Vi kan nu i realiteten forlade Medellin, men da vi skal bruge et par dage i Bogota, inden hjemrejsen på næste torsdag har vi endeligt besluttet at blive her til på mandag. Vi har drøftet, om vi eventuelt skulle tage væk herfra for at se noget andet – både for vores egen skyld, men også for at lære lidt mere af landet at kende af hensyn til de spørgsmål, børnene givetvis vil stille, når de bliver ældre. Den eneste mulighed ville i så fald være at tage op til den caribiske kyst, hvor der er sikkert at være. Men vi er blevet enige om, at blive her, så vi undgår at flytte børnene mere end én gang. Endnu en grund til at blive er, at vi i morgen er inviteret på besøg hos Margarita, og det ser vi frem til, for hun bor uden for byen. Men lejrkulleren er ved at melde sig – nok især hos mig – så det kunne være rigtigt dejligt at komme væk fra vores forgyldte fængsel. Jeg tror at grunden til at lejrkulleren melder sig nu er, at der ikke længere er noget, der binder os til at blive i Medellin.

Efter besøget på paskontoret kørte vi op til et nærliggende højdepunkt – Pueblito Paisa, der ikke lå så langt derfra. Herfra var det muligt at se ud over hele byen, og Margarita fortalte os om de forskellige områder – hvor slumkvartererne lå, hvor de rige bor o.s.v. Set deroppe fra kunne man godt se, at Medellin er en by med omkring 3.000.000 indbyggere. På bjerget var der ligeledes en kopi af en typisk gammel colombiansk landsby, så vi fik lige lidt historie med i prisen.

Hjemme igen ved firetiden fik vi lige endnu en tur i og ved poolen. Men det blev ikke til så meget, for p.g.a. skygge, var det begrænset, hvor længe både vi og børnene havde lyst til at blive. I stedet legede Joffer lidt med Jerome, og vi fik endnu en snak via ordbog med portneren Aurelio, og det var igen ret sjovt. Børnene ”hyggesnakkede” med naboens store rottweiler, Lukas, der stod inde bag sit hegn og logrede med sin halestump. Hvis vi en gang skal have hund, er der ingen tvivl om, at den skal hedde Lukas.

Inden aftensmaden skulle jeg ”indfange” Joffer, så han også kunne være med til at spise sammen med resten af familien. Jeg fandt ham ude i køkkenet og efter et tilfældigt blik ned i affaldsspanden, måtte jeg gøre store øjne: Her var der nemlig en kakkerlak på størrelse med en hånd (overdrivelse fremmer forståelsen). Men maden er god, så hvad gør et enkelt uskyldigt husdyr fra eller til. Og nu vi er ved dyrene: Vi stod inden aftensmadenlænge og så på et lille spændstigt egern, der boltrede sig i træerne på legepladsen.

Efter aftensmaden stod den på vendespil med Joffer. Han er nu på vej til at forstå, hvad det går ud på, og han synes faktisk det er ret skægt. Vi skal nok få ham til at tænde på de mere stillesiddende aktiviteter også.

Sengetid i dag var ved at udvikle sig til et lille mareridt, for først måtte Hanne hidse sig noget op på Joffer, der bare ikke ville hen i sin seng, og derefter var det min tur til at blive hamrende sur på David, der med en toårigs bedste formåen provokerede og signalerede, at der altså var en, der absolut ikke skulle sove endnu. Men efter en lang og sej kamp lykkedes det dog, og nu er der ro. Omme på terrassen sidder hollænderne, og vi er også inviteret. Men vi har lige så meget lyst til at være os selv i aften. Det kan være lidt anstrengende i længden at kommunikere på udenlandsk, og sikkert også for de to hollandske par, så i stedet tager vi en stille hyggestund her på vores trappe.

I øvrigt er vi løbet ind i en stime hvad angår godt vejr. Igen i dag har termometeret ligget og vippet omkring de 30 grader – hvis det bliver ved på den måde, kan selv jeg nok holde til at skulle bliver her helt til på mandag.

 

Torsdag den 10. februar – Et andet Colombia

Vi havde en noget hård nat, for David holdt os vågen fra klokken tre til fem. Lige meget hvad vi gjorde var det stort set ikke muligt at få ham til at sove. Først da han var blevet skiftet fra inderst til yderst var det muligt at få ro på ham – det er første gang, at vi  nævneværdigt har fået ”stjålet” vores nattesøvn, men det hører vist nok med til at blive forældre. Vi er vist ind til videre sluppet ret billigt hvad angår manglende nattesøvn.

Imidlertid var det ikke gået ud over Joffers nattesøvn, så han var som altid tidligt klar, hvilket var mere, end hvad man kunne sige om hans mor og far. Men der var ingen vej uden om: Det var bare med at få tændt noget lys og få gang i Peter Plys.

Dagen i dag har været en helt særlig dag, og meget anderledes end de andre dage. Margartita havde nemlig inviteret os hjem til sig, og det var et helt andet Colombia, end storbyens larm, vi fik lov til at opleve.

Præcis klokken ti rullede vi ud fra hotellet for at køre op i bjergene. Undervejs til Margaritas hjem, gjorde vi holdt ved en butik, der solgte souvenirs fra hele Colombia. Normalt køber vi os ikke fattige i souvenirs, men denne rejse er noget ganske særligt, og det er vigtigt, at der i vores hjem er ting fra Colombia – børnenes andet fædreland, og det land, der har givet os den bedst tænkelige gave. Derfor blev indkøbskurven fyldt til randen af papegøjer, biler, en hængekøje, indianermasker, en uro og meget mere. Visakortet var rødglødende, da vi forlod butikken. Efter yderligere et kvarters kørsel ud af byen og stadig opad var vi ved Margaritas hus.

Huset ligger på en skråning i en meget flot have fyldt med farverige blomster. Huset er ikke så stort, men det er til gengæld meget flot og stilfuldt, og fyldt med mange colombianske antikviteter fra flere generationer samt et væld af flotte malerier. Haven passes af en fastansat gartner, der bor i et lille hus ovenfor sammen med sin kone. Gartneren gør et godt stykke arbejde, for haven var utrolig flot og velfriseret. Indenfor blev huset passet af en ”Maid”. En 40-årig gammel bedstemor! Maidens datter havde født en datter, da hun var 14 år, så man må sige, at hun har været tidligt ude. Da Margarita ansatte maiden for knap 10 år siden, kunne hun faktisk ikke lave mad. Men det er hun absolut kommet efter, for hun lavede den mest fremragende middag til os bestående af friske frugter til forret, kylling-cordonbleu, og en lækker isdessert. For første gang siden vi fik børnene prøvede vi at have madro, for pigen i huset fodrede børnene af, hvorefter gartnerens kone tog børnene med ud at lege. Vores børn er utroligt dejlige, men det var nu alligevel rart med et enkelt måltid, som ”i gamle dage”.

Vi havde bedt Margarita undersøge, om ICBF eventuelt havde flere oplysninger om vores børn, så mens vi var hos Margarita, ringede hun og forhørte sig. Men de ved imidlertid ikke mere, end vi har fået at vide, og det er ikke tilladt at få noget at vide om plejefamilien, endsige komme i kontakt med denne. Børnene er forladt af deres mor, og de oplysninger vi allerede kender fra vores papirer er, havde man ved om moderen. Men vi har det godt med at have forhørt os, så vi ved, hvad vi kan fortælle David og Joffer, når de om nogle år givetvis vil spørge. Vi havde en lang snak med Margarita om vores børns fortid, og om adoption i Colombia i almindelighed. Det var utroligt dejligt at snakke med hende, for som Noras hjælper har hun en masse erfaring og viden om adoption i Colombia. Vi kom tæt på Margarita, og hun på os, og vi følte os virkeligt velkomne  hos den meget hjertelige og velmenende Dame. Der er ingen tvivl om, at hun gør et kæmpe stykke arbejde for de mange adoptivfamilier, som hun hjælper, og de mange positive ord, som vi havde fra Annie og Heine fra Ringkøbing om Margarita, passer helt igennem. 

Margarita er enke. Hun mistede sin mand, der var advokat, for otte år siden. Sammen har de tre voksne sønner i vores generation. Den mellemste af sønnerne er gift, og har to små piger og en lille dreng, som er Margaritas et og alt. Desværre bor de to af sønnerne i Bogota, og den tredje har netop fået en stor stilling i Miami. Margarita drømmer selv om at flytte til USA for at arbejde som tolk. Med både spansk, engelsk og tysk skulle hun nok have en chance for at få et godt job. Hun har derfor sat sit dejlige hus til salg for i første omgang at flytte i en lejlighed i Medellin. På den måde vil det være nemmere for hende at rejse, hvis hun pludselig skulle få et job i USA.

Inden vi forlod Margaritas hus, gav vi hende et par gaver, og de lidt tilfældigt indkøbte gaver var ”lige i øjet”. Den runde damaskdug passede præcis til det bord vi sad ved, og man skulle tro at vi havde haft en sjette sans, for Bjørn Wienblad-platten kunne komme op at hænge sammen med de utroligt mange platter, hun havde i forvejen. Vi kunne mærke, at hun oprigtigt blev glad for gaverne.

Efter besøget hos Margarita kørte vi først en tur gennem den nærmeste lille landsby, for at vi lige kunne få et indtryk af en sådan. Den var præcis, som man forestiller sig fra en spagettiwestern fra Mexico. Det eneste der manglede var sovende mænd med store hatte nede over øjnene.

Herefter rullede vi ud til en sø i en lille nationalpark. Området om Medellin bliver i daglig tale kaldt for det schweitziske område, og vi forstod hvorfor: Det var som at være ved en schweitzisk bjergsø på en sommerdag. Efter en gå- og gyngetur og for mit vedkommende 1000 myggestik rigere, gik turen tilbage til Medellin. De billige videobånd, som vi købte forleden havde vi på en eller anden måde smidt væk, og nu var der krise, for der var kun et par minutter tilbage på det bånd, der sad i videokameraet. Der var derfor ingen vej udenom: Vi måtte en tur ind og købe en stak nye. Mens Hanne og Margarita ventede i bilen sammen med ungerne, smuttede jeg lige ind for at købe fire nye. Lidt ærgerligt, men selv om vi har smidt et hold bånd væk og købt nye, har det stadigvæk været billigere, end hvis vi havde købt båndende i Danmark. Den tanke var et lille plaster på såret.

Da vi næsten var hjemme begyndte et voldsomt uvejr. Selv om temperaturen var omkring de 30 grader, væltede det ned med store hagl. Efter et stykke tid, slog det over i et gigantisk skybrud suppleret med lyn og torden. Der var ikke så meget andet at gøre end at gå ind på værelset og vente op opklaring, så mens vi ventede fik jeg lige en sommerklipning. Jeg skulle have haft den inden vi tog hjemmefra, men det var en af de få ting vi ikke nåede inden afrejsen. Det var et lidt satset projekt at give sig i kast med, når der er to trætte børn omkring sig, men det forløb forbavsende smertefrit, og nu passer min ”frits” bedre til vejret.

Klipningen var overstået sammen med uvejret, og vi kunne gå ud igen. Selv om det havde væltet ned med vand, gik der ikke lang tid, inden alle fliser var tørre igen – så stor var fordampningen, og vi kan da også mærke en væsentlig forskel på luftfugtigheden.

Aftensmaden forløb med meget stikken og legen med maden, for det var ikke den store sult, der prægede os efter måltidet hos Margarita.

