Efter mange års kamp fik Adoption & Samfund i efteråret 2006 overbevist
et flertal i Folketinget om nødvendigheden af hjælp til familier og adopterede
med særlige problemer, der har udspring i børnenes særlige baggrund. I august
2007 er det nye tilbud kommet endelig på plads med et gratis tilbud til alle
familier, hvor adoptivbørn er hjemtaget inden for de seneste 3 år. Læs mere
om mulighederne og hent præsentationsfolderen på Familiestyrelsens
hjemmeside
Danmark er dermed langt om længe kommet i gang med at overholde vore
forpligtelser i forhold til Haagerkonventionen om international adoption.
Ifølge konventionen påhviler det de danske myndigheder at sikre
adoptionsrådgivning og støtte efter adoptionen.
Haagerkonventionens artikel 9, litra c, lyder:
Centralmyndighederne skal, enten direkte eller gennem
offentlige myndigheder eller behørigt godkendte institutioner i deres stat,
tage alle passende forholdsregler navnlig med henblik på at fremme udviklingen
af adoptionsrådgivning og støtte efter adoptionen i deres respektive stater.
Foreningen udtrykte tilfredshed med den nye ordning da den blev annonceret.
Men den er kun første skridt på vejen,
se pressemeddelelse herom.
I august 2007 er der kommet nye signaler fra Christiansborg, der signalerer
at der også er hjælp på vej til de mange unge og voksne, de ikke er omfattet
af ovennævnte ordning. I et interview i Kristeligt Dagblad den 25. august 2007
udtaler familieminister Carina Christensen således:
– Jeg er ikke i tvivl om, at der er brug for rådgivning her. Og det vil
også være noget, vi sætter fokus på. Vi skal her til september i gang med at
gennemgå hele adoptionslovgivningen og se på, hvilke tilbud der er. Der vil
det være oplagt at sætte fokus på de voksne adopterede også, siger Carina
Christensen, der medgiver, at der skal afsættes penge til rådgivning.
I en artikel 3.
august 2007, ligeledes i Kristeligt Dagblad, udtaler Venstres
adoptionsordfører Inger Støjberg.
– Der er ingen tvivl om, at vi har et hængeparti. Det bliver vi simpelthen
nødt til at kigge på, for vi har et ansvar for at følge adopterede til dørs,
siger hun.
Desværre var en udvidelse af PAS bevillingen ikke medtaget i det forslag
til Finansloven, som blev fremlagt af regeringen den 28. august 2007. Men ét er
et forslag, noget andet den endelige finanslov.
Derfor ser Adoption & Samfund med tilfredshed på de nye tilkendegivelser,
der vil indgå i det videre arbejde med at at få Folketinget til at gennemføre
den nødvendige lovgivning på området.
Opdateret 28. august. 2007 / PKJ