Ansøgning om godkendelse som adoptant

I Godkendelsesbekendtgørelsen står der bl.a.: 

Undersøgelsens første fase (fase 1) indledes, når statsforvaltningen modtager en ansøgning om godkendelse som adoptant af et barn fra et andet land

Ansøgning om godkendelse som adoptant indgives til statsforvaltningen. Et ægtepar indgiver ansøgningen i fællesskab.

Ansøgningen indgives på en godkendt blanket.

De nødvendige skemaer kan hentes på  Familiestyrelsens hjemmeside.

Ansøgningen skal vedlægges:

  1. fødsels- og dåbs-(navne)attest,
  2. vielsesattest, hvis ansøgeren er gift,
  3. skatteattest og restanceerklæring,
  4. helbredserklæring og
  5. helbredsattest.

Helbredserklæring udfyldes af ansøgeren på godkendte blanketter.

Helbredsattesten udstedes af ansøgerens sædvanlige læge på en godkendt blanket. Hvis en anden læge udsteder attesten, skal ansøgeren give en fyldestgørende grund herfor. Helbredsattesten må ved ansøgningens indlevering ikke være mere end 3 måneder gammel.

En række af oplysningerne i ansøgningsblanketten vedrører ikke direkte de emner, der indgår i samrådets afgørelse i fase 1, men Familiestyrelsen mener, det er mest hensigtsmæssigt, at oplysningerne indhentes samlet, så man undgår, at ansøgeren skal udfylde endnu et oplysningsskema forud for samtalerne i fase 3.

Opdateret 9. januar 2007 / sba