Og så skulle man tro, at det i aften ville være let at putte to små trætte drenge – men det var det ikke. Joffer var ikke parat til at sove, og han holdt både sin mor, men desværre også David vågen noget længere end ”planlagt”.

De sover nu, og når jeg er færdig med at skrive dette, vil jeg skrive en fax til min far og mor så de kan høre fra os, inden de på lørdag rejser på skiferie i Norge. Jeg er sikker på at min mor og far vil ærgre sig over ikke at være hjemme, når vi lander i Billund, men mon ikke skiferien trods alt får lov at blive afviklet som planlagt? Vores ankomst til Danmark er jo i grunden som en hvilken som helst anden ”børnebørn-kommer-til-verden-situation” – noget man ikke kan planlægge sin ferie efter, og der skal nok blive rig lejlighed til at lære bedsteforældrene at kende inden for nær fremtid.

I dag var der fax fra faster Lene og onkel Jacob, med en masse nyt, blandt andet et 10-tal til Lene i hendes afsluttende eksamen ved jurastudiet - flot! Hun skrev også om den nye regeringsdannelse i Østrig, der tilsyneladende har taget en højredrejning i retning af nazisme. Det lyder bestemt ikke rart – vi må hjem og kværne nogle gamle aviser.

 

Fredag den 11. februar – terrorist

Hanne og jeg vågnede ved at Joffer hoppede i vores seng. Vi kunne til vores store undren konstatere, at vi havde sovet meget meget længe – helt til klokken kvart over otte! David sov stadig, så vi vækkede ham lige så stille, for ellers ville han nok få sin døgnrytme brudt lidt rigeligt – det fik han nu alligevel (læs senere i dag). Det var nu ikke så sært, at han manglede lidt søvn, for igen i nat havde han været vågen nogle gange. 

I modsætning til i går, havde vi ikke de store planer, så det blev en dag, der stort set foregik ved poolen.

Joffer har været i et rigtigt terroristhumør i dag. Han har rigtigt mange gange i dag været helt på tværs, og har ikke villet gøre hvad vi syntes var det smarteste. Det startede allerede i morges. Efter badet ville han som så mange gange før ikke tage tøj på. Han synes det er helt vildt sjovt at hoppe og springe rundt i stedet for at klæde sig på. Vi gik drastisk til værks, og gik til morgenmad uden ham. Det vil nu sige, at Hanne ventede uden for døren ind til han havde fået skreget af. Så var der ro, og han trak i tøjet uden mere vrøvl, og gik med os til morgenmad. Så troede vi, at nu var krisen overstået for i dag, men her tog vi grusomt fejl. Ved poolen måtte vi rigtigt mange gange på skift gå på værelset for at få en lille snak. Mange gange smed han ting i poolen, dykkede Jerome under vandet, smed vand på hvem der nu lige var nærmest eller slog på David. En af Jeromes brikker til hans vendespil røg også lige i. Det var heldigvis et billede af et skib, så derfor flød den heldigvis ovenpå. Samtidig har der ikke været ro overhovedet. Når han var i bassinet ville han op, og når han var oppe, ville han i. Gik vi væk fra poolen ville han tilbage og omvendt. 

Vi har snakket noget om, hvad den megen uro i dag kan skyldes. Joffer har de sidste mange dage spurgt, hvornår vi skal flyve til Danmark. Vi har fortalt ham, at vi om tre dage flyver til Bogota, og efter nogle dage her flyver til Danmark. Måske har han lige som os en slags lejrkuller, som indfinder sig, når man ved at man skal afsted. Det kan også skyldes usikkerhed over alt det nye, der i nær fremtid kommer. Men måske er det mere jordnært: Der skete utroligt meget i går, og ikke så meget i dag, og det er måske grunden til at han ikke helt har kunnet finde sig selv i dag.

Margarita kom midt på eftermiddagen. Hun fortalte os, at guerillaerne havde sprængt 18 elværker rundt omkring i Medellinområdet i luften, og at hun havde været uden strøm siden i gå aftes. Sikke et held, at det var i går, og ikke i dag, vi skulle besøge hende. Der er åbenbart gang i den i disse dage, for mens vi lagde børnene til ro, og også mens jeg sidder her og skriver har vi hørt skyderier i området – faktisk har det lydt som om det er ret tæt på.

Aftensmaden i dag var noget ganske særligt. Sammen med de to hollandske par, havde vi fået hotellet til at erstatte aftenmåltidet med en hyggelig grillaften. Vi supplerede hver især op med de ting, som ikke kunne inkluderes i prisen, og vi skulle skaffe drikkevarerne. Derfor gik vi sidst på eftermiddagen hen i centret for at købe et par flasker vin og lidt øl. Vi fik også vores obligatoriske tur i centrets legeland.

Maden i dag var utrolig lækker. Der var fire forskellige slags kød, salat, brød og pommes frittes. Drengene på det nærmeste åd. David strålede som en sol, og for første gang i dag følte vi også, at der var ro på Joffer. Da drengene var færdige, tog receptionisten og portneren sig af dem. Børnene hyggede sig meget og piskede rundt på hele hotellet. Det gav os alle seks lidt ro, og vi kunne nyde den gode mad mens vi i fred og ro kunne snakke sammen. Denne gang var vi mere heldige med at købe colombiansk vin, for både den hvide og roséen var OK.

Vi gik lidt senere til ro, end normalt, men trods dette var det meget svært at få drengene til at sove. Det er nok heller ikke så sært, når man lige har haft det hyggeligt og sjovt, og så pludselig skal hjem for at gå direkte i seng. Men nu er der ro, og vi nyder en kop aftente.

I dag er der kommet ikke mindre end to faxer til os: En fra Hannes far og mor, der lige havde fået en opringning fra Ringkøbing, som reaktion på vores fax fra i går, og som reaktion på vores dagbog. Og mens vi sad ved poolen, kom der en fax fra pædagogiske onkel Jacob, afsendt fra Lego fredag aften kl. 19.30. Det er hvad man kalder overarbejde. Faxen var en sjov tegneserie, så David og Joffer også kunne forstå faxen. Hvor er det dejlig at høre nyt hjemmefra en gang i mellem, og at få konstateret, at de faxer og e-mails vi har sendt hjem er nået frem.

 

Lørdag den 12. februar – dagene er ens

I dag er det lørdag, men det kunne lige så godt have været mandag eller en anden dag, for dagene virker ret ens. Om det er weekend eller hverdag er et fedt.

I dag var der ingen vrøvl med Joffer, da han skulle have tøj på – han var from som et lam. Det viste sig, at det var fordi han sparede krudtet til morgenmaden. Her blev han nemlig så uregerlig, at måltidet for ham måtte afbrydes i utide. Det er med at være konsekvent: Har man først afgivet en advarsel, må den føres ud i livet, såfremt der ikke lystres. Og det blev der altså ikke. Mens Hanne var på værelset med ham, fik hun slået op i ordbogen, hvordan man siger, at man er sur, og han må have forstået budskabet, for flere gange i løbet af dagen har han igen spurgt, om mor er sur?

Joffer er helt parat til at komme herfra. Til mange af de folk vi møder, fortæller Joffer, at i morgen skal han flyve til Danmark. Så må vi hver gang korrigere, og det husker han så – lige indtil han møder en ny, han kan fortælle, at i morgen…

Margarita kom i morges sammen med en veninde, der sælger smykker. Hanne købte en ring med fire sten. En sten for hver af hendes 3 drenge og hende selv. Efter smykkekøbet fik vi Margarita til at køre os i ”Cinemark” – det store nye shoppingcenter. Dels var der stadig lidt penge på tivolikortet, dels havde vi en film, der skulle fremkaldes, og dels ville vi købe lidt mere børnetøj med hjem. På vej til centret spurgte vi Margarita, om hun havde en fornemmelse af grunden til gårsdagens skyderier. Hun mente, at det måtte have mafiarelationer, for der boede mange mafiafolk i vores rige kvarter. I centeret lykkedes det os at få fyret de sidste penge på tivolikortet af, og lidt til. Det holdt dog hårdt, for man havde flere gange indtryk af, at folkene ikke ville tjene penge. Først ville de ikke lukke op, og ved bådene var kortaflæseren ikke kommet, så selv om selve ”attraktionen” var fuldt køreklar, måtte vi vente længe med to utålmodige drenge. Vi fik købt lidt børnetøj, og i Japan Foto, hvor vi tidligere havde købt videobånd vandt vi i lotteriet: Da vi kom for at hente vore billeder, blev vi genkendt af damen i butikken, og hun kunne fortælle os, at den dag vi første gang købte videobånd hos hende havde forladt butikken uden vores pose. Så vi fik båndene udleveret, og har nu videobånd til mange år. Det var glædeligt, at der også i Colombia er ærlige mennesker. Heldigvis er langt de fleste mennesker her ærlige og hjælpsomme. Til gengæld kan de i denne butik ikke fremkalde billeder. Mens jeg sidder og skriver dette, sidder Hanne ved siden af mig og bander højlydt over den tekniske kvalitet af billederne, som vi fik fremkaldt i dag. På rigtigt mange af billederne er der skåret urimeligt meget af negativerne, og det er ret utilfredsstillende. Men vi når nok desværre ikke at brokke os, inden vi rejser fra Medellin.

Efter turen i centret var lige en tur i poolen ”til en afveksling”. Da vi havde været ved poolen et stykke tid, begyndte det at regne, men det gjorde ikke noget, for det havde ingen indflydelse på temperaturen. Vi kunne sætte os ind under halvtaget, og ungerne legede videre, som om de slet ikke opdagede, at det var begyndt at regne. Vi kan mærke, at vi er helt parate til at komme væk fra Medellin, for ikke en gang poolen er det store hit længere – ikke en gang for børnene.

Da vi gik fra poolen, faldt David i søvn i gyngen – igen. Og som sædvanlig var han eddersur, da Hanne forsøgte at bære ham ind. Efter et par forsøg lykkedes det dog. Imens Hanne var hos David gik jeg med Joffer ud på parkeringspladsen, hvor Aurelio var ved at vaske vinduer. Joffer og Jerome tilbød selvfølgelig straks at hjælpe, og efter et kort stykke tid med vandkamp og et forsøg på at vaske vinduer var de alle tre gennemblødte – Man må sige, at Aurelio virkelig ofrer sig for børnene. Jeg nåede heldigvis at få hevet tøjet af Joffer, inden de gik i gang med deres projekt.

Efter aftensmaden havde vi gang i en rigtig sjov hoppeleg i sengen. Den gik ud på at Hanne og jeg skulle skubbe drengene omkuld igen og igen. Vi var alle fire helt flade af grin, men det lykkedes os alligevel til sidst at stoppe legen, og falde lidt til ro inden Peter Pedal- og sengetid. Joffer gik ud som et lys, men jeg måtte kæmpe længe med David. Det er svært ikke at blive irriteret, men man må tage sig i det, for han kan jo ikke gøre for, at han bare er meget vågen og meget glad.

 

Søndag den 13. februar – sidste dag i Medellin

Det har været en helt igennem dejlig søndag. I modsætning til i går en rolig dag uden konflikter, der er værd at skrive hjem om. Vi havde bestilt solskin her til vores sidste hele dag ved poolen – og det fik vi naturligvis.

Vi sov længe i dag. Da Hanne og jeg vågnede ved kvart over ottetiden måtte vi vække David og Joffer, hvilket er noget usædvanligt. For første gang i et stykke tid havde vi en forholdsvis rolig nat. David smågryntede et par gange, og det var det.

