Af Liz Haltrup

- Næ, er der en mandlig eneadoptant?

Udbruddet lyder spontant, da Jens træder ind ad døren kort før det første træf i Gruppen af EneAdoptanter skal begynde.

Meeen, Jens er ‘blot’ indforskrevet til at lave frokost til de 27 kvinder og 4 børn, som har valgt at mødes i hjertet af Nørrebro i København en smuk forårs-søndag i april. Og nej, der er endnu ingen mandlige medlemmer i gruppen, som nu kan mønstre 35 nuværende og kommende ene-forældre til adopterede børn. De fleste fra Københavns-området og Sjælland, men også Fyn og mange jyske amter er repræsenteret hos eneadoptanterne, som holdt stiftende møde sidste år i november.

De mange medlemmer af den nye interessegruppe i Adoption & Samfund afspejler ikke blot, at flere og flere enlige vælger adoption som en realistisk mulighed for at få et eller flere børn. Flere og flere bliver faktisk også godkendt og står nu på venteliste til børn fra bl.a. Kina, Vietnam, Etiopien, Rumænien, Haiti, Brasilien, og Nicaragua.

Hvor der i begyndelsen af 90erne kun var registreret fire ansøgere pr. år (ingen tal på afslag/godkendelse), var der i 1996 27 eneansøgere. Heraf blev 10 godkendt, hvilket svarer til 37 pct. af ansøgerne. Til sammenligning kan siges, at 91 pct. af de par, der søger om adoption, godkendes. Der findes endnu ingen tal for 1997, men der er en klar fornemmelse hos gruppen af ene-adoptanter, at det bliver et rekordår, formentlig både hvad angår antal ansøgninger og antal godkendelser.

Som nævnt er endnu ingen mænd at finde i medlemsskaren. Terre des Hommes har inden for det seneste år haft en mandlig eneansøger, som dog ikke blev godkendt.

Men det kommer nok, og ‘de’ kan ligeså godt vænne sig til, at mænd også melder sig på banen som adoptanter. ‘De’ - amter og formidlende organisationer - har nemlig siden 1984, hvor adoptionsloven atter åbnede mulighed for, at enlige kunne adoptere (der blev lukket af i 1976) skullet vænne sig til, at adoption ikke kun er forbeholdt ægtepar. Det kunne ‘de’ dog ikke til at begynde med - ingen slap igennem nåleøjet. Reglerne blev derfor lempet i 1989 efter en betydelig og til tider barsk pionerindsats fra en gruppe kvinder op gennem 80erne.

Der er gode grunde til, at så få enlige søgte om adoption indtil for ganske få år siden. Muuligheden har nemlig været meget svær at få øje på, for eneadoption har ikke været noget hverken de formidlende organisationer eller Adoption & Samfund har haft reklamespots om.

Indtil for få måneder siden har en af de formidlende organisationer, DanAdopt, endda haft en fuldstændig afvisende holdning overfor enlige ansøgere. Gruppen af EneAdoptanter tog tidligere på året problemet op med DanAdopt, som nu har ændret signaler. Organisationen mangler dog fortsat erfaringer med eneadoptioner.

Man behøver ikke at være muttersalene i tilværelsen for at blive godkendt som eneadoptant, og det kan måske på længere sigt komme de par til gode, hvor den ene partner står svagt, f. eks pga. alder.

Blandt gruppens medlemmer er en mor, som i et sjællandsk amt er godkendt med samlever til sit andet barn, som hun i øvrigt har fået i forslag. Et andet medlem i et jysk amt er i gang med at søge som enlig, fordi hendes samlever er for gammel til adoption af et lille barn. Ansøgere til børn fra Kina skal dog underskrive en erklæring om, at de reelt er enlige.

Kvinder, der allerede har et biologisk barn, godkendes også som eneadoptanter.

Eneadoptanter oplever deres andel af afvisende sagsbehandlere, sjusk med oplysningerne, underligt begrundede afvisninger og og opfattelser:

"Hvad vil I enlige egentlig?"

"Du er for gammel" ( 42 år. Er i gang med at anke sin sag)

"Er der ellers sket nogle ændringer i dit sociale liv ?". Nej, min kæreste og jeg bor stadig hver for sig, som vi har gjort i 10 år. (Ved ny godkendelse efter et års ventetid på barn i forlslag)

"Hun er egnet som mor til et barn, men ikke et adoptivbarn" (ansøgeren blev godkendt til at adoptere efter anke.)

"Jeg tror, det er gået så let, fordi jeg kan sætte børne- foran min stillingsbetegnelse" (ansøger med et adoptivbarn og nummer to i forslag).

Man betragtes mange steder stadig som ikke helt normal, hvis man i 40-års alderen lever uden livsledsager og livmoder og alligevel har en drøm om at få sin egen familie. Det skal understreges, at flere og flere amter efterhånden har fået en fornuftig opfattelse og sagsbehandling af eneansøgere, og i flere amter indgår psykologundersøgelse således ikke længere som en automatisk del af sagsbehandlingen. Men der er store forskelle fra amt til amt.

Støtte til eneansøgere og information om eneadoption er blandt gruppens vigtigste formål, og at der er brug for en interessegruppe, viser snakken ved forårstræffet tydeligt.

Og der er heldigvis mange resurser at bruge af, ikke mindst når det drejer sig om støtte under sagsbehandlingen, hvor man er alene og meget ensom, når systemet tager hånd om ens liv og livsførelse.