Hvorfra og gennem hvem kan ene-ansøgere få børn?

De to formidlende organisationer, AC Børnehjælp i Århus og DanAdopt i Birkerød, formidler begge børn til eneansøgere.

Ikke alle afgiverlande accepterer imidlertid eneansøgere. Og blandt de, der gør, accepteres hovedsagelig enlige kvinder. AC Børnehjælp har p.t. flere valgmuligheder for eneansøgere end DanAdopt.

Ved henvendelse til organisationerne samt på deres hjemmesider kan du få oplysning om, hvilke lande, der aktuelt accepterer eneansøgere. Her kan du også orientere dig om aktuelle ventetider mellem godkendelsen og barn i forslag samt hvad det koster at adoptere.

De fleste af  Gruppen af Ene Adoptanters medlemmer adopterer børn fra Kina, der os bekendt også er det eneste land, der accepterer mandlige eneansøgere. Derudover repræsenterer børnene Vietnam, Etiopien, Haiti, Brasilien, Indien, Nepal og Rumænien.

Vi ved, at mange flere andre lande formidler til eneadoptanter. Bl.a. langt de fleste mellem- og sydamerikanske lande, flere indiske provinser og angiveligt også en del østeuropæiske lande. GEA arbejder løbende på at udvide de formidlende organisationers kendskab til lande/børnehjem, der accepterer eneansøgere. Imidlertid er det svært for organisationerne at høste nogle erfaringer fra "uprøvede" lande, da eneansøgere ikke er tilbøjelige til at ville være prøvesag disse steder.