Der er ikke sket det helt vilde i dag, for det meste af dagen har vi været ved poolen. David er nu begyndt at eksperimentere med sin badering, og har fundet ud af, at han kan bruge benene til fremdrift. For ham en rigtig aha-oplevelse. Det ser ud til, at David er mere vild med at få hovedet under vand, end Joffer, men Joffer skal nok komme efter det også.

Sidst på eftermiddagen var vi en tur henne i centret for at sige farvel til motorikbanen, og for at hæve nogle kontanter, så vi kan afregne med Margarita i morgen.

Joffer er helt klar til flyveturen i morgen. Han har stort set ikke snakket om andet hele dagen.

I aften skulle der næsten ingen skrig og skrål til, inden der var ro på David og Kristoffer, så vi fik god tid til at pakke kufferter i ro og mag. Da vi havde pakket satte vi os hen i sofagruppen uden for vores værelse for at drikke en flaske afskedsvin/champagne sammen med hollænderne, der i morgen alle skal med samme fly, som os. Her snakkede vi længe om løst om fast, men især om det utroligt dejlige land, som vi befinder os i. Hvor er det trist at dette skønne land med så mange ressourcer har de store problemer med blandt andet guerillaaktiviteterne.  Ressourcerne er skævt fordelt, hvilket kan give anledning til utilfredshed med det bestående.

 

I Colombias jungle gror 2/3 af verdens kokablade – råstoffet for kokain. Og det er produktionen af kokain, der financierer de guerillaer, der gør oprør mod Colombias regering. Krigen har i årevis gjort livet surt for de fattige i landet, men krigen rækker også langt ud over Colombias egne grænser, idet USA er ved at blive trukket ind i konflikten. Set med amerikanske øjne er guerillaerne marxistiske grupper, der sender kokain til USA med død og ødelæggelse til følge. Det vil amerikanerne ikke acceptere, og derfor sendes der stadig større mængder af våben og militær rådgivning fra USA til Colombia. Borgerkrigen har varet i næsten 40 år, og det ser ud til at guerillaerne, der kontrollerer store dele af landet har ubegrænsede ressourcer til rådighed til at føre krig. I nogle områder – primært i det sydlige Colombia – har den største guerillagruppe, FARC, været i stand til at kontrollere byerne 100%, og her har man sågar nedsat egentlige folkedomstole i stedet for den legale statslige. FARC har nogle helt andre retsnormer, end det officielle Colombia, og det bevirker blandt andet, at man kun i meget lille udstrækning straffer kriminelle med fængselsstraffe. Folkedomstolen er blot et eksempel på, hvordan FARC har oprettet ministater i det officielle Colombia. I maj 1999 tog den colombianske præsident Andrés Pastrana initiativ til en direkte forhandling med primært FARC. FARC fik lov at kontrollere en del af landet mod at holde våbenhvile og mod at ville fortsætte forhandlingerne med Colombias regering. I den guerillakontrollerede del af landet produceres meget store mængder Kokain, og Colombia har da også en kedelig verdensrekord på dette område. I 70’erne og 80’erne var det blandt andet Sovjetunionen, der finansierede de marxistiske guerillaer, men nu finansieres guerillaerne på baggrund af kokainproduktionen. FARC hævder,  at de ikke tager direkte del i kokainproduktionen, men idet der opkræves store revolutionsskatter fra alle erhvervsdrivende i området er kokainbøndernes indtjening en forudsætning for at guerillaerne kan eksistere. Det var paradoksalt nok en styrke for guerillaerne, at kokainkartellerne blandt andet her omkring Medellin i løbet af 90’erne blev stækket. Guerillaerne har nemlig som følge heraf kontrol over narkoproduktionen, og derfor råd til at udstyre sin hær med meget moderne våben. Den colombianske middel- og overklasse mærker også borgerkrigen, idet guerillaerne i vid udstrækning kidnapper folk med henblik på at få løsepenge. Kidnapningsproblemet er med til at give endnu et aspekt af den komplicerede konflikt: De rige er med til at finansiere små højreorienterede selvbestaltede hære, der også skal være med til at bekæmpe guerillaerne. ”Forsvarshærene”, som de kaldes, er en følge af magtesløshed. Mange, der har oplevet kidnapning, føler at hæren ikke griber ind, og det gør, at man griber til selvtægt.

Da kombinationen mellem marxisme og narkohandel ikke lige netop falder i USA’s smag, har det ikke været svært for den colombianske regering at overtale USA til at hjælpe. Amerikanske officerer træner nu store del af den  colombianske hær. Officielt for at bekæmpe narkokriminalitet, men i virkeligheden trænes specialstyrkerne i guerillabekæmpelse i junglen. Der forberedes en regulær krig, og støtten fra USA omfatter derfor også materiel, blandt andet en større styrke kamphelikoptere. Når amerikanerne tøver med at gribe ind skyldes det, at guerillaerne er på hjemmebane, og erfaringen fra tidligere lignende tilsyneladende forholdsvis små militære operationer viser, at de meget nemt accelererer til store og omfattende krige. Vietnamkrigen og de militære operationer i El Salvador er eksempler herpå. Guerillaerne hævder da også, at USA vil møde endnu større modstand end i Vietnamkrigen. Et er sikkert: Der bliver ikke sikkert at færdes i Colombia, før den meget komplicerede konflikt er løst. Vi er i et fantastisk dejligt land, og vi har ikke mærket noget til den ”tikkende bombe”, der ligger under landet. Men vi håber meget, at vi en dag får mulighed for at vise vore drenge noget af deres dejlige fødeland, hvor vi kun har haft positive oplevelser.

 

Mandag den 14. februar – rejsedag

Hvis der ikke var så meget at skrive om i går er der det til gengæld i dag, for der er sket rigtigt meget i dag. Det er nok også grunden til, at jeg er forvist til at skrive dagbog på toilettet på vores meget lille værelse her på Las Palmas i Bogota, mens Hanne kæmper en brav kamp for at få Joffer til at sove. Selv om den er ni, er der endnu ikke optræk til, at han falder i søvn. Jeg har netop forladt David. Også han kæmpede hårdt for at holde de små øjne åbne, inden han endelig måtte overgive sig.

For en gangs skyld havde vi vækkeuret slået til i morges,  ”allerede” til klokken 7.30, for Nora kom klokken ni i morges for at give os alle vores officielle papirer. Det var et dejligt møde med Nora og med Margarita som tolk. Hun gennemgik alt hvad vi fik. Både papirerne til vore egne og drengenes arkiver, og det der skulle afleveres til AC her i Bogota, det til konsulatet, og det som vi skal aflevere i lufthavnen, inden udrejse fra Colombia. Som sædvanlig fik vi en så præcis orientering, at det ikke ligefrem væltede frem med spørgsmål til Nora. Dels gennemgik hun centenciaen, dels de nye fødselsregistreringspapier med drengenes nye navne og dels de forskellige papirer, der alle har notarens stempel. Vi har kopier af det hele, mens alle originaler er opbevaret hos de forskellige instanser her i Colombia.

Det der blandt andet er så godt ved at have Nora som advokat er, at hun ikke bare er ”paragrafrytter”. Hun gør meget ud af den menneskelige side af sagen, og det har været en stor fornøjelse at have Nora som advokat. Da mødet var slut overrakte vi gaver til Nora, og hun blev ligesom Margarita meget glad for både dug og platte.

Mens mødet, der varede ca. en time, stod på, havde vi receptionsdamen til at kigge efter Joffer og David. Det gik helt fint, bortset fra at Joffer ikke kunne vente med at gå i poolen, til vi var færdige, så der var lige et sæt tøj og et par sandaler, der måtte soltøres.

Da mødet endelig var færdigt var det den direkte vej til swimmingpoolen, for igen i dag har solen brændt fra en skyfri himmel. Det var fint lige at få brugt det sidste krudt – for Hanne og jeg, men især for David og Joffer. Det blev dog også til meget snak ved poolen for Margarita var der meget af tiden. Blandt andet gav hun sig tid til at snakke med især Joffer om vore billeder hjemmefra, hvilket var rigtigt godt. Margarita må have været glad for at have os her, for hun forærede os en stor bog om Colombia på engelsk. En meget flot bog, som vi og senere drengene helt sikkert vil få meget stor glæde af. Det var så flot, at vi blev lidt forlegne. Det var meningen, at vi skulle have haft et eksemplar med hjem til Annie og Heine også, men i boghandelen havde de kun et eksemplar, så de må vente til en senere lejlighed.

Mens vi var ved poolen fik vi afregnet med Margarita for hendes hjælp ved oversættelse, udflugter, indkøbsture og transport. Vi betalte Margarita 12 US$ i timen – i alt 376 dollars, hvilket svarer til omkring 3000 kroner. Det er præcis, hvad vi har budgetteret med. Det er meget billigt, da hun helt sikkert har brugt mange flere timer sammen med os. Margarita har virkelig været til meget stor hjælp for os.

Det var meningen, at vi skulle forlade hotellet kl. 14.30, men vi kørte en time før, for så kunne vi køre en omvej og se lidt mere af det smukke land. Vi kørte op forbi Margaritas hus, for at fortsætte til en lille by, der hedder  San Antonio. Her gik vi en lille tur på torvet, og var også lige en lille tur inde i byens lille kirke, der var bygget, mens spaniolerne stadig regerede i Colombia. Det var en smuk lille by, og det var dejligt at opleve lidt colombiansk kultur.

Hele vejen til lufthavnen sagde Joffer og David ”Adios Colombia” og fik vinket farvel til rigtigt mange tilfældige mennesker. Vi snakkede lidt med Joffer om hans nye navn, og efterfølgende har han sagt Kristoffer mange gange. Han accepterer, at han skal have et nyt navn, og fra nu af vil vi begynde at kalde ham for Kristoffer – således også her i dagbogen. David nåede som sædvanlig at få sig en ordentlig skraver. I dag var det med kiks ud over det hele: Tøj, ansigt, hår og ikke mindst bilens bagsæde.

Vi ankom til lufthavnen i meget god tid, og kunne tjekke ind, inden der blev kø til vores maskine. Som sædvanlig var der dømt zoologisk have, men vi følte heller ikke denne gang, at det var et problem for os. Men som sædvanlig undskyldte Margarita meget på de mange gloende menneskers vegne. På sin egen måde er det rart nok, at folk er positivt interesserede i adoptionen. Medellins lufthavn er meget flot, og lufthavnen er bygget som en mindre kopi af Charles de Gaulle lufthavnen i Paris. Vi gik lidt omkring og fik hældt vores medbragte brikjuice i børnene.

 

(Klokken er nu 22.30, og jeg er tilbage igen – klokken 21.30 var der endnu ikke ro på Kristoffer, og vi foretog derfor et vagtskifte. Efter et kvarter sov Kristoffer endelig; det var nok fordi farmand kom til – eller også var det blot forandringen – efterfølgende læste vi lige alle vores mails. Las Palmas har en computer med adgang til internettet, der mod en lille sum kan benyttes af gæsterne. Der var ca. 25 ulæste, og det  var så dejligt at høre nyt hjemmefra, og få så megen god respons på vores dagbog. I morgen sender vi et fælles svar til alle).

