Hagerkonventionen


Haagerkonferencen blev startet i 1893 og har siden 1955 fungeret som et permanent internationalt organ der på regeringsniveau samarbejder med det formål at harmonisere den internationale privatretslige lovgivning. Konferencen har gennem årene forhandlet sig frem til en række konventioner om forskellige privatretslige forhold. Den har i dag 64 medlemsstater men andre lande kan inviteres med til forhandlingerne om de enkelte konventioner.

“Haagerkonventionen om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner” blev vedtaget 29. maj 1993 efter adskillige års drøftelser af mulighederne for en fælles konvention om adoption. I adoptionskredse kaldes den ofte blot Haagerkonventionen.

Haagerkonventionen er en rammekonvention der fastlægger en række grundprincipper for international adoption. Den er meget bredt formuleret og giver mange muligheder fordi man ville sikre sig at så mange lande som muligt tilsluttede sig. Som de væsentligste bestemmelser kan nævnes:

  • At myndighederne i afgiverlandet har til opgave at undersøge barnet, indhente samtykke og legitimere bortadoption.
  • At myndighederne i modtagerlandet har til opgave at undersøge adoptanterne og godkende dem til adoption.
  • At de to landes myndigheder skal sikre at fyldig information om barn og adoptanter udveksles.
  • At adoption kun kan foretages hvis begge landes myndigheder tilslutter sig.
  • At begge landes myndigheder kan autorisere andre til at udføre dele af arbejdet.
  • At alle lande anerkender en adoption foretaget i et andet land såfremt begge lande har ratificeret konventionen.

Dertil kommer en række bestemmelser om rådgivning, organisering af adoption, kontrol, procedurer etc.

Konventionen kan ses i sin helhed på Haagerkonferencens hjemmeside eller oversat til dansk i den gule betænkning (Betænkning nr. 1323).

Haagerkonferencens konventioner bliver vedtaget ved flertalsafstemninger og bliver ikke nødvendigvis underskrevet og ratificeret af alle deltagende lande. Nogle lande underskriver og tilpasser derefter den nationale lovgivning. Andre lande har som Danmark praksis for at tilpasse lovgivningen før de underskriver. I begge tilfælde ratificeres landet først konventionen når lovgivningen er tilpasset. Efter ratificeringen vil der typisk gå yderligere et stykke tid før den ændrede lovgivning træder i kraft.

Lande som ikke deltog i forhandlingerne og afstemningen om konventionen kan efterfølgende underskrive og tiltræde konventionen. Fra den dato et land tiltræder konventionen har hvert enkelt af de oprindelige lande dog en 6 måneders frist til at meddele at det ikke accepterer tiltrædelsen. Et sådant afslag har kun virkning mellem det tiltrædende land og det land der giver afvisningen.

Pr. 1. februar 2005 er konventionen ratificeret eller tiltrådt af 64 lande og pr. denne dato også trådt i kraft i alle landene. For 2 af de tiltrædende lande er der lande der har taget forbehold inden 6 måneders indsigelsesfristen.

Konventionen er derudover underskrevet, men endnu ikke ratificeret af 6 lande.