Homoseksuelle i et registreret partnerskab har mulighed for at adoptere den anden partners barn, fuldstændig som ved en stedbarnsadoption. Loven herom blev vedtaget af folketinget i maj 1999.
Ansøgning om en sådan adoption sker til den regionale statsforvaltning, der også vejleder om procedurer mm.
Det kræver ingen godkendelse som adoptant at adoptere sin partners barn.
Anonyme adoptioner.
Folketinget vedtog i marts 2009 et beslutningsforslag der pålægger
regeringen at fremsætte lovforslag, som giver homoseksuelle par mulighed for at
adoptere anonymt, dvs. at registrerede partnere kan adoptere som par.
Det har i pressen været nævnt mange steder at homoseksuelle par nu må
adoptere anonymt.
Men beslutningsforslaget er ikke nok. Der skal først vedtages en lov, som
regeringen er forpligtet til at fremsætte forslag til.
Homoseksuelle har derimod i en længere årrække principielt kunne godkendes som adoptant i Danmark på lige fod med andre hvis det sker som eneadoptant.
Afgiverlandendene har dog generelt et meget restriktivt syn på homoseksualitet og formentligt vil det være umuligt at finde et afgiverland, der vil stille barn i forslag til homoseksuelle. Det gælder også homoseksuelle eneadoptanter, hvis homoseksualiteten er kendt.
Kina er begyndt at kræve en erklæring fra eneadoptanter om, at de ikke er homoseksuelle - formodentlig som reaktion på de seneste lovændringer i nogle europæiske lande.
Der er primo april 2009 ingen kendte eksempler på at homoseksuelle par i de lande, hvor de formelt må adoptere, har gennemført en international fremmedadoption.
Opdateret 2. april 2009 /pkj