 

Tilbage til lufthavnen. Det var ikke uden tårer at vi inden vi gik til gaten sagde farvel til Margarita. Hun har været til fantastisk hjælp for os, og at sige farvel til hende var som at få kappet sin livline (en fugleunge der hopper ud af reden første gang, for at se om vingerne kan bære). Da vi stod inde ved gate nummer 9 startede et kvarters mareridt, der føltes som timer. Da Kristoffer så den store flyver begyndte han at græde hjerteskærende, og David solidaritetsgræd. Et kort sekund kunne vi ikke forstå, hvad der var galt. Var han bange, eller var det måske fordi vi havde sagt farvel til Margarita? Næ nej – det var en helt anden og mere drenget grund: Han var simpelthen stiktosset over at måtte vente endnu et stykke tid, inden vi kunne gå ombord – så tæt på, og så må man ikke - det var bare for surt for ham. Vi fik en sidste gang Margarita på banen. Efter lang tids forhandling med sikkerhedsfolkene fik hun lov til at komme ind til os, og hun reddede som så ofte før situationen med en slikkepind. Hun burde simpelthen have Nobelprisen!

Endelig kunne vi gå ombord, og i hele den forreste del af maskinen var der børn med nye forældre. David og Kristoffer var nu mere rolige – nærmest lidt spændte. Da vi, efter en alt for lang tur ud til startbanen med lidt slåskamp med Kristoffer om hvorvidt man skulle have sikkerhedssele på eller ej, endelig gik i luften, var det lutter idyl. Begge drenge nød den flotte men alt for korte flyvetur på en halv time i fulde drag. Da vi ankom til Bogota var det tid til endnu et mareridt: Da der var tid til at vi skulle lande og sikkerhedsselen endnu engang skulle spændes gik David helt amok, for det ville han absolut ikke. Med skrig og skrål og tyssen på ham i de ti minutter indflyvningen tog faldt han lidt til ro. Endnu et problem var at turen var alt for kort, og både David og Kristoffer insisterede yderst højlydt på at vi straks skulle tage en anden flyver, for det at flyve var altså bare sjovt! Sjovt er det til gengæld ikke at vente på bagagen, og først da bagagebåndet begyndte at køre var det igen lidt interessant. Mens vi ventede på bagagen var det tid for afsked med hollænderne. Vi var nogle af de første der fik bagagen, men på trods af dette var vi de sidste der forlod afgangshallen. Det er nemlig sin sag at transportere sig med 27 kufferter og to børn, der bevæger sig lige så meget som et helt gymnastikhold.

Uden for ventede en sød pige, der var sendt af AC, til os. Hun skulle køre os til Las Palmas. Hun kørte i en gammel mazda 323, og det var sin sag at få plads til vores bagage og to børn, men det gik efter lidt ommøblering. Turen gennem Bogota var noget anderledes end da vi var her sidst, for vi oplevede nu Bogota som en stor kontrast til Medellin. Her er mere beskidt, flere og ældre biler, og det hele er slet ikke så flot og velholdt som i Medellin. Da vi ankom til Las Palmas blev vi modtaget af to danske par og to norske. Ingen af de par, der var her, inden vi tog afsted, var her længere. Det vil nu sige, at Hanne fra Brande stadig er her i Colombia. Hun er en tur i Caribien, og der bliver hun til på lørdag. Hun har fået stillet i udsigt at skulle være her i omkring 10 uger, så det er ikke så spændende for hende med to små børn og mand derhjemme.

Selv om det var efter spisetid, fik vi kørt lidt aftensmad i stilling: Flæskesteg med kartofter og rødkål! Ikke helt ”som hvor mor laver det”, men dog OK.

Efter aftensmaden fik Kristoffer og David lige lov til at stifte bekendtskab med de legoklodser, som hører til huset – Kristoffer fangede hurtigt meningen med klodserne, men det var ikke så nemt at se, om de rent faktisk har prøvet at lege med legoklodser før. Måske, måske ikke – i hvert fald så vi legoklodser i butikkerne i Medellin. Herefter var det sengetid, og resten har jeg vist allerede beskrevet…

 

Tirsdag den 15. februar – optur og nedtur

Inden vi gik i seng gjorde vi en ganske forfærdelig opdagelse: Vi havde glemt vores vækkeur i Medellin, og endnu være: Hanne mangler kun få sider i ”Klinkevalstrilogien”, men den ligger altså også i Medellin, så nu må en eller anden tilfældig colombianer læse den færdig i stedet.

Idet vi for først gang i lang tid har faste spisetider, og morgenmaden her på Las Palmas serveres klokken otte, ville det have været helt fint med et vækkeur. Vi klarede os dog fint uden, for bystøjen udenfor vækkede os klokken syv.

Allerede på vej til morgenbordet havde Kristoffer sin første ”tur”. Da han så alle de mange mennesker, tændte han fuldstændig af, og blev helt på tværs. Vi fik ham dog til at sætte sig ved morgenbordet, men han spiste stort set ingen ting. Han kan tilsyneladende ikke klare den store forandring og de mange mennesker, så det er godt, at vi snart skal hjem til fred og ro. Efter et morgenmåltid, der var noget bedre end på hotellet i Medellin, var vi klar til at gå i haven. Det er som om alt er skrumpet ind i forhold til Medellin. Haven er mindre, men også rutchebanen og gyngerne er i miniatureformat. Ja selv Davids bold er blevet mindre. Men det skyldes nu mere, at den lige skulle en tur omkring rosenbedet (der også er i miniformat – men tornene er store nok). Vi vidste fra morgenen ikke helt, hvordan proceduren for os her i Bogota ville blive, så vi var lidt spændte på, at vi skulle blive kontaktet af AC’s kontor her i Bogota. Vi havde tålmodighed til at lege i haven helt til klokken halv ti, men så var det også slut. Vi ringede til kontoret, og fik at vide, at pigen,  der i går hentede os i lufthavnen (Lilliana) ville komme i løbet af en time for at hente vores pas. Hun dukkede da også op, og hun havde super nyheder med til os: Vores sag ville blive afsluttet allerede i dag, for det eneste der skulle ske, var at hun skulle på det danske konsulat for at få opholdstilladelse til drengene og om eftermiddagen skulle vi på ICBF’s kontor for at hente et brev, hvoraf det fremgik, at ICBF tillod, at børnene blev taget med ud af Colombia. Det ville sige, at det nu var helt sikkert, at vi kunne rejse hjem på torsdag. Ja, sågar i morgen, men Avianca flyver desværre kun til Frankfurt tirsdag, torsdag og lørdag. Det er selvfølgelig rart, at det er så nemt, men på den anden side var vi lidt irriterede over at vi tidligere havde fået at vide, at vi skulle bruge minimum tre dage i Bogota. Havde vi vidst, at det kunne klares på en dag, ville vi allerede have været hjemme nu, for vi havde faktisk mulighed for at forlade Medellin allerede sidste onsdag, for næsten en uge siden. Men selvfølgelig fyldte det mest, at sagen nu endelig kunne afsluttes.

Da vi havde afleveret vores pas til Lilliana, trængte vi til at komme ud fra Las Palmas, for her er i forhold til hotellet i Medellin ikke rart at være. Der bor inklusive os selv syv familier fra henholdsvis Danmark, Norge og Spanien – alt i alt 27 mennesker, så her er trangt, og det føles som at bo på en banegård. Vi puttede Kristoffer i en lånt klapvogn (vores egen trehjulede donerede vi til hotellet i Medellin) og David i rygsækken og begav os på vej til indkøbscentret ”Unicentro”. Som om vi ikke havde set butikker nok - men det gjorde vi altså. Der er ca. tre kilometer derhen, så det blev til en rask travetur. Vi gik langs en meget trafikeret vej, og vi kunne straks mærke den voldsomme forurening. Det sviger i øjne og hals, og man får hovedpine og kvalme – vi er bare ikke til storbyer, så stakkels de, der skal være her i mange uger. Vi synes at et par dage er slemt nok. Vi kom ned til centret i god behold, vadede rundt i en halv times tid, købte en stak bleer, og vadede hjem igen – lige præcis tidsnok til at nå frokosten på Las Palmas. Her er vi nemlig på fuld pension, hvilket vil sige morgenmad og to varme måltider (hvor kunne det være rart med en rigtig dansk frokost). Efter frokost var vi igen i haven, og mens vi læste lidt og børnene legede med nogle af de andre børn dukkede AC’s leder her i Bogota, Helena de Boelke op for at snakke med os.

Hun kunne fortælle os, at brevet, som vi skulle have med fra ICBF, endnu ikke var kommet frem fra Medellin, på trods af det havde været fem dage undervejs. Hun virkede lidt irriteret over at man fra ICBF i Medellin ikke havde sendt brevet ekspres, for så kunne det have været her i løbet af et døgn. Men det gør man altså ikke, på trods af at det kun koster otte kroner ekstra. Vi bliver nødt til at vente her til brevet er kommet frem, og er det ikke det inden torsdag må vi udsætte vores hjemrejse. Sikke en nedtur!

I formiddags var det altså Lilliana, der ikke var ordentligt informeret, og derfor havde givet os indtryk af at det hele ville blive afsluttet i dag. Pludselig var det godt, at vi ikke var rejst fra Medellin på et tidligere tidspunkt, for så ville vi allerede have været her i Bogota i en lille uge, hvilket er en ganske ulidelig tanke, når man er en jysk bonderøv. Med andre ord er vores ”gamle” oplysninger om at skulle være i Bogota i nogle dage korrekte. Vi synes dog at det er et ganske unødvendigt spændingsmoment, og håber meget på hjemrejse på torsdag. Helena presser ICBF ved at sige, at vores rejse er booket til på torsdag, så nu kan vi bare krydse fingre. Vi er stadig optimister.

Her i Bogota er det noget køligere end i Medellin, men stadig som dansk sommer. Sidst på eftermiddagen fik vi dog bevis for at vi stadig er i troperne, for vi fik et gigantisk regnskyl med indlagt tordenvejr. Vores drenge, der givetvis er vant til tordenvejr, synes bare det var sjovt, men nogle af de andre børn begyndte at græde. Der kom dog hurtigt ro på igen, og legen kunne fortsætte.

Under aftensmåltidet gav Hanne udtryk for at hun ikke var særligt sulten og faktisk lidt dårlig. Vi tænkte ikke videre over det indtil vi kom ind på værelset. Så fik hun dårlig mave, og måtte simpelthen ned at ligge vandret. Det gjorde, at vi allerede nu måtte prøve noget, som vi ikke havde forventet skulle afprøves før vi er kommet hjem: Nemlig at David og Kristoffer kun puttes af en af os. Jeg skubbede de to senge så tæt sammen, som muligt (David sover i babyseng, og må ligge diagonalt for at kunne være der), og gjorde mit yderste for at opfylde begges puttebehov på en gang. Det lykkedes efter en noget sej kamp at få ro, og både David og Kristoffer sover sødeligt. Mens jeg forsøgte at få dem til ro, måtte Hanne lige en tur ud for at snakke i den store hvide telefon, ude på badeværelset. Vi kan kun komme i tanke om en grund til at Hanne skulle være blevet dårlig: Vores motionsgåtur ude i den voldsomme forurening. Det kan ikke skyldes noget dårligt mad, for vi har ikke spist andet end det vi har fået serveret her på Las Palmas, og ingen andre er dårlige. Selv føler jeg mig møgbeskidt indeni med lidt hovedpine, en let kvalme og ”syre” i øjnene. Mon ikke Hanne er frisk igen efter en god nats søvn? Det håber jeg for hende.

Nu vil jeg gå ind for at se til hende. Derefter vil jeg gå på internettet for at sende vores dagbog hjem til mailgruppen.

