Af Kjeld Hansen og Karin Rose
Vi var ikke altid helt enige om adoptionsarbejdet men ALTID om hjælpearbejdet. En af de rejser, jeg specielt husker, var, da vi skulle møblere Detlev Home, Raindrop. Vi havde personale med på indkøb. Det var herligt at kunne købe alt det, som der var brug for. Medarbejderne på Raindrop og jeg valgte ud, og Anne stod med sin lille lommeregner og holdt kontrol med vores forbrug. Efter at have købt de mest kedelige ting som tandbørster, kamme, kopper og andet service faldt vi for et rødt køleskab. Anne regnede igen. Ja, der var så sandelig stadig penge tilbage. Vi satte os ned. Anne skulle altid have en cola, og pludselig, som vi sidder der og ser os omkring, får vi øje på en forretning som sælger fjernsyn. Vi ser på hinanden. Anne regner - jo heldigvis - der er råd til et fjernsyn. Ville det være luksus? Vi mente det ikke, da der er mange undervisningsprogrammer i fjernsynet, som børnene på Detlev Home kunne få glæde af. Alt blev losset på en stor lastbil, og det var en kæmpe fornøjelse at se alle børnene hjælpe med at tømme lastbilen og få alt på plads.
Et par timer efter var der uddeling af de første sodavandsis, som vi alle nød. Anne sagde, at det havde været meget morsommere end juleaften. Stemningen og glæden hos børnene var vidunderlig. Heldigvis har jeg en del af dagen optaget på video.
En anden dejlig oplevelse havde Anne og jeg i Beijing for nogle år siden. Vi havde været til nogle lange møder i Adoption Center i Kina og tog derefter til et tempel, som vi holdt meget af. Der sad vi på en bænk i parken med blomstrende kirsebærtræer og lyden af munkenes trommer. Vi sagde ingenting, nød stemningen. Denne eftermiddag kom vi igen og igen tilbage til og havde faktisk planer om at gentage det. Men sådan blev det ikke.
Anne var tit svær at overtale til nye ting. Jeg tænker på, da adoptionsudvalget forlangte, at hun skulle have fax. Nej, spild af penge, det fungerer godt nok. Nå, men vi vandt, og Anne elskede sin fax. Så blev det tid til en computer. Ikke tale om, faxen er mit et og alt. Nå, men også denne gang måtte hun give sig og til stor glæde for specielt e-mailen. Talte vi om ting til kontoret for at hjælpe hendes hverdag, lød det altid: Spild af penge, vi skal bruge dem på børnene. Ofte betalte Anne selv af egen lomme div. udgifter uden at sige noget til os andre. Det opdagede jeg ind imellem. Hjælpearbejdet lå dybt i hende.
Nytårsaftensdag ved 17-tiden talte Anne og jeg sammen for sidste gang. Vi havde en lang samtale. Jeg var klar over, at det så meget dårligt ud, men ikke at det var så tæt på. Hun var ret vred over, at pressen kørte mest på de danske feriegæster og ikke den almindelige befolkning, som har mistet alt efter flodbølgen. Anne havde altid overskud til at hjælpe og tænke på de svageste. Selv klagede hun ikke. Tog det udadtil med et smil og det går nok alligevel.
Tabet og tomheden i skrivende stund er slemt. Mere end 25 års venskab er slut, minderne er mange og dejlige. Heldigvis har jeg masser af billeder fra vores ture, som jeg kan glæde mig over.
Æret være Annes minde.