 

Onsdag den 16. februar – enlig far

Hanne havde en hård nat som følge af den dårlige mave, og var absolut ikke klar til andet end at ligge vandret det meste af dagen i dag. Derfor har jeg det meste af dagen været i rollen som enlig far. En situation, der jo selvfølgelig ville komme før eller siden, men det var ikke lige planen, at det skulle være allerede mens vi stadig er i Colombia.

På trods af den lidt dårlige nat, vågnede vi tidligt i dag. Allerede klokken seks var det for Kristoffers vedkommende slut med at sove, og vi andre måtte følge trop. Derfor var vi klar til dagens strabadser allerede ved syvtiden. Så er det et problem, at morgenmaden først serveres klokken otte. Vi er ikke vandt til faste spisetider, så det var ikke så nemt at forklare, at vi altså lige skulle lege lidt inden. Til alt held var der sat cornflakes og mælk frem, så vi tyvstartede allerede ved halv ottetiden. Jeg kunne mærke, at det var godt af flere grunde: Jeg slap for at høre på sultne børns klagen, og endnu bedre var det, at vi var alene, for det gav en helt anderledes ro om morgenmåltidet. Da det officielle morgenbord startede var David og Kristoffer for længst i gang med at lege.

Der var i det hele taget en anderledes ro på i dag, end der var i går. Både David og Kristoffer har tilsyneladende indstillet sig på, at forholdene er så forskellige i forhold til Medellin.

Da jeg lige havde været inde for at aflevere et enkelt stykke ristet brød til patienten, og selv var i gang med at spise, blev jeg ringet op af Helena. Hun kunne fortælle, at papiret fra Medellin først var afsendt i går. Det lyder jo ikke umiddelbart så positivt, men hun kunne samtidig fortælle, at vi, uanset om papiret når frem inden i morgen eller ej, kan rejse hjem i morgen. Hvis brevet ikke når frem i tide, vil det i stedet blive eftersendt. Det er nogle gange lidt komisk som tingene kan ændre sig. I går var det ikke muligt at rejse hjem uden dokumentet, men nu kan vi pludselig alligevel. Men mon ikke det skyldes at vi er i Sydamerika, og ikke i Danmark? Dokument eller ej: Vi er selvfølgelig glade for endelig at kunne tage vores to drenge med hjem.

Efter et par timers leg, skulle vi have lidt luftforandring, så familiens tre drenge gik en tur rundt om blokken, og over til den nærmeste legeplads for lige at slå lidt tid ihjel, mens Hanne fik sig en formiddagslur. Med det samme kunne jeg mærke forureningen, præcis som i går. Bogota er efter sigende blandt verdens 10 mest forurenede byer. Jeg er tilbøjelig til at tro at der er sandt.

Dagens helt store projekt var af de mere specielle: I går (hvorfor mon først i går?) blev vi gjort opmærksomme på, at man hvis man bor i troperne sandsynligvis har en eller flere forskellige parasitter i maven, der blandt andet er medvirkende til at mange små børn har oppustede maver (ca. 90% af colombianerne har disse parasitter i sig). For at finde ud af, om vores drenge  eventuelt har nogle af disse parasitter, skulle hver af drengene aflevere en afføringsprøve, som skulle undersøges. Det var ikke så svært at få Kristoffer til at forstå, at det var nødvendigt med en lille ”popo”. Han sked lydigt, og jeg kunne udstyret med plastikposer ud over det hele samle herligheden op for at sende den til undersøgelse. Eftersom det vil være smart, at vi har resultatet fra begge inden vi rejser hjem var det helt nødvendigt, at få David til at klare det der nu skulle klares. Men det der med at skide på kommando var altså ikke lige David. Jeg brugte alle metoder lige fra trussel om alverdens ulykker til at lokke med den lækreste slikkepind. Lige meget hjalp det. Der kom ikke så meget som en lille prut, så damen, der skulle foretage undersøgelsen måtte tage af sted udelukkende med Kristoffers bidrag.

Efter frokost var der endnu ikke gevinst. Hanne trængte stadigvæk til ro, så resten af familien tog på endnu en lille udflugt. Vi snuppede en taxa hen til unicentro. Tre kilometer: 12 kroner – det kunne der godt blive råd til. Her fik jeg fremkaldt en film, og alle centerets legetøjsbiler blev afprøvet. Hver gang turen var slut var der en kamp for at få drengene med videre. David er for lille til at forstå konsekvensen af at man siger ”adios David – nu går vi”, så det gjaldt om at få David ud af bilen, for så efterfølgende at sige ”adios Kristoffer”. Så var familien i løbet af ganske få sekunder samlet.

Efter en times tid i centeret havde faren fået nok, og vi brugte yderligere 12 kroner på at komme tilbage til Las Palmas.

Resten af eftermiddagen var stille og rolig, men desværre stadig ingen ”popo” fra David. Det begyndte at blive kritisk.

Sidst på eftermiddagen kom resultatet på Kristoffers prøve: Der er to slags parasitter, der skal behandles. Adriana, der var Las Palmas’ meget hjælpsomme receptionist, ringede derfor straks til det nærmeste apotek, der i løbet af kort tid leverede den nødvendige medicin. Medicinen ankom på det absolut mest ubelejligede tidspunkt: Enlig far med to drenge, ris ud over det hele, og trafik som på Fredericia Banegård. Så var det godt, at Hanne var frisk nok til at tage imod og betale.

Hanne er i det hele taget i bedring, der gled en portion aftensmad ned, og ved aftenstide var det også slut med at ligge på langs.

En halv times tid efter aftensmaden, mens drengene legede og vi var godt i gang med at pakke til i morgen, kom dagens højdepunkt: David bekendtgjorde, at nu skulle han altså ”popo” – bestikkelse eller ej. Og resultatet var perfekt. Jeg kunne endnu en gang stikke nallerne i kummen for herefter at beundre resultatet. Adriana og jeg blev enige om, at nu måtte vi vist hellere holde et ”shitparty”, for der var virkelig noget at fejre. Nu kan vi så bare afvente resultatet i morgen, og bedst af alt: Vi når at få den nødvendige medicin med hjem, og kan påbegynde behandlingen straks vi kommer hjem.

Dagens opgave var løst, og vi kunne kalde til køjs. Som sædvanlig ikke uden protester, men der blev dog hen ad ni ro på begge. Hanne var så frisk, at hun kunne tage sig af Krsitoffer, mens jeg tvangsputtede David. Det er en underlig tanke, at næste gang, vi putter børnene, er det hjemme på Kirstinelund.

Da der endelig var ro, pakkede vi færdig, og efterfølgende sad vi et stykke tid på terrassen for at hyggesludre med et af de danske par.

Derfor er det nu ret sent, inden jeg skriver. Jeg havde egentligt planlagt at sende mail hjem, men jeg har lige i dette sekund besluttet at vente til i morgen. Det er nemlig ”hyw fyrawten”.

 

Torsdag den 17. februar – hjemrejse

I skrivende stund – lørdag klokken 22.30 er vi hjemme igen, og det er helt utroligt dejligt. Bag mig kører dummeren. Der er ”Dansk melodigrandprix”, og vinderne, "Brødrene Olsen" er lige blevet kåret. Det interesserer mig ikke det fjerneste, men fjernsynet kører alligevel – det er mest for at få lidt ude fra den ”store” danske verden. Nu hører jeg et skrig inde fra værelset, så jeg går lige et øjeblik…

… så er jeg tilbage igen. Det gik utroligt nemt med at få David til at sove. Men Hanne kæmper en hård kamp med Kristoffer, og han har råbt og skreget helt vildt – utroligt at David sover fra det, men det gør han tilsyneladende. Det lyder fuldstændig skørt, men Hanne bad mig lige finde nogle hørepropper, inden jeg gik, så det fik hun. Kristoffer kan skrige med en styrke, der er langt over arbejdstilsynets tilladte grænse. Det er selvfølgelig tidsforskellen, der gør, at han ikke kan sove. Den er jo kun 14.30 i Colombia lige nu.

Nu vil jeg forsøge at kigge tilbage på de sidste par døgn.

 

Inden vi gik i seng onsdag aften regnede vi lidt på, hvor mange pesos vi manglede for at kunne betale for opholdet på Las Palmas, og hvor meget vi skulle bruge yderligere. Derfor gik jeg torsdag morgen til den nærmeste pengeautomat, der kun lå tre minutters gang væk, for at slide lidt på masterkortet. Da jeg kom tilbage igen var der indtruffet et utroligt held for os, der gjorde, at den planlagte e-mail til Danmark aldrig blev afsendt. Det er ikke alt blodet, der var heldigt. Heller ikke den temmelig dybe flænge i læben. Men tidspunktet og det at vi nu endelig havde fået et spændende programpunkt til vores sidste formiddag i Colombia: En tur på hospitalet. Men jeg tør slet ikke tænke på, at det var sket fem minutter før vi skulle have kørt til lufthavnen. Jo, tidspunktet var sandelig heldige!

 

Og hvad ævler jeg så om? I en mindre konflikt med Hanne løb Kristoffer direkte ind i hotellets billardbord, og fik en temmelig dyb flænge på 1,5 centimeters længde i sin overlæbe. Han var tilsyneladende ikke helt så hård som bordet! Da jeg kom tilbage fra banken sad Hanne på vores seng med en ret stille, men fattet dreng. Hun bad mig straks gøre et eller andet for at få fat i en læge. Jeg ringede til AC’s kontor, og et kvarter senere kom Lilliana i en taxa for at køre os til et privathospital. Mens vi ventede på taxaen kom en af de andre danskere, Anette ind til os. Vi fandt ud af, at Anette er læge, og hun bekræftede, at det var det rigtige at få flængen syet. Efter ankomsten til klinikken, der lå lige overfor Unicentro ventede Hanne og David i venteværelset, mens tog jeg Kristoffer med ind til lægen, der først kiggede på flængen et kort sekund, hvorefter Kristoffer fik den helt store helbredsundersundersøgelse. Underligt, tænkte jeg, han skal jo bare lige have et par sting. Jeg fik dog efter et stykke tid en forklaring: Man havde tilkaldt en plastikkirurg, der skulle ”operere” såret, så der ikke kommer ar af betydning. Kristoffer græd ikke på noget tidspunkt, og synes bare det var spændende at blive  undersøgt for bagefter at kunne undersøge alle de spændende remedier i rummet. Jeg var noget nervøs for alt det dyre grej, men det holdt heldigvis til Kristoffers ”kærlige” behandling. Efter et stykke tid kunne jeg høre, at David skreg ude i det helt bare venteværelse. Jeg gik derud, og Hanne og jeg afløste hinanden. Lilliana havde fået besked på, at kirurgen ville komme ved 11.30 tiden. Lilliana sagde til dem, at det var for sent, da vi skulle flyve kl. 12.00. De fandt herefter en anden kirurg, som var ved at operere i øjeblikket, men som snart ville blive færdig. Der gik noget tid inden plastikkirurgen ankom så jeg tog David med over i unicentro, hvor vi lige ”nød” en kop jordbærmælk. Da jeg efter en lille times tid kom tilbage, var Kristoffer kommet på operationsstuen. Mens vi sammen med Lilliana ventede udenfor (ingen af os måtte desværre være inde på operationsstuen sammen med ham) syede kirurgen under lokalbedøvelse såret sammen med syv(!) små fine sting. Det er lavet rigtigt flot, og vi tror ikke, der kommer ar af betydning. Mens vi ventede ringede vi lige til Adriana på Las Palmas. Mens vi i morges ventede på taxaen, fik vi nemlig resultatet af David ”lorteprøve” fra i går. Han har som ventet nøjagtigt de samme parasitter i maven som Kristoffer. Vi havde på fornemmelsen, at tiden ville blive lidt presset, så vi fik Adriana til at få fat i medicinen, så det var klar til os, når vi var tilbage igen. Efter en halv time på operationsbordet var Kristoffer klar igen. Som ”souvenir” fik han den flotte grønne operationshat, som han havde haft på mens han blev lappet sammen. Vi fik at vide, at han havde været meget sej, og ikke sagt et kny, mens det hele foregik – og det på trods af at der kun var fremmede mennesker omkring ham, mens det hele foregik.

Efter at have betalt regningen på 800.000 pesos (3.200 kroner – hurra for forsikringen og vores mastercard) skulle vi lige omkring apoteket for at købe smertestillende medicin og antibiotika. Vi måtte også lige købe en sodavandsis til hver af drengene. Det skulle vi for at få hævelsen til at forsvinde. En dejlig kur, men ret fedtet. Især når man har travlt for at nå en flyver.

Klokken tyve minutter i tolv var vi tilbage på Las Palmas. Vi fik skiftet tøj alle fire, klasket kufferterne i, afregnet og sagt farvel til alle på under en halv time, og med kun ti minutters forsinkelse var vi på vej til lufthavnen. Der var ikke så meget trafik, så det tog kun omkring en halv time at køre derud.

Da vi ankom, fandt vi ud af, at vi ikke havde penge nok. Vi havde nemlig glemt, at vi skulle betale lufthavnsskat. Mens Hanne og Frederico fandt en lufthavnsbank, holdt jeg sammen på bagage og lopperne David og Kristoffer. Jeg havde lidt hjælp af en lille bitte mand, der havde slæbt på vores bagage, så det gik helt fint. Da vi havde betalt lufthavnsskat, fik vi checket ind. David og Kristoffer ”filmede” som sædvanlig med personalet. Vi var lidt sent på den, så vi kunne ikke få pladser sammen alle fire. Det fik vi os dog byttet til, da vi kom ombord.

Så var det blevet frokosttid. Vi sagde farvel til Frederico, og bestilte en gang spagetti Bolognese til os alle fire. Huha, hvor var det godt, at David og Kristoffer endnu ikke var i det tøj, som de skulle have på ved ankomsten til Danmark. Mens vi spiste kom Frederico tilbage igen – denne gang sammen med sin mor, som han skulle følge til et fly til New York.

Herefter var det vel nok mest spændende tidspunkt i vores proces kommet: Turen gennem immigrationen. Der var ingen problemer: Manden bag skranken smilede, snuppede de papirer, han skulle have, og fik sat de nødvendige stempler. Nu var vi på vej ud af Colombia med vores børn.

Efter et meget grundigt sikkerhedstjek der også indebar kropsvisitation, kom vi ud til gaten. Her fandt vi ud af at flyet – som ventet – var forsinket med en lille time. Vi fik tiden til at gå med at holde David og Kristoffer ude fra alle de steder, man absolut ikke måtte være. Vi forsøgte også at ringe til Margarita i Medellin. Desværre uden held.

Endelig blev vi kaldt ombord. Vi kom ombord som nogle af de første, på grund af at vi havde børn med. Det havde indtil nu været en hård dag, så David og Kristoffer forlod begge deres fædreland sovende. Først da vi efter halvanden times flyvning landede i Caracas i Venezuela, vågnede de igen. Her så ud til at være lækkert, og den fugtige varme slog da også i hovedet på os, da dørene blev lukket op. Efter tre kvarters venten var vi på vingerne igen. Her fik vi vores aftensmad, og oplevede, at Avianca foreløbigt ikke er til ret meget mere end et 8-tal i karakter. Alle børn fik børnemenu, bare ikke vores. Hvorfor vores børn skulle snydes, fik vi aldrig at vide. David spiste kun chokoladen, hvorimod Kristoffer spiste alt, undtagen de kogte agurker (det gjorde hans far og mor heller ikke). Efter Aftensmaden underholdt børnene de øvrige passagerer. Især en flink tysk mand bag os og et ældre tjekkisk ægtepar ved siden af fik meget for pengene. De to drenge har qua deres gode humør og charmerende udseende ikke svært ved at få folk til at falde for dem.

Da vi proklamerede sovetid, gik lyset, som var det på bestilling, ud for det var blevet filmtid. Jeg så for første gang på en flyvetur intet, kun at det var en eller anden film med Kevin Costner. Kevin Costner har åbenbart en aftale om, at han skal være med i alle de film, der vises på Aviancas oversøiske fly. David sov først, og blev lagt ned på gulvet. Efter laaaaaaang tid lykkedes det også at få Kristoffer til at sove. Han vågnede dog igen, da vi forsøgte at lægge ham ned under sædet, hvor han kunne ligge udstrakt, og vi blev nødt til at lade ham ligge på sædet i en radbrækket stilling. Siden kravlede han dog selv derned.

Vi forsøgte at sove en smule, og det lykkedes da også at få et par timers søvn.

 

Fredag den 18. februar – endelig hjemme

Efter få timers søvn blev vi vækket. Klokken var kun to om natten i Colombia, men i Europa var den otte, og vi skulle have vores morgenmad. Vi lod David og Kristoffer sove, og hamstrede i stedet deres morgenmad ned i et par plastikposer. Vi ville lade dem sove, endnu de par timer det ville tage til Frankfurt.

Vi kunne følge turen på skærmen, og alt så ud til at forløbe perfekt. Vi fløj direkte hen over Paris, direkte mod Frankfurt. Umiddelbart på den anden side af Paris kunne vi se på skærmen at vi drejede 180 grader. Jeg tænkte, at vi nok bare skulle dreje en omgang på grund af kø ved indflyvningen til den meget trafikerede lufthavn i Frankfurt. Men jeg skulle blive klogere. Kaptajnen sagde, at vi desværre måtte lande i Charles de Gaulle lufthavnen i Paris, for lufthavnen i Frankfurt var midlertidigt lukket på grund af sne. Mens vi ventede i Paris skete der det mærkelige, at der pludselig kom ca. 50 passagerer ombord. En af de øvrige passagerer mente, at man havde mellemlandet for at kunne få de ekstra passagerer med. Mistanken blev bekræftet senere, da vi fik at vide, at Frankfurt ikke på noget tidspunkt havde været lukket. Passer det, er karakteren lige faldet til 03. Det lyder dog til at være lidt langt ude, men jeg tror dog nok, at vi vælger at betale lidt mere for et andet luftfartsselskab en anden gang. Vi ventede i maskinen i to meget lange timer inden vi kunne fortsætte mod Frankfurt. Det begyndte at blive lidt snært i forhold til Billundflyveren, og vi blev en anelse nervøse. Da vi landede omkring klokken 14.00, så vi, at Mærsk-flyveren stadig var der. Fedt, sagde vi til hinanden, vi når det vist lige. Men nej. Det blev meddelt, at vi måtte vente i 15 minutter for vores gate var ikke ledig. Og væk var flyet til Billund…

Da vi endelig kunne forlade flyet startede et par timer i ”helvede”. Vi kunne straks se, at Billund-flyet var taget af skærmen, og vores humør faldt en anelse. Hvad så?

Da vi endelig fandt ned i hal B i terminal 1, fandt vi for det første en telefon. Vi vidste, at der måtte stå mange mennesker i Billund for at vente på os. Vi havde ikke lige nummeret på Billund lufthavn, så vi ringede til Viborg Rejsebureau, der så ringede videre til Billund for at give besked. Herefter måtte vi se at finde ud af at komme hjem. Der var ikke en sjæl ved Mærsk Airs skranke, så gode råd var dyre. Vi fik at vide at Lufthansa var Mærsk Airs agent, så Hanne stillede sig med to trætte, sultne og skrigende unger, som hun ikke kunne forklare, hvad der skulle ske, på en bagagevogn i den meget meget lange kø til lufthansas billetskranke, mens jeg forsøgte andre udveje.  Først gik jeg i informationen for at finde ud af, hvor Avianca holdt til, for vi mente at det var deres problem at få os hjem. Da jeg havde fået det at vide gik jeg derhen, blot for at finde en ganske tom skranke. Jeg gik lidt modløs tilbage til Hanne og børnene, for der var vist kun et at gøre: Vente de par timer i køen. Så så jeg pludselig, at der allerøverst på boardingskærmen stod ”AV019 Bogota”, og det dæmrede. Der var naturligvis ingen folk ved Aviancas skranke, for de var selvfølgelig ude for at sende flyet afsted. Jeg skyndte mig tilbage til informationen, og mens jeg ventede i kø, kunne jeg høre, at en pige lige foran mig snakkede med damen om Avianca. Jeg spurgte hende på tysk, om hun også havde været med flyet fra Bogota, og det havde hun, kunne hun berette på dansk. Hun havde allerede billet til aftenflyet til Billund, men skulle have kontakt til sin familie, der ventede i Billund. Da jeg lige havde været i kontakt med Billund, kunne jeg hjælpe hende, og jeg overtog derfor ”kommandoen”, og kom til at snakke i telefon med en sur Aviancadame, der var ude ved gaten endnu. Hun mente absolut ikke at det var deres problem at få os hjem, da det var vejret, der havde været skyld i vores forsinkelse - vi er nu nede på 00. Karakteren steg kort tid efter til 03, for hun kunne gå så langt som til at henvise mig til skranke 765, hvor hun troede at jeg ville kunne få lidt hjælp. Den danske pige fortalte mig en historie, der fik Aviancas karakter til at falde til 00 igen: Hun skulle rejse hjem fra Caracas, og havde fået at vide, at hun skulle via Bogota for at komme til Frankfurt. I Bogota ventede hun i otte timer for efterfølgende at gå ombord i præcis det fly hun var kommet med fra Caracas tidligere på dagen – for igen at mellemlande i Caracas. Det er hvad man kalder rejseplanlægning!

Jeg forlod pigen for lige at tage et tjek hos Hanne i køen og for briefe hende om situationen. Der var lidt mere ro på David og Kristoffer nu, så jeg skyndte mig videre for at finde skranke 765. Efter 10 minutters venten ved den tomme skranke – jeg troede et stykke tid, at jeg var blevet snydt – kom der en flink tysk mand, der hed Mustafa. Han forstod vores situation, og efter en samtale med hans overordnede, ringede han til lederen for Mærskafgangen om aftenen, Herr Burgenburg. Mustafa var ”helt nede på knæ” for at hjælpe mig, og herr Burgenburg lovede at gøre alt for at vi kunne komme med hjem. Maskinen med afgang mod Billund klokken 20.10 var udsolgt, men sjældent fuld trods dette. Med løftet hage og armene oppe over hovedet fik jeg fundet tilbage til Hanne, der nu stod allerforrest i køen ved Lufthansas skranke, Vi tog børnene med over til telefonen for at ringe til Billund. Her snakkede jeg først med en dame, der kunne meddele at der nok var nogle, der ville blive glade for at få besked om hvornår vi kom. Jeg snakkede først med Stig, og derefter med Hannes far. Jeg havde en lille klump i halsen, for vi havde nok stadig lidt ondt af os selv. Det var nu ikke kun derfor vi var nede i kulkælderen. Vi syntes det var så utroligt synd for familien og vennerne, der ventede på os i Billund. Det eneste de fik ud af deres køretur var et højttalerudkald – surt.

Nu var der bare tilbage at vente. Vi kørte rundt med ungerne på bagagevognen, og fik en gang junkfood på McDonalds, nede i kælderen. Resten af tiden fordrev vi på de rullende fortove. Endelig kunne vi gå ud til gaten, hvor det nu var meget spændende om vi kom med eller ej. Som løver i et bur, gik vi frem og tilbage foran skranken, mens de øvrige passagerer væltede ind. Vi erfarede, at der havde været messe i Frankfurt, hvilket var en af grundene til, at maskinen var udsolgt. Ydermere var der et stort selskab af ældre mennesker, der havde været i Mexico, der også skulle med maskinen. Vores optimisme faldt igen. Hver gang, der kom flere passagerer sagde vi til hinanden, at det var vores pladser, der røg der. Det var utroligt nervepirrende, og der var ikke langt til tårer. Der lå en besked om at vi skulle ringe til Klaus’ mobiltelefon, for at give besked om situationen. Telefonen var inde i selve venterummet, og jeg kunne ikke holde David og Kristoffer ude. Det var dog ikke noget problem, for der var ca. 30 ”bedsteforældre”, der hellere end gerne ville tage sig af dem, mens jeg ringede. Ude igen blev vi beroliget af Herr Burgenburg: ”Hvis der bare er et sæde tilbage, kommer I med flyet. Så må en af jer sidde med børnene på skødet og den anden kan sidde i cockpittet”. Stadig var vi dog nervøse. Ved et sært tilfælde var de to sidste passagerer, der ankom til flyet to af de ansatte på Adoptioncenter. Lederen af AC, Jørgen Ulrik Ramskov og sagsbehandler for Colombia Margrete Primdahl. De havde også været i Colombia, men var kommet til Frankfurt med Lufthansas maskine fra Bogota. Jørgen Ulrik forsøgte med sin ”AC-kasket” at få os med maskinen. Herr Burgenburg misforstod hans gode hensigter, og blev en anelse sur. Jeg gjorde alt for at glatte ud, og det lykkedes vist også. Endelig kort før afgang kom den bedste nyhed, som vi kunne ønske os: ”Værs’go’ at gå om bord. Vi har ikke mindre end seks pladser til jer”. Vi sagde tusind tak, og skyndte os ombord. Det var utroligt rørende at gå igennem maskinen, for mange af de medfølende passagerer klappede af os.

Turen til Billund gik hurtigt. Vi fik et måltid mad, som det dog på grund af big mac´en tidligere på aftenen var svært at klemme ned. Vi havde også nær fået to svigerdøtre midt i tyverne, for de to stewardesser var helt væk i David og Kristoffer. Derfor fik de simpelthen alt hvad de pegede på: Chokolade og colaer til at tage med hjem. Lige inden vi landede i Billund fik vi lavet en hurtig omklædning af drengene. David skreg i vilden sky – jeg tror at han troede at skjorten var en pyjamas, og at han skulle i seng. Det hjalp lidt, da der kom nye cowboybukser på.

Ved landingen var der dog lige formaliteten omkring indrejse for vore to colombianske statsborgere. Vi havde ikke set, at konsulatet i Bogota ikke havde udfyldt papirerne for os, så mens jeg fik styr på papirarbejdet, raserede David og Kristoffer på det nærmeste paskontoret. De trykkede på alle knapper, og det undrer mig, at der ikke kom en hel styrke af politifolk, for en af knapperne måtte ganske givet have været alarmknappen.

Herefter kom der en stor men behagelig overraskelse: Vores bagage var hvor utroligt det end lyder med den samme maskine som os. Det havde vi absolut ikke forventet. Og ikke nok med det: Det var der det hele – hver en stump!  Mens jeg læssede bagage på to vogne, holdt Hanne fast i de to drenge, der selvfølgelig skulle være helt på tværs her inden vi skulle ud at møde familien.

De hundrede meter fra bagagehallen til udgangen var dog nok til at få dem rolige og glade. Og så indtraf det store øjeblik, hvor vi skulle møde familien. Hannes forældre, Moster Lone og onkel Klaus med børnene, Faster Mette, faster Lene og onkel Jacob ventede med både danske og colombianske flag. Forståeligt nok var resten af velkomstkomiteen fra i eftermiddags der ikke længere. Dog var der varme hilsener fra Anne og Stig samt Annie og Heine og alle deres børn. De havde taget turen helt fra Ringkøbing, så vi havde ret ondt af dem. Min mor og far er i Norge for at stå på ski, så de må vente til søndag, hvor de kører den direkte vej fra færgen og hjem til os. Den altid betænksomme Jakob stak mig dog en mobiltelefon i hånden, og vupti havde jeg snakket med begge mine forældre. Det var rart, at også mor og far kunne være lidt med, selvom de var så langt væk.

Velkomstseancen forløb over al forventning. David og Kristoffer charmede sig - efter et par sekunders ”kiggen an” - ind på alle. Jeg havde forventet at jeg skulle tude lidt, men det havde jeg ”folk til” – modtagelseskomiteen græd det bedste de havde lært, og der var vand til en hel colombiansk piscina . Jeg må have vænnet mig til tanken om dette møde, siden jeg ikke deltog i vandpåfyldningsprogrammet. 

Vi var temmelig længe i lufthavnen, inden vi kørte, for der skulle være god tid til at ”se på” børnene. Onkel Jacob var ikke sen til at lave et par papirflyvere af dannebrogsflagene, og så havde han fået sig fedtet ind hos David og Kristoffer. Lone konstaterede som vi så mange gange tidligere havde sagt til hinanden, at Kristoffer ligner Anton utroligt meget af udseende – blot med en anden kulør. Anton var en rigtig lille blegfis ved siden af vores to drenge. Den dreng må vist have noget sol!

Efter en halv times tid hentede far-Aksel vores bil, så vi kunne få den pakket. Vi var noget spændte på, hvad drengene ville sige til at komme i autostole, men i modsætning til flyveren, syntes de nu, at det var spændende at blive spændt fast. Vi sagde farvel, og jeg skulle til at dreje nøglen – og der var ingen nøgle. Den havde Aksel stadig i sin lomme, og han var ovre for at hente deres egen bil. Ti minutter senere gik det dog mod Sattrup og med to sovende børn på bagsædet ankom vi omkring klokken 23.30 til vores dejlige hjem, Kirstinelund, som igennem den sidste måned har gennemgået en rengøringsproces, der ikke er set lignende i den tid, hvor vore navne har stået på skødet. Jeg tror at mor Gerda og far Aksel har været på spil. Der var pyntet med blomster og flag, og køleskabet var fyldt med dejlig dansk mad. Vi havde håbet lidt på, at vi bare kunne lægge drengene ind i seng. Men nej: De vågnede begge, og med store øjne blev først huset undersøgt, og derefter var det legetøjets tur til et kvalitetstjek. Først ved to-tiden var der ro på dem begge. Samme tid, som de plejer at sove, for da var klokken otte i Colombia. Glade og meget lykkelige kunne vi kort tid efter falde i en comaagtig søvn.

Lørdag den 19. februar – første dag hjemme

Selv om vi havde aftalt, at vi skulle stå forholdsvis tidligt op, sov vi længe – meget længe, idet den var over elleve, inden der kom liv i os. Kristoffer stod først op, mens det var svært at få liv i David. Da det endelig lykkedes var det med det sædvanlige tandpastasmil. Det havde åbenbart været dejligt at sove i sin nye seng. Efter bad og morgenmad (den danske mælk er tilsyneladende lige så lækker som den colombianske) legede vi lidt på værelset med de mange nye legesager. Vi gjorde de første forsøg på at lade børnene lege lidt selv, mens vi fik åbnet den store stak post, der skulle læses. Det blev til lidt gåen til fra, så først sidst på eftermiddagen var det sidste brev åbnet – en fax fra Margarita, sendt fra Medellin til mit arbejde i Vingsted.

Inden vi nåede så langt, skulle vi lige ud for at tjekke vore omgivelser. Vi forklarede drengene, at det uden for var meget koldt i forhold til Colombia, og at de derfor skulle have varmt tøj på. Kristoffer syntes det var spændende at få den varme flyverdragt på. Det var lidt svært med luffer, når man aldrig har set sådan nogle før, men det lykkedes da også at få dem monteret. David derimod var absolut ikke tilfreds med at stå stille så lang tid, det tog at klæde sig på. Jeg tror også, han syntes at tøjet var i vejen, så han skreg det bedste han havde lært. Da han kom ud, kunne han vist godt se det smarte i det varme tøj – i hvert fald blev skrig til grin, da vi kom ud. Først var vi ovre hos misserne. Kristoffer er helt vild med de søde misser, men han har lidt svært ved at forstå, hvorfor det nye ”legetøj” ikke hele tiden gør, som han vil. ”Jeg er s’gu’ min egen…” synes misser at sige til ham med et fornærmet blik og så ellers med 100 km/t væk fra ”faren”. Tilsyneladende er Kristoffer mere vild med katten, end katten er med ham.

Efter at have været hos kattene var vi ovre hos Emma og Emma – vores to får. Her gik det mere fredeligt til, og fårene blev fodret i ro og mag.

Efter lidt boldspil på plænen var vi nået til dagens højdepunkt: Turen i maskinhuset. Hverken Kristoffer eller David havde tidligere kunnet forholde sig til hvad en traktor var for en størrelse, men efter en tur i først den nye og derefter den gamle traktor var de, som de fleste andre drenge, ”solgt”. Vi slipper vist ikke for at komme ud at køre igen de næste mange dage. Hvor er det rart at vide, hvad man skal bruge sine 14 dages barselsorlov til.

Inde igen var der oppakning af nogle af de gaver, som vi havde fået med hjem fra lufthavnen. Blandt andet fra Heine og Annie samt deres to colombianske drenge i Ringkøbing. De var nogle af dem, der blev ”snydt” i lufthavnen, så vi ringede straks efter oppakning til dem. Dels for at sige tak for gaverne, mens også for at overbringe den varme hilsen fra Margarita.

Derefter var det Stig og Annes tur til en opringning med tak for at de var i Billund.

Mens jeg lavede aftensmad, ringede min søster Mette for at fortælle, at hende og familien har flytteplaner.

Aftensmaden stod på hjemmelavet lasagne. Kristoffer var helt vild med maden, hvorimod vi måtte konstatere, at det ikke står højest på Davids liste over livretter. Vi fejrede hjemkomsten med en flaske rødvin og drengene drak de to små colaer, som de fik i går af den forelskede stewardesse.

Efter aftensmaden opdagede vi så faxen fra Margarita i kuverten fra DGI. Vi kunne forstå på Margarita, at hun havde hørt om Kristoffers forsøg på at spise et billardbord. De to fjer var tilsyneladende blevet til fem høns i kommunikationsvejen mellem Bogota og Medellin, så vi skynte os at sende en beroligende fax til Margarita sammen med endnu en tak for alt det, som hun havde gjort for os, mens vi var i Medellin.

Så var det sengetid. Vi troede, at det ville blive meget svært at få drengene til at sove, men som allerede beskrevet var det ikke frygteligt svært. Altså lige bortset fra det med hørepropperne til Hanne.

Allerede ved 22.30-tiden var der ro på drengene, hvorimod vi først sov klokken tre.

 

Søndag den 20. februar – Farmor og Farfar

Vi stod op allerede klokken halv ti. Ved ellevetiden ankom min mor og far direkte fra Norge for at se og ikke mindst opleve de to nye familiemedlemmer. Mødet forløb fint. Gaverne var en succes, og både Kristoffer og David er efterhånden øvede i det med gavepapir. Ud over traktoren og bilen, havde farfar drejet en flot støvleknægt til drengene. Når vi først har fået lært at bruge den, skal den nok blive et hit. Mor og far havde rundstykker med, så vi hyggede os en times tid ved bordet. Både David og Kristoffer ville gerne sidde hos farmor og farfar for at ”snakke”. Det var dejligt, at der var kontakt med det samme. Vi håber og tror, at vores børn vil få et godt forhold til alle fire bedsteforældre.

Efter den obligatoriske tur ud, med en gentagelse af gårsdagens program, var der igen gæster. Nu var det Hannes far og mor der ankom med to triptrapstole, som de havde købt ved at annoncere i ”Den blå avis”. Ligeledes havde de gaver med fra Hannes kusine Gudrun og Jens Jørgen – eller rettere fra deres søn Mads, der syntes at David og Kristoffer skulle have hans aflagte ”cykeltraktor” og scooter. Begge dele var et kanonhit, og resten af eftermiddagen blev der fræset mange gange gennem hele huset. De havde også gaver med fra Alice og Erik  med et velkommen hjem og tillykke!!.

 

Sidst på eftermiddagen var det Kjeld og Pias tur til at kigge ind med gaver og nysgerrige blikke. Hvordan Kjeld gør, ved jeg ikke, men som alle andre børn, var både David og Kristoffer helt vilde med ham.

Selv om det var dejligt med de mange besøgende, kunne vi mærke, at kvoten for i dag var brugt så godt og vel hvad angår gæster, for både David og Kristoffer var lidt flakkende og højrystede da vi nåede til vejs ende på dagen. Vi må hellere holde lidt lav profil de næste dage, men vi kan dog mærke at der ikke er behov for den totale isolation herhjemme. Kristoffer har snakket meget om fætter Anton, der var i lufthavnen. Vi må meget snart have besøg af nogle børn, så han ikke kommer til at kede sig alt for meget kun i selskab med voksne. David derimod er så lille, at han ikke giver så meget udtryk for det samme behov.

Nu er klokken snart elleve, og begge børn sover sødeligt under deres dyner.

 

Efterskrift (31. marts 2000)

Her slutter første del af beretningen om Skibsted Simonsens Colombiaekspedition. Men først nu starter vores store opgave for alvor: At opfostre de to dejlige unger. Vi ved, at det til tider vil blive hårdt, men vi ser frem til det med stor optimisme, og vi glæder os meget til de næste mange år sammen med vores to børn.

 

Nu gælder det først og fremmest om at få børnene til at føle sig trygge herhjemme på Kirstinelund. Men også stille og roligt om at få tilegnet sig det danske sprog. Dag for dag kommer der nye ord. Blandt andet blev adios i løbet af få dage udskiftet med farvel, og siden er det gået utroligt stærkt. I øjeblikket kan vi stort set mærke forskel fra dag til dag. Alle vore mange pegebøger bliver brugt utroligt flittigt, for begge drenge er helt utroligt motiverede for at lære det danske sprog. De ord, der først kom helt styr på, var maden på bordet. I forbindelse med spisesituationen er der ro til at lære, og leche blev ret hurtigt til mælk. Sproget bliver også hele tiden mere og mere nuanceret. En bil er ikke længere bare en bil. Nej nu skelnes der mellem de forskellige biltyper, som for eksempel lastbil og brandbil. Den danske grammatik er svær for en fireårig, men på trods af dette har jeg Kristoffer mistænkt for at kunne skelne mellem ental og flertal. Vi har indtil videre kun brugt entalsord, men da han for nylig så op på to måger, udbrød han: "Fugle!" Om det var tilfældigt, eller om han virkelig kan skelne mellem ental og flertal allerede, ved jeg ikke, men overraskende var det under alle omstændigheder. Især Kristoffer begynder også at gå fra enkeltord til korte sætninger. Forleden dag, da han og David - for sjov ganske vist - var midt i en gevaldig slåskamp udbrød han pludselig på klingende dansk: "la' vær', David". Så kan det godt være at den hjemmegående husmor spærrede øjne og ører op. Vi gør ikke så meget bevidst for at lære David og Kristoffer sætninger - det kommer bare. 

 

Vi har endnu ikke været særligt udfarende med hensyn til at få gæster og at tage ud. Vi har foreløbigt begrænset os til den nærmeste familie. Vi kan mærke, at det er vigtigt for dem at falde ordentligt til, inden vi udvider kredsen alt for meget. Kristoffer reagerer ind i mellem ret voldsomt, hvis dagsrytmen har været brudt for meget, og der har været for mange mennesker omkring ham. Så bliver han noget "på tværs", og kræver hele vores opmærksomhed. Det går lidt nemmere med David, men det skyldes jo nok, at han ikke forstår helt så meget som Kristoffer. Om Kristoffers reaktioner skyldes lidt eftervirkninger fra at blive revet op ”med rod”, eller det simpelthen er fordi han ikke trives så godt med forandringer ved vi ikke. Men vi kan mærke, at vi bliver mere og mere parate til at komme "ud i samfundet".

 

Dog har vi ikke isoleret os helt. Blandt andet har vi været inde i Horsens nogle gange, og det er da også blevet til en enkelt udflugt over til mine forældre i Ringkøbing. Hannes far og mor kommer ofte forbi på korte besøg, så David og Kristoffer er ved at være ret fortrolige med det ene hold bedsteforældre. Det er lidt sværere med mine forældre på grund af afstanden, men vi må sørge for at afsætte tid i kalenderen til ture til eller besøg fra Vestjylland.

Vi har også været i svømmehallen et par gange. Da vi uden for svømmehallen fortalte Kristoffer, at vi skulle i "piscina" så han helt forskrækket ud. "Frio" - det er koldt, sagde han, og ville unde ingen omstændigheder med ud af den varme bil. Da vi fortalte ham, at bassinet var inde i et hus, og at det faktisk ikke var spor "frio", indvilgede han i at gå med derind. Ganske som forudset var det en stor succes, og den eneste hyletur vi havde i svømmehallen var, da vi skulle hjem igen. Vi håber at vi ofte får tid til at tage derind, for det er vigtigt for David og Kristoffer at blive fortrolige med vand.

 

Vi har også haft David og Kristoffer med til et par gymnastikopvisninger i forbindelse med at jeg skulle have mit eget hold på gulvet. David og Kristoffer har fundet ud af hvor fedt det er at springe rundt, og som de motoriske vidunderbørn de er, skal de nok blive glade for at bruge deres krop. Ud over at hoppe rundt i redskaberne til opvisninger, har vi et dagligt ritual, der absolut også udvikler drengenes motorik. Hver dag efter aftensmaden har vi en halv hoppetime inde i Hannes og min seng. Det er utroligt, hvordan de to drenge udforsker og udfordrer deres kroppe, og der er allerede godt gang i de forlæns kolbøtter og for Kristoffers vedkommende sågar forlæns salto. Hvor mange fireårige magter mon det?

 

Jeg er nu startet på arbejde igen. Inden jeg startede havde jeg en aftale med DGI om at jeg uanset vores rejses længde kunne holde 14 dages barselsorlov, når vi kom hjem. Det var en super aftale, som jeg selvfølgelig var meget taknemmelig for. De første 14 dage gik utroligt hurtigt, og vi var selvfølgelig noget spændte på, hvordan det ville gå, når jeg skulle afsted på arbejde og Hanne skulle være alene med drengene. Dels var vi spændte på, hvordan David og Kristoffer ville reagere, når de pludselig måtte nøjes med kun den ene af os, og dels var vi lidt spændte på, hvor hårdt det ville blive for Hanne pludselig at skulle passe både hus og børn alene.

Vi forsøgte at forberede børnene ved at jeg havde nogle korte ture væk fra hjemmet. Når vi lige manglede noget i Brugsen var det mig der tog afsted. Den første gang skreg David i et helt kvarter, men nu har de begge fundet ud af, at jeg hver eneste gang kommer hjem igen. Det betød også at det var ret uproblematisk at tage på arbejde den første dag. Drengene vinkede farvel inde bag ruden med vished om at jeg ville komme hjem igen. Ganske vist - og heldigvis - spurgte de efter mig mange gange de første par dage.

 

Hanne har fortsat orlov, og der er god tid til at sluse drengene ud i "det virkelige liv". Vi tror dog, at drengene vil have godt af at komme ud blandt andre børn, så både David og Kristoffer er blevet skrevet op til børnehaven. De starter stille og roligt for så at gå på fuld tid, når Hanne starter på arbejde igen.

 

Selvfølgelig er det hårdt for Hanne, men der kommer mere og mere ro på vores dagligdag. Drengene leger godt og stadig mere selvstændigt både ude og inde. Ud over legen, er der nogle faste ritualer, der også er en fast del af dagligdagen. Hver dag er det drengene, der sammen med Hanne fordrer misserne og fårene, og herefter skal der køres en tur på traktoren. David og Kristoffer kunne ikke forholde sig til billederne af traktoren, mens vi var i Colombia, men nu er det et kæmpe hit at køre på traktor.

 

Vi har fået gjort den økonomiske side af sagen op også. Det er hammerdyrt at adoptere - men hvor betyder det uendelig lidt, når man står i situationen. Vores rejse kostede os 22.000 kroner, vores ophold i Colombia omkring 29.000 kroner - godt 1.000 kroner om dagen, og så har der selvfølgelig været udgifterne til selve adoptionen. De løb op i 113.000 kroner foruden udgifter til diverse formularer  Vi slap lige nøjagtigt for den meget store gebyrstigning, der blev varslet i starten af året. Herfra kan vi trække adoptionstilskud på 70.000 kroner, så i alt har det kostet os knap 100.000 kroner at adoptere David og Kristoffer. Økonomien er sekundær - ja nærmest ligegyldig - men man kan alligevel ikke lade være med at synes, at det er urimeligt dyrt at adoptere. Især når man tænker på hvor meget samfundet er villig til at betale for at barnløse kan blive hjulpet ad den kliniske vej. Forhåbentligt kommer der en dag, hvor politikerne får øjnene op, og vælger at prioritere anderledes.

 

Vi ser stadigvæk ofte "vores" tre flotte rådyr. Enten i haven eller ude over markerne i forbindelse med traktorturen. Mon ikke der snart vil være et par rådyrkid at se også? Hvis det altså kan lade sig gøre for de små rådyr at få børn… ellers kan vi varmt anbefale adoption i stedet. Og tænkt sig at være så privilegeret at få tre store fødselsoplevelser: At få børnene i forslag, at få de dejlige drenge overdraget, og at ankomme til Billund. Det er helt umuligt at sige noget om, hvilken af de tre begivenheder, der for os var den største. Alle tre begivenheder var fantastiske og enestående. Hvor er det synd for de mange, der ikke har råd til at adoptere og derfor må lave sine børn selv ;-)

 

Du kan læse om vores første år sammen med David og Kristoffer i ”Adoption og Samfund” nr. 1, 2001: Fra kaos til harmoni og tryghed.

 

Hvis du har kommentarer til dagbogen, er du meget velkommen til at sende en e-mail til os på adressen skibstedsimonsen@hotmail.com

 

Hanne og Jens Simonsen